At øjne sig en nyhed

I Godmorgen Danmark den 4. juni kl. 8.34 var teolog hr. Niels Christian Hvidt i studiet for at tale om sin nye bog, hvori han forklarer, at Gud stadig taler igennem profeter.

Bogen er en nyhed, der snart bliver for gammel, og allerede kl. 8.48 blev der talt med et par standup-komikere.

Og vi behøver for så vidt heller ikke længere snakketid, for så keder vi os bare. Få minutter kan sagtens præsentere os for en nyhed, vi kan tale med andre om, og måske endda tygge ganske længe på. Men mange af vores samtaleemner er som små vandstrint, der kun eksisterer, indtil de tørrer ind. Emnerne er ikke nødvendigvis glemt, men de er kun på tungespidsen, indtil noget nyere er ankommet.

Dette døgnflue-fænomen er jo ganske naturligt, for man kan ikke blive ved med at tale om det samme, og når hverdagen bliver lidt for grå, så har vi også brug for at kunne tænke på lidt andet, fx om hvorvidt Paris Hilton kommer tilbage til popscenen eller ej (måske er dette problem løst /for længst uddebatteret, når du læser dette, men så erstat eksemplet med forsiden på dagens BT).

Medierne har dog ikke nogen intentioner om at fortælle dig, hvilke nyheder du skal grunde mere over end andre (og hvis de gør, er det som regel ikke en grunde-værdig nyhed!!)

Spørgsmålet er nu bare, om det sjove, det overfladiske fylder lige så meget i vores bevidsthed som en nyhed omhandlende tro og Gud?

Da jeg var barn fik jeg at vide, at jeg skulle huske Gud, og det resulterede i en nærmest neurotisk frygt for, at glemme Gud! Men det er altså ikke muligt at tænke på Gud konstant, når man leger i sandkassen eller med dukkerne, og det er det heller ikke på arbejdspladsen eller i skolen

Til gengæld er det muligt, at se alt med ”troens øjne”. Når Gud er i os, så har vi mulighed for at se alle nyheder, alt det, der bliver talt om, og det, der ikke bliver talt om, i et andet perspektiv, et vedvarende kærligt perspektiv.

Nu har du læst klummen, og den er hermed forældet. Eller er den?