Seniorer samlet på lejr i Virksund
Kærlighed, tilgivelse og forsoning. Sådan lød temaet på Det Danske Missionsforbunds 15. seniorlejr i Virksund på Luthersk Missionsforenings lejr- og kursuscenter 7.-11. maj 2007.Ca. 60 friske seniorer – mange over 80 år og enkelte over 90 – mødtes til gode og meget givende dage.
Der blev sunget mange af de gamle lovsange, og der var mange vidt forskellige indslag af både gæster og deltagere. Et lejrkor sang et par sange hver dag og sang ved aftenens møder.
Bjarne Nederby Jessen underviste ved bibeltimerne hver dag. Salige er de, der hører Guds ord og bevarer det (Luk.11, 18) blev citeret før hver bibeltime, og blev levendegjort på det stærkeste. At bevare Guds Ord er at leve det.
Der blev lyttet til flere synsvinkler på Kærlighed:
Guds kærlighed – Menneskers gensvar på Guds kærlighed – Kærlighed til vore medmennesker grundet Guds kærlighed til os Han elskede os først (1. Joh. 4,19.).
Elsk med mere end ord elsk hinanden i gerning og sandhed lød det.
Verden kan revolutioneres, om alt dette leves ud, lød det fra Bjarne Nederby Jessen.
I undervisningen blev det præciseret, at tilgivelse er knyttet til Jesu kors, samt at betingelsen for tilgivelse er bekendelse og derved forsoning (fadervor). Det er vigtigt, at vi søger tilgivelse og tilgiver, søger forsoning og forsoner os. Troen på Jesus medfører foruden frelse både livsstil og livsværdier.
Eftermiddage og aftenener var der en række spændende tilbud. Svend Rosengaard talte om tilgivelse i relation til mennesker, han har mødt på sin vej: Mother Teresa, som sagde: Frugten af stilhed er bøn frugten af bøn er tro frugten af tro er kærlighed, Nelson Mandela, som har sagt: Frugten af kærlighed er tjeneste og Desmond Tutu med ordene: Frugten af tjeneste er fred!
Verden kan revolutioneres ved at kærlighed, tilgivelse og forsoning leves ud, var konklusionen på den samlede undervisning.
Eigil Toft fortalte spændende om missionsbesøg i Rumænien og maduddeling til fattige familier, og Bjarne Nederby Jessen holdt et spændende litteraturforedrag med temaet At læse er at leve og gav mange gode forslag til læsning.
Ved den afsluttende nadvergudstjenste talte Bjarne Nederby Jessen om mosaikken, der bliver til ved at kunstneren sætter mange små forskellige glasskår sammen til et kunstværk. I sig selv er de enkelte stykker glas ikke meget værd, men i kunstnerens hånd bliver de en del at et kunstværk. På samme måde med os i menigheden.
Alle, vi møder i livet, er elskede af Gud, ingen er undtaget, derfor må også vi elske og tilgive hinanden tjene i nåde og være forvaltere af Guds nådegaver.
Schwartz