”Mod Gud har vi altid uret”

Når professor i psykologi og bestsellerforfatter Svend Brinkmann godt kan lide, at Søren Kierkegaard skriver, at mod Gud har vi altid uret, er det, fordi det er med til at understrege budskabet i hans nye og anmelderroste bog ’Oplevelsessamfundet’.

I bogen tager Svend Brinkmann et opgør med den stærke tendens i tiden til at forstå verden alene ud fra vores individuelle oplevelse af den og vil minde os om, at der findes en objektiv virkelighed, der er større end os, og som vi hverken kan eller skal forme selv. Ideen til bogen fik Brinkmann, da han for nylig skulle flyve fra Københavns Lufthavn og skulle på toilettet. På vej fra toilettet lyste en skærm op:

“How was your bathroom experience?” (hvordan var din oplevelse af toiletbesøget), stod der. Som Brinkmann fortæller i forordet til bogen, havde han valget om at trykke på en glad og grøn smiley, en gul og neutral eller en rød og sur smiley. Han undlod at trykke på nogen af dem, fordi han ikke mente, at han havde haft nogen oplevelse. Han var bare trådt af på naturens vegne. Hvorfor skulle det dog kvalificeres som en “oplevelse”?, spørger Brinkmann.

Oplevelsesabsolutisme

En sådan episode kan vi alle nikke genkendende til. Overalt i det offentlige rum og i butikker bliver vi konstant bedt om at dele vores oplevelse og deltage i tilfredshedsundersøgelser, når vi for eksempel har besøgt en butik, købt en vare på internettet eller har ringet til forsikringsselskabet. Brinkmann mener, der er gået så meget inflation i oplevelsesbegrebet, at der er tale om oplevelsesabsolutisme.

Hvis jeg for eksempel oplever, at jeg bliver mobbet, så er jeg offer for mobning uanset, hvad andre objektivt siger om sagen. Det samme gælder for debatten om kønsidentitet. Hvis jeg oplever, at jeg føler mig som det modsatte køn af det, jeg er født med, bliver det antaget som virkelighed, uanset, hvad biologien siger.
Brinkmann er bekymret for, at et samfund, der alene bygger på individets oplevelse, kan medføre både en etisk forarmelse og fremmedgørelse fra verden.

Det vil sige, at vi ikke længere har en fælles moral om, hvad der er rigtigt og forkert, og vi ender med at blive ensomme, fordi vi hver især fortolker vores omverden på vores helt egen måde.

For meget fokus på individet

Bogen er på mange måder en naturlig forlængelse af Brinkmanns tidligere bøger med titler som ’Gå glip’ og ’Stå fast’. Her kritiserer han psykologiseringen, hvor individet og dets tro på sig selv er omdrejningspunktet. I oplevelsessamfundet er det igen individet, der er i centrum, og nu selv skaber virkeligheden:

“Hvis jeg tror, at jeg selv kan konstruere min egen virkelighed, betyder det jo, at jeg opfatter mig selv som almægtig i min oplevelsesboble. At jeg er en form for gud,” siger Svend Brinkmann og fortsætter:

”Hvis man lytter til coaches og psykoterapeuter, så siger de ofte, at du kan lave om på dig selv ved at lære at tænke og føle anderledes. Hvis du ændrer din subjektive konstruktion af virkeligheden, kan du ændre dit liv og dermed verden. Det har altid slået mig som en kæmpe byrde at pålægge mennesker at være ophav til deres virkelighed. Der findes en lille tekst hos Søren Kirkegaard, hvor han skriver om det opbyggelige i erkendelsen af, at mod Gud har vi altid uret. Det kan tolkes meget konkret, hvis man er troende. At der findes en Gud, og han har altid ret, og jeg altid har uret – hvis Gud og jeg er uenige.”

”Det er faktisk en utroligt befriende tanke,
at det ikke er mig, der skaber den,
men at jeg eksisterer i virkeligheden
og skal forsøge at forstå den, erkende den
og leve i den og opføre mig ordentligt i den.
Den er der uafhængigt af mig.”

Tolkes Søren Kierkegaards udsagn ind i en ikke-religiøs verdensopfattelse, er det stadig meningsfuldt, mener Svend Brinkmann.

”Det kan tolkes som en metafysisk kendsgerning, og så kan vi kalde den for Gud, virkeligheden eller kosmos. Men der er noget andet end mig, som er på en bestemt måde. Virkeligheden er, hvad den er, og ikke hvordan jeg ønsker, den skal være. Det er faktisk en utroligt befriende tanke, at det ikke er mig, der skaber den, men at jeg eksisterer i virkeligheden og skal forsøge at forstå den, erkende den og leve i den og opføre mig ordentligt i den. Den er der uafhængigt af mig. Jeg tror, at det ville være en vigtig erkendelse for mange moderne mennesker og måske især vores børn og unge, som vi bilder ind, at de kan, hvad de vil, og at alt er muligt, og at de bare skal tro på sig selv. Måske skulle vi lære dem at have lidt større tillid til verden. Og at have en tro på verden mere end blot at tro på sig selv og deres egen subjektivitet,” siger Svend Brinkmann

Objektiv virkelighed

Det store spørgsmål er, om der i en tid, hvor individualismen hersker, stadig findes en objektiv virkelighed, som gælder for alle mennesker? Til det svarer Brinkmann:

”Ja, jeg mener, at der er en fælles objektiv virkelighed. Når det gælder matematik og logik, er vi helt enige om, at to plus to er fire uafhængigt af, hvad mennesker personligt oplever, synes og føler. Men for mig er objektivitet ikke kun én ting. Når vi bevæger os over mod det etiske, så nærmer vi os områder, hvor der er en større grad af uenighed mellem mennesker, fordi virkeligheden kan udlægges på flere måder. Alligevel skriver jeg i bogen, at jeg faktisk mener, at der findes en objektiv etik. Ofte er det vanskeligere at nå til enighed om etiske spørgsmål end for eksempel matematiske eller naturvidenskabelige spørgsmål. Men det betyder jo ikke, at vi ikke skal forsøge at nå den grad af en fælles erkendelse, som det givne emne tillader os. Filosoffen Aristoteles fra det gamle Grækenland havde en vidunderlig formulering, hvor han siger, at vi skal ikke kræve mere præcision, end emnet tillader. Matematik tillader en utrolig stor grad af præcision, og etik tillader en mindre grad af præcision. Men det betyder jo ikke, at det er fuldstændig subjektivt,” siger Svend Brinkmann.

Ifølge Svend Brinkmann er det nemlig vigtigt, at vi forsøger at forstå virkeligheden og ikke bare spiser hinanden af med, at alt er subjektivt.

”Vi skal lære at skelne. Der er ikke noget, der er enten helt subjektivt eller fuldstændig objektivt. Når vi ser virkeligheden forskelligt, så har vi fået en tendens til blot at konstatere, at vi så har forskellige oplevelser af den. Vi går ind i en samtale om, hvad virkeligheden faktisk er i det givne tilfælde, men standser ved vores individuelle oplevelser af den. Du har din oplevelse, jeg har min. Det er der, kæden hopper af. Jeg synes, vi skal insistere på at sige nej. Vi bør forsøge at nå ud til virkeligheden og forstå virkeligheden. Når vi har forskellige udlægninger af den, så er det virkeligheden, vi har forskellige udlægninger af og ikke vores subjektive oplevelser.

Det kan godt lyde som en lille sproglig nuance. Men er det noget subjektivt, indre hos mig, jeg oplever, eller er det et aspekt af virkeligheden? Jeg tror faktisk, den nuance er utrolig vigtig. Vi skal insistere på, at der er en verden, vi bør stræber efter at forstå og ikke bare vores subjektive oplevelse,” mener Svend Brinkmann.

Når din bog i øjeblikkeligt er blevet en bestseller, vidner det så om en måske skjult længsel efter at komme tilbage til en fælles virkelighed og ud af det isolationsfængsel og den ensomhed, som oplevelsessamfundet sætter mennesker i?

”Ja, det tror jeg faktisk. Det er i hvert fald min egen fortolkning af den positive modtagelse af bogen. Måske er der efterhånden en ret bred erkendelse af, at vi ikke rigtig kan komme længere ned ad den vej, hvor det er hjælpsomt for folk at kigge ind i sig selv og mærke efter i deres egen mave. Det er utroligt glædeligt. Nu kan kirken komme på banen, men også alle mulige andre, som har nogle velartikulerede bud på mening og virkelighed som andet og mere end det, der bare bor inde i dig selv,” slutter Svend Brinkmann.