Ny vejkirkebrochure
Besøg en kirke helt alene, og bed din egen personlige bøn, eller nyd stilheden. I landets vejkirker er der altid åbent. Nu har Kirkefondet udgivet to nye opdaterede brochurer med alle vejkirker og andre 384 åbne kirker over hele landet.
Begrebet »vejkirke« stammer fra Sverige og Norge, hvor mange kirker i nærheden af større veje gør sig særlige anstrengelser for at byde vejfarende indenfor, specielt i sommertiden. Vejkirkerne er åbne i dagtimerne, som regel med frivillige »kirkeværter« og nogle gange med servering af te, kaffe eller juice, ligesom der nogle steder holdes faste andagter i ugens løb.
Folk vil gerne bruge kirkerummet uden for de faste gudstjenestetider til personlig andagt, eftertanke eller blot for at få nogle minutters stilhed i en travl hverdag. Dette gælder også, selv om kirken ikke ligger ved befærdede veje, eller hvis den er i en by. Derfor taler man om »vejkirker og andre åbne kirker«.
Den nye brochure findes i 2 udgaver: én for Jylland med 177 kirker og én for øerne (Sjælland, Fyn og de øvrige øer) med 207 kirker. Brochurerne kan fås i de deltagende kirker, på biblioteker, turistbureauer, campingpladser, vandrerhjem, udvalgte museer mv., eller de kan downloades fra www.vejkirker.dk
-nord