Ny generalsekretær ansat i KFUM’s Soldatermission
KFUM’s Soldatermission har ansat Erik Kallehave Kristensen som ny generalsekretær med tiltrædelse den 17. februar 2025.
Erik Kallehave Kristensen kommer med solid erfaring fra lederstillinger i uddannelses- og organisationsverdenen og ser frem til at stå i spidsen for organisationens arbejde i Danmark og udlandet. Det skriver Soldatermissionen i en pressemeddelelse.
Erfaren leder med fokus på relationer og værdier
Erik Kallehave Kristensen har i mere end 25 år varetaget ledende stillinger, senest som erhvervsskoledirektør og forstander på Bygholm Landbrugsskole & Kursuscenter i Horsens. Tidligere har han været administrerende direktør for Castberggård og forstander på Sydvestjyllands Efterskole. Derudover har Erik været bestyrelsesformand for Sømandsmissionen, hvilket har givet ham indgående indsigt i det diakonale arbejde.
Det kristne budskab i både ord og handling
Om sin nye rolle udtaler Erik Kallehave Kristensen: ”KFUM’s Soldatermissions formål er at være til stede, hvor de danske soldater er, såvel i Danmark som i udlandet. Med sit arbejde møder KFUM’s Soldatermission en stor gruppe mennesker med det kristne budskab i både ord og handling. Dét er unikt, og det arbejde glæder jeg mig til.” Han fortsætter:
”Mødet mellem mennesker, og de relationer der opstår i det møde, har altid været en central drivkraft i mit arbejdsliv. Ønsket om at gøre en forskel på et kristent evangelisk grundlag i et trygt ”rum” for danske soldater, veteraner og deres pårørende er en stærk motivationsfaktor for mig.” Han ser frem til at skabe relationer til Forsvaret, besøge soldaterhjem og genbrugsbutikker og møde de mange ansatte og frivillige, der hver dag yder en stor indsats.
”Med sit arbejde møder KFUM’s Soldatermission
en stor gruppe mennesker med det kristne budskab
i både ord og handling. Dét er unikt,
og det arbejde glæder jeg mig til.”
”Stærkt og naturligt valg”
Formand for KFUM’s Soldatermission, provst Ole Rasmussen, udtrykker stor tilfredshed med ansættelsen af Erik Kallehave Kristensen: ”Vi har haft en spændende rekrutteringsproces med 30 kvalificerede ansøgere, og Erik fremstod klart som den naturlige kandidat. Han har vist, at han kan skabe trivsel og fremgang på sit felt, og han er derfor det helt rigtige valg. Erik er en dygtig leder, som kan bringe ny energi til vores organisation og møde de udfordringer, vi står overfor.”
Han tilføjer: ”Med valget af Erik Kallehave Kristensen får KFUM’s Soldatermission en frontfigur, der kan gøre sig gældende både i forhold til vores personale, bagland og eksterne samarbejdspartnere. Med et solidt ståsted i vores kerneværdier har Erik vist sin gennemslagskraft i både kirkelige og ikke-kirkelige sammenhænge. Jeg glæder mig til at arbejde sammen med ham og ser med stor forventning frem til den tid, der ligger foran os.”
Udvikling og nærvær
KFUM’s Soldatermission har gennem 135 år skabt soldaterhjem med tro, nærvær og relationer. På KFUM’s Soldaterhjem bydes soldater, veteraner og deres pårørende velkommen i varme og hjemlige rammer. Organisationen driver soldaterhjem i både Danmark og ved de store internationale missioner og spiller en vigtig rolle i at skabe tryghed og fællesskab.