Askese til vores moderne tidsalder
Alice Iversen
København
Jeg tror, at Jesus siger dette om askese: “Jeg er livets brød. Den, der kommer til mig, skal aldrig sulte eller tørste”. Ifølge Wilfrid Stinissens bog ”Natten er mit lys” findes der tre bud på askese til vores moderne tidsalder. Askese betyder øvelse, i betydningen åndelig øvelse, hvor vi giver afkald på noget af det, der binder os.
Det første bud på askese i den moderne tidsalder er, at vi skal have respekt for Guds skabning. Det er et bud fra Jesus. Vi er jo også selv hans skabning. I denne respekt gælder respekten for os selv, for vores kropsholdning, det vi spiser og den motion, vi får. Dette er alt vigtigt i vores tid, hvor vi er kommet så langt væk fra naturen og fra hinanden som kultur.
Det andet bud er, at vi skal frigøre kroppen, det vil sige, at vi beder for befrielse fra det, der binder os. Det kan meget vel være nogle afhængigheder, også medafhængighed. Dvs. en afhængighed til den afhængige, også kaldet en pleaser. Vi må i denne forbindelse være bevidste om sammenhængen mellem vores krop og sjæl. Når vi får befriet kroppen, kan vores rigtige befrielsesproces begynde. Med Gud som vores hjælper.
Det tredje bud er, at vi bør have en åben ånds bevidsthed. Dette betyder, at vi afstår fra subjektive meninger om alle mulige ting. Det er en øvelse i at være objektiv og ikke dømmende. Det er også en måde, hvorpå vi kan lære andre at kende, som de er, og ikke som vi opfatter dem.
Vi må lægge de farvede briller til side og lytte til virkeligheden i stedet for at tvinge den til at være det, vi ser. Nemlig vores egen begrebsverden. Vi går virkeligheden i møde uden fordomme og forventninger. Vi stiller mange spørgsmål. Og vi forlader den gamle indgroede måde at tænke på.
Glædelig Påske. Kristus er opstanden.