Frustreret mor: Jeg er ved at gå amok over min teenagedreng!

Hej Filip

Jeg er ved at gå amok over min teenagedreng. Vi er en familie med min mand, min søn på 17 år, og en datter på 12 år. Jeg ved ikke længere, hvad jeg skal gøre for at nå ind til min søn. De rammer, vi sætter herhjemme, virker han ligeglad med. Han kommer ikke altid ud til aftensmaden, som vi ellers altid har spist sammen i familien. Han gider os ikke og siger, at livet herhjemme med os er kedeligt. Når jeg prøver at lave noget, han gerne vil, er han ofte fraværende i sin mobil.

Jeg kan tit vågne om morgenen og tænke, at i dag vil jeg ikke skælde ham ud – men dagen ender alligevel med, at jeg råber af ham, fordi han ikke hjælper til herhjemme, og jeg bliver meget ked af det efterfølgende. Før i tiden havde jeg bare så godt et forhold til min søn, og vi elskede at lave ting sammen, og han delte sit liv med mig. Nu er der næste helt lukket. Når jeg taler med min mand om det, siger han, at det nok ændrer sig, når teenagertiden er ovre, så jeg bare skal slappe lidt af. Jeg er så bange, for at vi er ved at miste vores søn i familien.

Hvordan kan jeg blive en bedre mor for min søn, så han vil os?

Med venlig hilsen en frustreret mor

Kære frustrerede mor

Din sorg og frustration over forholdet til din søn skinner tydeligt igennem i din mail. Den brydning, du står i lige nu, er en genkendelig udfordring for mange forældre til teenagere, men det gør den ikke mindre svær at være i.

Husk på den gode tid

Det glæder mig at høre om den tid, du og din søn har haft sammen, hvor I har kunnet hygge jer, og han har villet dele sin hverdag med dig. Sørg for at mindes den tid og alle de oplevelser, du kan komme på. Ikke for at blive trist over, at denne tid er væk, men for at mindes det gode fundament, du har skabt for din søn og jeres relation. På de linjer, du har skrevet til mig, får jeg indtryk af en mor, der har givet sin søn en kærlig og tryg opvækst med fælles aftensmad og hyggelige aktiviteter sammen. Lige præcis sådan en opvækst, som børn har godt af.

Alt dette kan give et stort savn og et ønske om det, der har været. Måske er det netop det savn, der giver dig lyst til, at i morgen skal være anderledes uden frustrationer over ikke at blive mødt af ham, som så afføder frustration, så du skælder ud over noget, som lige fik bægeret til at flyde over. Sådan har jeg set nogle forældre-barnrelationer ende. Hvor frustrationen har vokset til en vrede og sorg over en ødelagt relation.

Derfor er det super vigtigt, at du som mor ikke bare ser tiden an, men netop stopper op og undersøger, om der er noget, du kan gøre anderledes, for at jeres relation bliver bedre.
For der er ting, der kan gøres, så den forældre-barnrelation, I har haft, kan vokse til at blive en mere lige relation mellem voksne, som han jo nærmer sig at være.

Stil rimelige krav

Så længe han bor hjemme hos jer, er det helt på sin plads at stille krav og forventninger til, hvad og hvordan han er en del af familien. Det kan være ved at have pligter med oprydning, rengøring, madlavning eller andre opgaver, som skal gøres, for at hjemmet fungerer. Det kan også være en tydelig forventning om, at aftensmaden er noget I spiser sammen, når I er hjemme, som I har gjort tidligere.

Det er ikke urimeligt at stille minimumskrav til sine børn uanset alder. Når han er 17, vil det være en god ide at give ham større råderum over, hvordan og hvornår han løser sine opgaver, og derved vise ham tillid til, at han kan selv. Det kan være en aftale om, at værelset skal være opryddet og rent hver onsdag, eller at alle hjælper til med at tage af bordet efter aftensmad. Det kan også være en ide at give ham mulighed for at beslutte opgaver, han bedst kan lide at stå for.

”…der er ting, der kan gøres,
så den forældre-barnrelation,
I har haft, kan vokse til at blive
en mere lige relation mellem voksne,
som han jo nærmer sig at være.”

Vær ikke bange for at stille rimelige krav om praktisk deltagelse i familien, det har sjældent skubbet børn væk fra deres forældre, men derimod givet dem oplevelsen af at være nødvendig i familien.

Find det rette kærlighedssprog for din dreng

Du beskriver også ønsket om at lave noget med din søn, hvor han er deltagende og ikke bare virker fraværende. Med den alder, din søn har nu, er det sjældent heldagsudflugter i sommerlandet, der kan begejstre. Derfor kan det være nødvendigt finde små øjeblikke, hvor du kan fange ham i et nærvær. Det kan være ved at tilbyde ham at køre ham ud til hans venner eller på andre måder at støtte op om hans venskaber. Prøv også at undersøge, hvilket kærlighedssprog din dreng bedst forstår. Er det, at du giver ham tid, kærlighed, anerkendelse, knus eller gaver?

Uanset hvor gamle vi bliver, bliver vi aldrig for gamle til at mærke kærligheden fra vores forældre – tag dette fra en mand på 45, der stadig bliver glad for en kærlig hilsen eller tanke fra sine forældre i slut 60’erne. Din søn bliver ramt af din kærlighed, om han vil det eller ej.

”Prøv også at undersøge, hvilket kærlighedssprog din dreng bedst forstår.
Er det, at du giver ham tid, kærlighed, anerkendelse, knus eller gaver?”

Tag en snak

Til sidst vil jeg råde dig til at tage en snak med din søn om, hvordan du oplever jeres hverdag derhjemme, hvad du kunne ønske dig af jeres familie og hvorfor. Ikke for at stille krav til din søn om, hvad han skal gøre, men for at invitere ham ind i en dialog på mere voksne præmisser, hvor han som nærtstående voksen bliver bevidst om at have større indflydelse på stemningen i hjemmet og har mulighed for at byde ind med sin facon.

Hvilket også kræver, at vi som forældre er parate til at forandre lidt på den struktur og facon, familien hidtil har fungeret under. En snak, som den jeg har beskrevet, kan ikke stå alene, men skal med jævne mellemrum følges op med opmuntringer om de små forandringer, I kan se, samt snakke om, hvad I kan ønske jer for fremtiden i familien.

Involvér din mand

Alt det her er selvfølgelig ikke noget, du skal stå alene med, så derfor er det helt på sin plads, at du vender det med din mand. Pres ham endelig til at blive mere aktiv i jeres snak om jeres familieforhold, så han kan begrunde og udvikle på det, han ser som gode værdier for jeres familie, og forholdet til jeres søn. I perioder kan børn føle sig særligt knyttet til den ene af sine forældre, som med jævne mellemrum kan skifte, og her er det vigtigt, at ”favorit” forælderen taler den anden forældre god for sit barn.

Det er en sorgfuld proces at slippe sit barn og håbe på, at han selv finder tilbage, fordi han har lyst. Jeg har haft mange forældre i terapi, der glædesstrålende har kunnet skrive til mig den dag, deres voksne barn på eget initiativ har udtrykt kærlighed og lyst til samvær med sine forældre.

Så kære frustrerede mor, hold ud! – og hold fast! Bliv ved med at vise din søn, at du elsker ham og vil ham. Jeg håber, du finder en vej ind i snak med din søn, og at I får skabt nye gode oplevelser sammen.

De bedste hilsner
Filip Smidt