Temadag om autisme i kirken

Kirsten Callesen, Andreas Østerlund Nielsen, Oline Kobbersmed og Marianne Holst Nielsen underviser på temadagen.

Tirsdag 28. maj arrangerer Kristelig Handicapforening og Menighedsfakultetet i Aarhus temadag om, hvordan man som kirke bedre inkluderer børn med autisme.

I kirken er der en lang tradition for at have børne-, junior- og teenarbejde, som ledes af frivillige medarbejdere fra kirken. De fleste, der har prøvet at stå med ansvaret for en flok energiske børn, kender formentlig også til udfordringerne i forbindelse med dette, men for børnene kan det også være en udfordring, ikke mindst hvis man har en variant af autisme.

Som helt ”almindelig” har man af gode grunde ikke altid de professionelle værktøjer, der skal til for at inkludere børn med autisme på den bedst mulige måde. Den udfordring vil Kristelig Handicapforening i samarbejde med Menighedsfakultetet i Aarhus gerne hjælpe med og arrangerer derfor en temadag om netop dette.

På temadagen vil der blive sat fokus på en grundlæggende forståelse for autisme spektrum forstyrrelse og neurodiversitet, ligesom man også kan få konkrete redskaber og råd til både den enkelte og til fællesskabet.

En af underviserne er Kirsten Callesen, der er autoriseret psykolog, og som siden 1997 har specialiseret sig inden for autismeområdet. Kirsten Callesen har desuden startet Psykologisk Ressource Center i 2001. Kirsten Callesen vil give grundlæggende undervisning i autisme og vil også komme med konkrete input til arbejdet.

Med på dagen er også Andreas Østerlund Nielsen, der arbejder med at fremme et kristent helhedssyn. Han er idémand og initiativtager, oplægsholder og skribent, og så er han med i arbejdsgruppen i Kristelig Handicapforening, som har til formål at udvikle tilbud til mennesker med autisme.

Oline Kobbersmed, der er uddannet cand.theol., arbejder til daglig som kirke- og diakonimedarbejder i Sct. Michaelis Kirke i Fredecia, og derudover underviser hun på Menighedsfakultetet, hvor hun blandt andet tilbyder efteruddannelsen ’Børnenes Kirke’. Oline Kobbersmed er også med i arbejdsgruppen i Kristelig Handicapforening, som har til formål at udvikle tilbud til mennesker med autisme. Oline Kobbersmed vil på dagen komme med input til ”best practice”.

Sidst, men ikke mindst, deltager også Marianne Holst Nielsen, der er leder af pædagogisk psykologisk rådgivning i Silkeborg Kommune. Hun er uddannet cand. pæd. psych. og lærer med diplomuddannelse i specialpædagogik. Marianne har i mange år arbejdet som både professionel og frivillig med børn, unge, forældre og fagpersoner, og så har hun i 2023 været medinitiativtager til Kirke og neurodiversitet.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Temadagen koster 800 kr. Den begynder kl. 9 og slutter kl. 16.