Ær din far og mor, hvis du vil have et godt og langt liv

Hvordan det står til med kristendommen i Danmark, gøres ofte op i, hvor mange der bliver døbt, og hvor mange der sidder på kirkebænkene om søndagen. Men måske man også skulle rette et blik på den måde, familielivet udleves på for at tage temperaturen på de kristne værdier.

I kristendommen er familien grundcellen i samfundet. Familien betragtes som den første kirke, fordi det er her, vi skal lære, hvad det vil sige at elske og at give sig selv for de andre og være der for hinanden. Men tager man et blik på familielivet i dagens Danmark, ser virkeligheden noget anderledes ud.

Det er velkendt, at skilsmisseprocenten er tårnhøj. Cirka hvert andet ægteskab går i opløsning. Men skilsmisser er bare toppen af isbjerget og slet ikke den eneste faktor, som er med at splitte familierne. Undersøgelser viser, at hver fjerde dansker har brudt med et nært familiemedlem. Det betyder, at de har kappet forbindelsen til enten forældre, børn, bedsteforældre eller søskende i kortere eller længere tid – eller helt permanent. Det handler om sårede følelser, skuffede forventninger, jalousi og vrede.

For nylig skrev debattør Astrid Johanne Høg et indlæg i Berlingske om brudte relationer mellem forældre og børn. Hun blev fuldstændigt oversvømmet af reaktioner og kommentarer fra ulykkelige forældre, der ikke længere har kontakt til deres egne børn. Når det er kommet så vidt, handler det naturligvis om, at vi lever i en individualiseret tidsalder, hvor selvvalgte venner ofte erstatter familien, som man ikke selv vælger. Men det handler også om, at psykologiseringen har gjort det helt legitimt at bryde det fjerde bud: Ær din far og din mor.

Mange retninger indenfor psykologien arbejder ud fra den teori, at det primært er i forholdet til forældrene, årsagen til vores problemer i livet skal findes. Forældre gøres til hovedansvarlige for de negative handlemønstre, som man føler sig fanget i som voksen. Derfor bliver det at bryde forbindelsen til et spørgsmål om selvomsorg.

Når forældre tillægges så stor betydning, er det også, fordi Gud er gledet ud. Der er ingen højere reference end forældrene. De bliver som guder. Man forventer, at de skal være så perfekte, som kun Gud kan være det. Det er et helt urealistisk krav, som skaber ufatteligt megen smerte for både forældre og de børn, som vender dem ryggen.

Når vrede og had til forældre bliver den måde, man finder sig selv på, så bliver det samtidigt også endnu sværere at finde Gud. Den berømte psykoanalytiker Sigmund Freud skriver, at hvis en ung mand mister respekten for sin far, kan han ikke tro på Gud. Det bider sig selv i halen. Konsekvensen på længere sigt er ensomhed både familiemæssigt og eksistentielt.

Derfor er det fjerde bud også det eneste bud, der er knyttet et løfte til: “Ær din far og mor, for at du må få et langt liv på den jord, Herren din Gud vil give dig.” I en tid, der er optaget af selvudvikling, sundhed og at leve så længe som muligt, er der noget at tage fat på ude i familierne.