To dage, som Marianne aldrig glemmer
Jeg mødte en glædestrålende Marianne i kaffepausen mellem vores to møder en søndag midt i oktober. Øjnene lyste af glæde, mens hun begejstret fortalte om sit seneste møde med Jesus, som var den 20. sept. 2024 kl. 10 om formiddagen.
Første gang, vi mødtes, var i 1979. Da havde Marianne som 16-årig mødt Jesus i en vækkelse på Suderø, hvor mange fik deres liv radikalt forvandlet i mødet med Frelseren. For Marianne, som var både kirke- og menighedsfremmed, var forvandlingen gennemgribende og skelsættende, og hun sætter glad den nøjagtige dato på: ”Det var den 17. april 1979, og nogle få dage senere blev jeg sammen med mange andre i min familie, bl.a. min mormor, døbt.”
Livet sammen med Jesus var vidunderligt, og snart mødte Marianne sin mand, som også elskede Jesus, og de blev forældre. Men der var sår fra fortiden, som ikke var blevet og ikke blev behandlede. Disse formåede at snige sig ind og også forstyrre hendes åndelige liv. Det nye liv, der havde været som en dans på roser, endte med op- og nedture. Det blev en kamp for at overleve. En smuk sommernat i juli skete katastrofen. Marianne var sammen med sine børnebørn taget på telttur.
Midt om natten havde hun behov for at gå udenfor teltet, men hun snublede og brækkede sin venstre skulder. Lægernes primære bedømmelse var, at operation ikke var nødvendig, men dette viste sig at være en fejlbedømmelse. Fjorten dage senere blev Marianne opereret, og brudstykkerne blev sat på plads. Ulykkeligvis kom der infektion i såret, og sammen med denne blev smerterne uudholdelige.
Smerterne førte Marianne ud i et dagligt forbrug af stærk smertestillende medicin – bl.a. to slags morfin. ”Nætterne var de værste,” fortæller Marianne. ”Smerterne jog søvnen væk, men de tvang mig også tilbage i Jesu arme. Jeg græd af smerte og bad og råbte til Jesus som aldrig før.” Den 20. september begyndte som de fleste dage i smerte, men pludselig, præcis klokken 10.00, skete miraklet.
”Der skete noget i skulderen, det føltes, som om noget flyttede sig, og smerten fosvandt. Ikke blot skulderen, men hele legemet fik en berøring,” fortæller Marianne. ”Det var, som om alle muskler, ja hele legemet, blev berørt og pludselig slappede af. Alt var så intenst, at jeg overlykkelig ringede til min mand, som så tålmodigt havde stået ved min side, for at fortælle, hvad der var sket”. ”Smerten forsvandt, men hvad med medicinen og abstinenserne?” spurgte jeg. ”Jamen dem fjernede Jesus sammen med smerten; jeg har ikke haft behov for en eneste morfintablet siden den 20. sept. kl. 10.00.”
Jesu kærlighed har ingen grænser. Han hørte og besvarede Mariannes bønner! Han løb hende i møde, helbredte og satte hende i frihed på samme måde, som Faderen tog imod sin fortabte søn. For Herrens øjne spejder ud over hele jorden, så han kan vise sin styrke og hjælpe dem, der helhjertet er med ham (2. Krøn. 16.9). Dette løfte var og er til Marianne og til alle, som overgiver sig til ham. Alle steder og til enhver tid. Halleluja!
