Da Mette ikke kunne andet end at blinke, havde hun ikke lyst til at leve mere
Mette Christensen har været igennem et langt sygdomsforløb først med depression og efterfølgende alvorlig fysisk sygdom. Men på trods af store udfordringer og et nyt liv i kørestol har hun nu gennemført en teologisk uddannelse og ser frem til, hvad fremtiden bringer.
52-årige Mette Christiansen er en af de mest positive og inspirerende kvinder, jeg nogensinde har mødt – modig og smilende og med en aura af fred og glæde omkring sig. Mette forsøger altid at se på den lyse side af livet og er fast besluttet på at presse sig selv til at gå længere, end hendes fysiske evner tillader hende, hvilket blandt andet har ført til, at hun denne sommer har færdiggjort en bachelor i teologi fra Alphacrucis på Mariager Højskole.
I 1999 levede Mette et helt almindeligt liv med mand og to børn, men i 2000 ramte tragedien, hvor hun inden for halvandet år mistede begge sine forældre til kræft og sin svigermor til et hjerteanfald. Denne følelsesmæssige rutsjetur førte til en depression, som varede otte år. ”I 2009 fandt jeg heldigvis en terapeut, som hjalp mig til at tilgive dem, der havde såret mig i barndommen, og jeg kom gradvist ud af ’the middle of nowhere’ til et liv uden antidepressiv medicin,” siger Mette.
Pludselig sygdom
I juli 2012 blev Mette skilt og var nu enlig mor til to teenagere. ”Heldigvis har min eksmand og jeg fortsat en god dynamik med venskab og fælles forældreskab og fejrer familiebegivenheder sammen. Det har været godt for vores børn,” fortæller Mette. Mettes egne forældre blev skilt, da hun var 17 år, og Mette boede hos sin mor. Selv om de af og til gik i kirke, kan hun ikke huske, at de har talt om tro. Men kirkegang og konfirmationsforberedelse gav altid en fred, som hun følte dybt og nød, men ikke rigtig kunne forstå.
Efter sin skilsmisse besluttede Mette at investere mere tid i det at vokse i sin tro. Men den 31. juli 2012 tog Mettes liv pludselig en uventet drejning, da hun vågnede med en føleforstyrrelse i sin venstre arm. Hun trak først på skuldrene af det, stod ud af sengen og begyndte på en normal dag. Hun kørte sin datter Louise til hendes sommerjob og sagde sit sædvanlige: Jeg elsker dig, og fik sit sædvanlige svar: Ja, ja, ja. Det ved jeg godt.
Da hun kom hjem, havde det snurrende i venstre arm udviklet sig til generel nedsat styrke. Hun gik til sin læge, og inden længe var han i kontakt med sygehusene i Sønderborg og Odense, som frygtede, at hun havde en hjerneblødning. I løbet af kort tid ankom en ambulance og kørte hende til Sønderborg Sygehus. Besøget hos lægen endte med et tre en halv måned langt hospitalsophold.
Et blink for ja, to for nej
På Sønderborg Sygehus foretog de alle mulige tests og undersøgelser, mens svagheden fortsatte med at sprede sig til højre side af kroppen. Samme aften blev hun flyttet til intensivafdelingen, og da natten faldt på, kunne hun ikke trække vejret selv. Næste morgen blev Mette kørt til Odense Sygehus i ambulance og blev intuberet, så snart de ankom. Hendes børn blev ringet op, inden hun blev intuberet, så hun kunne tale med dem.
Som tingene udviklede sig, var sygehusets personale ikke sikre på, om eller hvornår hun ville være i stand til at tale med sine børn igen. Hospitalet fik kontakt med hendes datter, og Mette fortalte hende, at hun elskede hende. Det var det sidste, hun hørte Mette sige i lang tid. Koblet til sin respirator lå hun der i sin krops hylster ude af stand til at gøre andet end at høre, hvad der blev sagt omkring hende.
”Det var sådan en lettelse, at jeg blev behandlet med respekt, selv i denne ubevidste tilstand. Hver eneste af de ansatte, der kom ind i rummet, præsenterede sig selv og gav mig en løbende kommentar til, hvad de gjorde med mig. Mine besøgende blev opfordret til at tale normalt til mig om alt, selv om jeg ikke var i stand til at svare dem. Min søster havde CD´er med, som blev spillet på stuen af personalet. Det var sådan en lettelse, at jeg ikke behøvede at ligge der hjælpeløs og i komplet stilhed. Ingen vidste, hvordan det ville udvikle sig eller ende. Det var forfærdeligt bare at ligge der og ikke kunne gøre noget, ikke engang trække vejret selv. Jeg havde ikke lyst til at være sådan, hvis jeg skulle leve. Så jeg sagde i mit hjerte: Herre, hvis dette skal være min tilstand, så tag mig hjem til dig. Men mine tanker gik hurtigt til mine børn på 13 og 15 år, og jeg ændrede mening om at bede Gud om at tage mig hjem til ham. Nej! Mine børn havde brug for mig. Jeg tænkte på alle de minder, vi havde sammen, og de minder, jeg gerne ville skabe sammen med dem, og jeg besluttede, at jeg havde meget at kæmpe for. Jeg vendte tilbage til ringen, fast besluttet på at besejre det, der var kommet for at udslette mit liv og skade mine børn. Efter et par dage var jeg i stand til at kommunikere med mine øjne. Et blink for ja og to blink for nej. Det var mere en langsom lukning af øjnene end et blink, for mine muskler kunne ikke engang blinke ordentligt,” fortæller Mette.
”Det var forfærdeligt bare at ligge der
og ikke kunne gøre noget,
ikke engang trække vejret selv.”
Fremgang og nedture
Mettes familie besøgte hende dagligt og opmuntrede hende ved hvert eneste lille fremskridt, hun gjorde. Det gik langsomt fremad, og hun slap for respiratoren, bortset fra når hun blev meget træt.
I mellemtiden fik hun besøg af en præst, og selv om hun ikke kunne kommunikere med ham, læste han nogle skriftsteder højt og derefter historien om ’Fodspor i sandet’.
”Det gav mig nyt håb. Nu vidste jeg, at jeg ikke var alene i dette mørke,” siger Mette.
Den 13. august 2012 om aftenen kunne hun bevæge sine fingre og tæer og holde sit hoved, når hun blev vendt. Det så ud til, at det værste var overstået, og hun blev flyttet fra intensivafdelingen, men inden for mindre end 24 timer fik hun en række hjerteanfald på grund af en lungeemboli. Familien blev kaldt til hospitalet og fik at vide, at hendes tilstand kunne gå begge veje. ”Selv i den situation fornemmede jeg, at jeg blev båret, og at jeg nok skulle klare den,” siger Mette – og det gjorde hun.
I slutningen af august var hun gradvist kommet sig så meget, at hun blev flyttet tilbage til Sønderborg Sygehus. I begyndelsen af september fik hun diagnosen sclerose. ”Det var ulykkeligt at høre det, men på den anden side en stor lettelse at kende roden til alt det, jeg havde været igennem,” siger Mette. I begyndelsen af november, efter at have været indlagt i tre en halv måned, kom hun hjem med hjælp døgnet rundt.
”Da jeg kom hjem, var der ét mål, der holdt min kampgejst oppe. Jeg var fast besluttet på at være rask nok til at kunne gå op ad kirkegulvet med hjælpemidler til min søn Rasmus’ konfirmation i maj 2013,” siger Mette med et sejrssmil og tilføjer:
”Og det gjorde jeg. Det skete kun ved Jesu kraft. Jeg var aldrig i tvivl om, at han var med mig hele tiden. Hver dag takkede jeg ham for en ny dag med nye muligheder. Da jeg takkede hospitalspersonalet for deres indsats, var der en sygeplejerske, som sagde, at det var et privilegium at pleje mig, fordi min positive tilgang til livet var inspirerende for dem. Jeg tror, at det kun kom fra Herren.”
Kæmpe skuffelse
I begyndelsen af 2013 blev Mette medlem af Gospelkoret og Nicolai Kirke i Aabenraa, hvor hun følte sig meget velkommen og knyttede flere dybe og stærke venskaber, som bar hende gennem det svære første år af hendes sygdom. I januar 2018, da Mette deltog i det halvårlige onsdagsfællesskab i Nicolai Kirke, gav taleren en grundig teologisk undervisning. Selv om mange sagde, at det var ret tungt, havde Mette nydt det i fulde drag. Det vækkede et ønske i hende om at studere Bibelen mere, end hun havde gjort indtil da.
Aftenens taler sagde, at han skulle undervise på Menighedsfakultetet i Aarhus, og Mette kørte dertil i marts for at deltage. Ikke nok med det, hun begyndte at køre fra Aabenraa til Aarhus to gange om ugen for at deltage i undervisning i Menighedsfakultetet. Hun planlagde at tilmelde sig deres kursus i teologi året efter, men hendes håb blev gjort til skamme, da hun ikke blev optaget.
”Jeg følte mig skuffet og frustreret og spurgte også Gud, hvorfor han havde tændt en ild i mig for at studere hans ord, og nu virkede det, som om han bare kastede en spand koldt vand i ansigtet på mig og knuste mine håb og drømme,” siger Mette.
Samme år havde Mette tilmeldt sig bibelcampen SommerOase, men hun blev så ked af den manglende accept fra Menighedsfakultetet, at hun mistede lysten til at tage af sted. En nær ven foreslog, at hun undersøgte kurserne på Acts Academy Kolding eller Mariager, men de kunne ikke finde flere detaljer på internettet. På lejren spurgte en mand Mette, om han måtte bede for hende, og han talte et profetisk ord om, at folk ville lære gennem hende. Tårerne af sorg flød frit, fortæller Mette.
”Jeg følte mig endnu mere skuffet. Jeg kunne ikke forstå noget som helst af det, der foregik i mit liv på det tidspunkt. Jeg blev glad for hans ord, og det gav mig håb. Et halvt år senere, i januar 2020, hørte jeg en indre stemme sige ’Mariager Højskole’, og jeg gik ind på deres hjemmeside med det samme og læste, at de tilbyder en bachelor via Alphacrucis.”
”Jeg var rigtig god til at lægge planer
og så bede Herren om at velsigne dem.
Nu har jeg lært at lytte til ham først.”
Mette ringede straks til skolen for at høre, om hun kunne komme med på kurset. De havde aldrig før haft en kørestolsbruger, men de var åbne for at undersøge muligheden. Med yderligere forsinkelser kunne hun i juni 2020 tage en tur til Mariager for at besøge skolen. Det så ud til, at tingene var ved at falde på plads, da skolen var åben for at foretage justeringer, så Mette kunne leve i et kørestolsvenligt miljø.
Aabenraa Kommune gik med til at sende alt hendes udstyr og hendes personlige hjælpemidler til Mariager for at gøre hendes soveværelse og badeværelse kompatibelt med hendes behov, og i august 2020 begyndte hun på teologistudiet i Mariager. Studiet i Mariager var ikke en dans på roser. Hun havde flere praktiske udfordringer, bl.a. at skulle studere og skrive på engelsk. Men det var en spændende udfordring at være i et internationalt miljø på et fuldtidskursus med studerende fra hele verden med alle mulige kirkelige baggrunde. Den personlige coach, der blev tildelt hver studerende med en samtale om måneden, var en stor hjælp.
”Jeg er så taknemmelig for de tre coaches, jeg havde, som bidrog til at hjælpe mig med at nå mine mål. Under min første coachingsamtale hørte jeg, at Gud har udstyret os med evnen til at tænke selv og træffe beslutninger. Det var en lettelse, da jeg følte, at det tog overhånd, hvor meget han talte til de andre studerende, at de ikke selv kunne træffe en beslutning. Jeg følte, at Gud næsten ikke talte til mig, men jeg lærte hurtigt, at vi alle er forskellige og oplever, at Gud taler til os på hver vores måde.”
Omgivet af cheerleaders
På sit andet år, hvor al undervisning foregik på engelsk, skulle Mette i praktik i Frikirken Randers. Her blev hun taget godt imod og oplært fra starten. Hun fik nogle talemuligheder sammen med andre opgaver, og det gik så godt, at hun besluttede sig for at fortsætte med det i resten af sin studietid. På tredje år begyndte Mette at blive meget træt på grund af udviklingen af hendes sygdom. Dette, sammen med udfordringen med at gøre alt på engelsk, førte til en vis forsinkelse i opgaveafleveringen, men hele teamet på Alphacrucis College i Australien var helt fantastiske.
En af dem hjalp Mette med at benytte sig af Disability Support i Australien, så hun fik to uger ekstra til sine opgaver og 1,5 time ekstra til eksaminer på grund af sin sygdom. ”Jeg følte mig omgivet af en stor gruppe cheerleaders, og selv om jeg tvivlede på, at jeg ville nå i mål, havde de en fast tro på, at jeg ville.”
Rigtigt studie, forkert sted
Mette var tæt på at give op flere gange undervejs på grund af sin sygdom. I foråret 2023 måtte hun igennem 11 penicillinkure, som tog hårdt på hendes krop og reducerede hendes energi betydeligt.
”Gennem det hele følte jeg mig omsluttet af bøn. Når jeg ser tilbage, var det ikke Guds plan, at jeg skulle studere i Aarhus, det var min plan. Jeg var rigtig god til at lægge planer og så bede Herren om at velsigne dem. Nu har jeg lært at lytte til ham først. Jeg tror, at oplevelsen i Aarhus var Herrens måde at vise mig, at jeg skulle læse teologi, det var bare ikke meningen, at det skulle være der. Jeg takker ham for, at det ikke var tilfældet, for jeg ville ikke have været i stand til at gøre det, hvis jeg skulle have alle de daglige gøremål ved siden af. I Mariager var jeg så velsignet at få hjælp til mad, opvask, rengøring og alt muligt andet, inklusive mine personlige hjælpemidler, så jeg bare kunne fokusere på mine studier.”
”Jeg har modtaget ord undervejs fra mine omgivelser i skolen, kirken og gæsteforelæsere, som har givet mig håb og opmuntret mig om, at jeg er på rette vej. Det samme budskab blev bekræftet flere gange på forskellige måder for at vise mig, at jeg har en fantastisk far i himlen, som ved, hvad jeg har brug for.”
På plads i Randers
I sommeren 2024 blev Mette færdig med sin teologiuddannelse og er nu klar til at bruge sin uddannelse og sine kompetencer i første omgang i Randers Frikirke. ”En stor beslutning for min umiddelbare fremtid var at blive i Randers. Herren skaffede mig på mirakuløs vis en drømmelejlighed til leje – noget, som jeg slet ikke havde råd til. Det var næsten for godt til at være sandt. I forbindelse med den store flytning til Randers sagde min datter Louise:
”Vi støttede dig i 3 år i Mariager, som blev til 4, og det var helt okay, men jeg sagde ikke ja til, at du skulle flytte derop!” Samtidig siger begge mine børn, hvor stolte de er af mig. Det varmer mit hjerte, at jeg med deres støtte kan følge mine drømme og Herrens vilje og ikke lade min sygdom stoppe mig. Jeg er så stolt af mine to børn.” ”Det sidste opmuntrende profetiske ord, jeg fik fra skolen, var, at jeg skulle drømme stort, fordi Gud vil bruge mig ud over mine drømme med løftet fra 5. Mos. 31,8: ”Herren selv går foran dig, han vil være med dig, han vil ikke lade dig i stikken og ikke svigte dig; vær ikke bange, og lad dig ikke skræmme!”
’Relationer først’
Mettes sygdom er beskrevet som ”sekundær progressiv”, hvilket betyder, at hun ikke længere får de anfald, som hun tidligere fik, hvor sclerosen pludselig angriber musklerne, og hun mister kontrollen. Men sygdommen udvikler sig stadig. Den har også udviklet sig over de seneste fire år, men er lige nu i en god periode. I Randers Frikirke samarbejder Mette nu med en af præsterne i det, der hedder ’relationer først’, hvor man kan læse om Mettes foredrag på hjemmesiden www.relationerførst.dk.
”Jeg håber, at få muligheder for at dele min historie og bruge det, jeg er kommet igennem, til at bringe håb og inspiration til andre. For, jeg synes, mit liv er et bevis på, at vi hver især er uundværlige i Guds plan.”
