Bibelens helte inspirerer unge i Bhutan
De få kristne i Bhutan oplever forfølgelse i det buddhistiske kongedømme. Men NGO’en Open Doors kan i et nyhedsbrev fortælle om unge, der er blevet opmuntrede i troen med bibelske helte som forbilleder.
Det er ulovligt at grundlægge en kirke, og derfor eksisterer bhutanske kirker i en juridisk gråzone. Konvertitter fra buddhismen oplever pres og forfølgelse fra både deres nærmeste og deres lokalsamfund, skriver Open Doors, hvis seneste rapport placerer Bhutan som nr. 36 på listen over lande, hvor kristne forfølges mest.
De unges situation
Open Doors’ partner Reena* fortæller, at det er vigtigt at undervise og styrke unge kristne, så de holder fast i troen på trods af den modstand, de møder. ”I Bhutan er ungdommen påvirket af verdslige ting. De er fortabt i deres verden af smartphones og dysfunktionelle forhold,” fortæller Reena. ”Mange er afhængige af stoffer og alkohol. Det er alt sammen med til at skabe afstand til Gud. De unge, der ikke er rodfæstet i troen, er også mere tilbøjelige til at opgive deres tro i det øjeblik, de møder forfølgelse.”
Reena har sammen med andre af Open Doors’ partnere undervist de unge ud fra Bibelen. En af deltagerne, 19-årige Wangmo* fra Sydbhutan, har især fundet inspiration hos Bibelens troshelte. ”Josva, Josef og Timotheus var alle stærke i Herren, selv når de mødte modstand. Jeg prøver nu at følge i deres fodspor, selvom det er udfordrende at identificere sig som kristen i vores samfund,” fortæller hun.
Også Tshering* har lært noget, han vil tage med sig: ”Jeg har altid troet, at ungdommen er en fase, hvor man bare skal nyde livet fuldt ud,” siger han. ”Men jeg lærte, at vi også skal bruge vores ungdom på at tjene Herren. Josefs liv har lært mig at følge Gud og hans vilje. Hans historie har inspireret mig til at være hellig og stærk i enhver situation og forfølgelse.”
Nye begyndelser
Mange af de unge deltagere har givet deres liv til Gud på ny. ”Underviserne fortalte os om unge kvinder, der overgav deres liv til Gud. Jeg lærte meget af dem og blev opmuntret til at leve et liv, der behager Gud. Derudover følte jeg mig velsignet, da en præst bad for mig, og jeg følte mig befriet fra mange åndelige angreb,” fortæller 19-årige Mary Rai*.
Norbu*, en 20-årig mandlig deltager, havde altid forsøgt at flygte fra Gud, men undervisningen har ændret hans syn på, hvad det vil sige at følge Jesus i Bhutan.
”Jeg har indset, at Gud elsker os og venter tålmodigt,” siger han. ”Undervisningen har været en øjenåbner. Jeg vil omvende mig, vende mig til Gud og følge i hans fodspor.” Open Doors opfordrer til forbøn for de unge kristne i Bhutan og for kirkernes arbejde.
* Navnene er ændret af sikkerhedshensyn.