Bagtalelse eller bedømmelse

Bibelen er klar og tydelig omkring, at vi skal undgå bagtalelse og sladder, så det skal vi naturligvis. Alligevel vil jeg argumentere for, at der er et område, hvor vi må turde tage bladet fra munden og tale. Det er, hvis vi en sjælden gang imellem støder på en kristen, hvis adfærd og ord er ”ulvelignende”.
I de tyve år, jeg har været kristen, har jeg nogle få gange mødt personer i kirken, der har en adfærd, som stikker voldsomt ud. Karaktermæssige brist, som betyder, at de, der involverer sig med denne mand eller kvinde, med tiden bliver nedbrudt og ødelagt. Hvis jeg over tid bemærker en udpræget destruktiv adfærd i forskellige sammenhænge og situationer og overfor forskellige mennesker, så taler jeg med en fortrolig om det.
Det gør jeg, fordi jeg ved, at en vigtig del af vores opgave i kirken, er at være opmærksomme på ulve i fåreklæder. Samtidig er jeg bevidst om, at jeg kan tage fejl i bedømmelsen af menneskers karakter. Derfor deler jeg mine observationer med en eller to kristne, som jeg har tillid til. Det er vigtigt at beskrive personens adfærd, ord og handlinger så præcist og neutralt som muligt. Med øje for, at jeg selv står til regnskab for Jesus, og for, at vi alle kan sige noget eller handle på måder, som stikker ud.
Det er gentagende adfærd, som jeg noterer. Adfærd, som fremstår alarmerende, og som i værste fald kan være udslag for karakterbrist i en sådan grad, at andre kan tage skade af den. Eller som kan skade troen hos andre – adfærd, ord og handlinger, som står i fuldstændig modsætning til kærligheden. Selvom det kan føles helt forkert at tale om en, der ikke er til stede, kan det nogle gange være nødvendigt for om muligt at blive klogere på karakteren.
Det er vores fælles opgave at være bevidste om, at ulve i fåreklæder er en del af den virkelighed, vi lever i. Når vi ved det – og ved at ulven er forklædt som et får, så er det vel nødvendigt, at vi tør tale om det? Ellers ved jeg ikke, hvordan vi skal advare hinanden og passe på hinanden. Når jeg deler min bekymring med en anden kristen, kan der ske tre ting. Jeg finder ud af, at jeg tager fejl og måske reagerer på mine sår. At vi sammen afventer og beder Gud om at lade sandheden komme ud i lyset. Eller at den anden har bemærket noget tilsvarende.
Det kan være svært at se forskel på bagtalelse og bedømmelse. Men i og med, at vi hver især står til regnskab for Herren, tænker jeg, at vi har en bevidsthed om egne motiver. De, som kender mig, ved, at jeg nogle gange har spurgt, hvad er dit eller vores motiv for denne samtale. Ligesom jeg selv har fokus på mine motiver og stoler på, at Guds Ånd vil vise, hvis eller når jeg krydser grænsen til bagtalelse.
Lad os gå ind i samtaler om bedømmelse, hvis vi ser ulvelignende og ødelæggende adfærd. Bedømmelse af ånder er en af de gaver, som Gud har givet til kirken, som beskyttelse for den enkelte og for legemet. Så vi skal også turde træne den.


