Kina vil præge verden med ”kommunistisk kristendom”

Flere NGO’er advarer mod ny kinesisk taktik for at kontrollere de kristne - også globalt.

Kinas kommunistparti forfølger den stærkt voksende kirke i landet fx ved at fjerne kors fra officielle kirker eller kræve, at kirkerne viser billeder af Mao og præsident Xi Jinping (billedet).

Kinas kommunistparti har annonceret en plan om at eksportere en kommunistisk-kristen hybrid til resten af verden. Det bekymrer den britiske NGO Release International, der støtter forfulgte kristne.

Det skriver Release International. Under et møde med ledende præster i provinsen Jilin har Kinas kommunistparti (CCP) opfordret kirkelederne til at holde stand mod indflydelse fra udenlandske kirker og såkaldt ”illegal religion”. Samtidig annoncerede CCP, at de ønsker at ændre kristendommen globalt ved at eksportere en ”kristendom med en kommunistisk kerne.”

Det handler angiveligt om, at ”kristendom med en kommunistisk kerne skal eksporteres rundt om i verden” og dermed ”ændre verdenskristendommens ansigt”, forklarer Release International.

Maskeret forfølgelse

– Den nye politik er et røgslør, som skal skjule den vedvarende forfølgelse af kristne i Kina, siger CEO Paul Robinson fra Release International.

Ifølge Release prøver CCP at gennemføre en ”sinificering”, dvs. en politik om at gennemtvinge en kinesisk præget ateistisk ideologi i kirkerne. Men ”ateisme og kristendom kan aldrig blandes,” lyder advarslen fra Release International. I virkeligheden er det et forsøg på at kontrollere og dominere kirkerne og tvinge dem til at tilpasse sig, fortæller direktør Paul Robinson.

”Politikken er simpelthen et røgslør for at maskere den vedvarende forfølgelse af den sande kristne tro i Kina.”

CCP er mistænksom både overfor enhver vestlig støtte og overfor den underjordiske kirkebevægelse, som de betegner ’anti-kinesere’. Inde i Kina har sinificeringspolitikken resulteret i et forbud mod online religiøst indhold og fjernelse af over tusinde kors fra officielle kirker. Release International oplyser, at det kristne samfund i øjeblikket står over for sin mest ”alvorlige forfølgelse” siden kulturrevolutionen, hvor både præster, der udfordrer regeringen, og de advokater, der forsvarer dem, bliver sendt i fængsel.

Der er også rapporter om, at nogle kirker er blevet tvunget til at vise billeder af Mao og præsident Xi Jinping.

Årsag: Stor kirkevækst

En af forklaringerne på den alvorlige forfølgelse er kristendommens store vækst i Kina. Ifølge Release er der rapporter om, at der nu er flere kristne i landet end medlemmer af CCP. Der er også mange, som forlader den regeringskontrollerede Tre-selv-kirke for i stedet at tilslutte sig en af de illegale husmenigheder. Det anslås, at der nu er over 100 millioner kristne i Kina – måske endda 130 millioner, hvilket svarer til næsten 10 procent af landets befolkning, skriver Christian Today.

Paul Robinson understreger, at Release International vil fortsætte med at opfordre Kina til at tillade fuld religionsfrihed og frigive sine kristne trosfanger. Blandt disse er der også advokater, der har rejst sager mod myndighederne på grund af nedrivningen af kors fra kirkerne.

”Udtryk for transnational undertrykkelse”

Det kinesiske kommunistparti bruger en række forskellige taktikker for at udhule ytrings- og religionsfriheden i hele den vestlige kultur, da det søger at bringe kritikere til tavshed i USA og andre steder uden for dets grænser, advarer eksperter ifølge The Christian Post. Sidste torsdag var den politiske tænketank Hudson Institute i Washington D.C. vært for en diskussion om, hvordan Kina engagerer sig i ”transnational undertrykkelse” gennem intimidering og propaganda på amerikansk jord, rettet mod religiøse minoriteter som kristne, uigur-muslimer, tibetanske buddhister, Falun Gong-udøvere og andre kritikere af CCP’s politik, skriver CP.