Over et dusin katolske præster tilbageholdt i Nicaragua
Over et dusin præster er nu tilbageholdt i Nicaragua under det, der betegnes en ’fornyet undertrykkelse’ af den katolske kirke.
The Christian Post oplyser, at flertallet af de tilbageholdte præster kommer fra eksilbiskop Ronaldo Alvarez’ stift. Biskop Alvarez, en stærk kritiker af præsident Daniel Ortegas regering, blev sidste år idømt 26 års fængsel for at ”underminere den nationale integritet”.
Tilbageholdt på præsteskolen i Managua
Ifølge menneskerettighedsorganisationen Christian Solidarity Worldwide (CSW) tilbageholdt det nationale politi den 26. juli præsten Frutos Constantino Valle Salmerón. De fortalte den 79-årige præst, at han ikke havde tilladelse til at ordinere tre diakoner i bispedømmet Estelí i Managua. Præsten, som er diabetiker og lider af forhøjet blodtryk, blev senere syg i politiets køretøj og derpå sat i husarrest på National Inter-Diocesan Seminary of Our Lady of Fatima.
Også præsterne Ulises René Vega Matamoros og Edgard Sacasa, to højtstående embedsmænd i kirken i Matagalpa bispedømme, blev tilbageholdt den 1. august. I løbet af de næste to dage (2.-3. august) arresterede politiet desuden Jairo Pravia, Víctor Godoy fra María de Sebáco-kirkens ubesmittede undfangelse, franciskanerbroder Silvio José Romero, Ramón Morras, Antonio López og Salvador López og anbragte dem i husarrest på præsteskolen i Managua.
Sidste mandag tilbageholdt politiet Jarvin Tórrez, der fungerer som rektor for Matagalpa-seminariet og sognepræst for Santa María de Guadalupe-kirken i Matagalpa, rapporterer Vatican News.
Kræver indsats fra det internationale samfund
CSW opfordrer til løsladelse af de religiøse ledere, der er tilbageholdt af myndighederne i Nicaragua. ”Den fortsatte tilbageholdelse og anholdelser af religiøse ledere af den nicaraguanske regering er både uberettiget og samvittighedsløs,” sagde CSW’s stiftende præsident Mervyn Thomas i en erklæring.
”Vi opfordrer indtrængende det internationale samfund til at understrege over for den nicaraguanske regering, at den igangværende undertrykkelse af det uafhængige civilsamfund, den ubarmhjertige forfølgelse af religiøse ledere og de konstante krænkelser af retten til religions- eller trosfrihed er uacceptabel. Der skal gøres mere for at holde præsident [Daniel] Ortega, hans kone og deres regime ansvarlige for den forværrede menneskerettighedssituation i landet,” hedder det i erklæringen.