Verdens første kristne land truet på sin eksistens

Kim Hartzner, læge og stifter af organisationen Mission10Forty, har besøgt Armenien og nogle af de armeniere, der for et år siden blev fordrevet fra den lille armenske region Nagorno Karabakh i Aserbajdsjan. Denne artikel er en rejseberetning fra Kim Hartzner.

Folketingsmedlem Sjúrdur Skaale, statsminister Artak Beglaryan, læge Kim Hartzner og journalist Allan Sørensen. Foto: Niels Birkemose

Mission10forty er netop hjemvendt fra en meget succesrig rejse til Armenien (4.-8. sep.). Med på rejsen var den færøske folketingspolitiker Sjúrdur Skaale.

I Armenien mødtes vi med den fordrevne statsminister fra Nagorno Karabakh, den blinde Artak Beglaryan. Ham mødte jeg for små tre år siden på hans kontor i Nagorno Karabakhs hovedstad Stepanakert, hvor det under mødet med ham gik op for mig, at jeg havde mødt ham som barn. Ham har vi nu inviteret til Danmark. Vi vil afholde et stort arrangement, hvor han vil tale, og det er vores ambition at få sat et møde op med Beglaryan og Danmarks udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen.

På rejsen besøgte vi også Mission10fortys indsatsområde Vardenis i det nordlige Armenien, hvor det igen stod klart for os, at familierne har brug for yderligere psykologhjælp ud over den almindelige nødhjælp i form af mad, hygiejneartikler, vintertøj og brændsel, som vi har givet.

Massefordrivelsen for et år siden

Jeg blev rystet i min grundvold, da jeg for et år siden, i september 2023, stod på grænsen mellem Armenien og Karabakh og så, hvordan tusindvis af kristne armeniere måtte forlade Karabakh med de få ejendele, de kunne få med. For nogle af dem kun det tøj, de havde på. Efter at Karabakh i 1.700 år uafbrudt havde været kristent armensk, var det nu slut. De muslimske aserbajdsjanere havde med bomber, terror og vold fordrevet flere end 120.000 kristne fra deres hjem – måske for altid.

Jeg har brugt mere end 30 år af mit liv på at hjælpe armenierne. Jeg har fragtet nødhjælp ind i Karabakh. Jeg har været på et frontlazaret, mens de slæbte sårede soldater ind og opererede dem uden bedøvelse. Jeg kender hver en landsby i Karabakh. Jeg har etableret et centralsygehus i det sydlige Armenien, sygehuset ’Danmark’, som i årtier har behandlet sårede fra krigene i Karabakh.
Og nu var det slut. Jeg havde troet, at Vesten ville komme armenierne til undsætning, men nej. Dagen efter delte jeg nødhjælp ud til de flygtede armeniere, og siden har vi i Mission10forty arbejdet uafbrudt med at hjælpe flygtningene.

12-årige Rita er flygtning fra Karabakh. Hun bor med sine fem mindre søskende og sine forældre i et hus i Armenien, som de snart må forlade. Hendes største drøm er at vende tilbage til Karabakh. Foto: Hayk Manukyan

Massiv nødhjælp

Som den eneste danske hjælpeorganisation har Mission10forty fra begyndelsen og til i dag været massivt til stede med hjælp til de mange fordrevne kristne Karabakh-armeniere. Det første år efter masseflugten har vi hjulpet flere end 10.000 kristne armeniere med nødhjælpspakker med fødevarer og hygiejneartikler, varme måltider og psykologisk førstehjælp. Og efter den første nødhjælp har vi hjulpet hundreder af flygtninge i det kolde område omkring byen Vardenis med at klare sig gennem vinteren med vintertøj, brændsel og isolering af deres faldefærdige boliger.

Og så har vi hjulpet flygtningene med det inventar, de manglede i deres nye hjem, som bageovne, køleskabe, vaskemaskiner, vandvarmere osv. Det er nu tid til at give målrettet hjælp til udvalgte flygtningefamilier, så de kan skabe sig en indtægt gennem landbrug. Det gør vi ved at give får, høns og landbrugsredskaber til familierne.

Rubik og Rudik med deres to nye får fra Mission10forty. Foto: Hayk Manukyan

Nyt livsgrundlag til flygtningefamilie

Rubik og Rudik er tvillinger på 12 år og flygtninge. De bor med deres storesøster, mor og far i et faldefærdigt hus i Armenien 800 meter fra grænsen til Aserbajdsjan. Familien er en af de mange tusinde familier, som er flygtet fra Nagorno Karabakh. I Karabakh havde familien det godt. De havde et lille landbrug med dyrehold. Så det var en enorm glæde for både den lille familie, men også for os i Mission10forty, da vi den 5. september kunne give familien deres første to får – det første vigtige skridt til at blive selvforsynende.

Ruben og Rudik har desuden hver en sponsor i Danmark, som hver måned sender 265 kroner til Mission10forty, så drengene får håb om en bedre fremtid.

Karabakhs jord i en krukke

Det sidste, Susanna gjorde, da familien i hast flygtede ud af Nagorno Karabakh, var at tage en lille krukke med jord fra Karabakh med. Susanna tager jorden ud i hånden og dufter til den. Foto: Hayk Manukyan

Den mest rørende historie blev fortalt af flygtningekvinden Susanna, der fortalte, at da de hørte de fremmede soldaters skud, løb de med det samme – men hun fyldte en krukke med sit hjemland Karabakhs jord, som hun havde med sig hele vejen. Hun håber at kunne bringe den hjem en dag. Men sandheden er, at den dag formentlig aldrig kommer. Susanna bor med sin mand Sason og deres seks børn i alderen 1 til 12 år i et lejet hus i Armenien, som de snart må forlade, da huset skal sælges.

Sason blev såret i krigen i 2020. Hans soldaterkammerat trådte på en landmine, og Sason fik ved eksplosionen metalsplinter i benet, så han ikke kan gå uden krykkestok. Han skal nu opereres for sjette gang og håber en dag at kunne tjene penge til familien. Familiens situation er desperat, og alle seks børn mangler en sponsor. Mission10forty arbejder aktivt for at hjælpe flygtningebørnene i Armenien, og vi har brug for hjælp til de mange børn, der mangler en sponsor.

Sason blev såret i krigen i 2020. Hans soldaterkammerat trådte på en landmine, og Sason fik ved eksplosionen metalsplinter i benet, så han ikke kan gå uden krykkestok. Foto: Hayk Manukyan

Larmende tavshed

I Armeniens muslimske naboland Aserbajdsjan regerer eneherskeren Alijev. Sidste år beordrede han massakrer på hundredevis af kristne armeniere i Karabakh og fordrivelsen af hele befolkningen på 120.000 armeniere. 14 af Karabakhs ledere sidder stadig i fængsler i Aserbajdsjans hovedstad Baku. Alijev har flere gange angrebet selve Armenien, uden at det har vakt større opsigt i Vesten.

Og lige nu truer Alijev igen med at angribe selve Armenien for at få en korridor gennem landet, så Aserbajdsjan kan fragte olie og gas billigere ud til os i Vesten. Korridoren vil også gavne Rusland og Kina, så de kan eksportere varer den vej. Armenien, kristendommens forpost mod øst, er truet på sin eksistens mere end nogensinde før. Landet har overlevet som det første kristne land i verden siden 301.

Nøjagtigt som Hitler gjorde ved optakten til 2. Verdenskrig, bliver det ene område efter det andet indtaget af muslimske herskere i Mellemøsten. Kristne fordrives fra Irak, Syrien og Libanon, og sidste år blev alle kristne i det ældste kristne område i verden fordrevet, Nagorno Karabakh. Og i det kristne Vesten sidder vi med hænderne i skødet og gør – ingenting. Nej, endnu værre: Vi støtter Armeniens fjender:

I 2022 rejste formanden for EU-Kommissionen Ursula von der Leyen efter krigsudbruddet i Ukraine til Aserbajdsjan for at trykke Alijev i hånden og kaldte ham ‘min kære ven’ – så Europa kunne få billig gas. Vi holder Formel 1 racerløb og spiller europæisk fodbold i Baku, og til november valfarter danske politikere og NGO-folk til Baku for at deltage i klimakonferencen COP29.
Hvilket enormt hykleri.

Folketingspolitiker Sjúrdur Skaale var i Armenien for første gang. De gæstfrie armeniere stjal hans hjerte, og han var solgt, da han mødte nogle af flygtningebørnene. Foto: Hayk Manukyan

Armenien kan blive slettet af landkortet

På vores rejse i Armenien sidste uge mødtes vores lille delegation med den færøske folketingspoitiker Sjurdur Skaale i spidsen med Armeniens viceudenrigsminister Paruyr Hovhanissyan, som sagde til ham: ”Jeg tror stadig på, at Armenien har en chance for at overleve som land.” Men han var ikke sikker. Efterfølgende skrev Sjurdur Skaale på Facebook: ”De er vores familie – men vi vender dem ryggen. Det ældste kristne land i verden kan blive slettet af landkortet. Vesten lader det ske – og samarbejder med dem, der truer.”

I Mission10forty vil vi gøre alt, vi kan, for at råbe højt, så den ultimative katastrofe kan afvendes. Og i mellemtiden vil vi gøre alt, vi kan, for at hjælpe de flygtede kristne armeniere fra Karabakh, så de kan få håb om en bedre fremtid.