Hvorfor dette skænderi, denne ”skænderiånd”?
Peter Kujala,
Moviksvägen 30,
83596 Trångsviken
Sverige.
Der diskuteres vildt i samfundet og medierne, også i vores kristne lejre. Det er som en slagmark af ord, hvor folk kaster sten efter hinanden fra modsatte skyttegrave. En boksering, hvor vi kaster os ud og tæsker alle, der ikke tænker helt ens, helt uden regler og fornuft. Det mærkelige er, at der ikke sker nogen forandring, ingen bliver overtalt eller overbevist om at ændre deres synspunkter, ikke nogensinde. Så hvorfor skændes vi? Til hvilken gavn? Det ser ud til kun at splitte og ødelægge freden og modvirke det bibelske bud om at holde fred med mennesker.
Politiske valg afgøres af den væsentligt mindre procentdel af vælgere, der enten er førstegangsvælgere eller af den lille gruppe af uafklarede. Blandt resten vil langt de fleste stemme rødt eller blåt hele livet uden den mindste rysten i pennen ved valgboksen. Hvad nu hvis der i vores ordkampe på Facebook og avissider osv. mange gange ikke er nogen til at “konvertere”?
At se dette i vores kristne sammenhæng
Hvad skændes vi unødigt om i dag? Trump og Musk er et ret uhåndgribeligt stridsemne. Det er i virkeligheden et spørgsmål om politik, ikke teologi, som kristne ellers plejer at skændes om, nogle gange absolut nødvendigt, ofte slet ikke. Blå eller rød, hvad betyder det ved dit dødsleje? Du vil da tænke på Gud, intet andet. Ja, mange mennesker sammenfletter politik med Bibelen, talen om Antikrist, endetiden og forsvaret af kristne værdier. Hvilket er relevant. Men betyder det nutidens vildt voldsomme ordkrig, hvor intet meningsfuldt opnås? Vi maler bare hinanden sorte, blå, brune og røde, dæmoniserer og nazificerer som voksne i en sandkasse.
Jeg ser tilbage på årtiers fungerende slægtskab. Jeg har haft både kommunister og borgerlige i min familie. Vi har mødtes og hygget, socialiseret let og frit. Nej, få blev faktisk frelst, så det handlede ikke direkte om “Åndens frugt” af tålmodighed og selvkontrol. Hvorfor glimrer disse egenskaber i øvrigt ved deres fravær blandt os kristne i diskussionens varme bølger? Nå, hvad var så hemmeligheden bag min slægt?
Det er et godt spørgsmål, for i Finland er kamplinjen mellem rød og blå blodig skarp lige siden borgerkrigen, hvor familiemedlemmer faktisk skød hinanden ned, ikke primært med ord, men med rigtige kugler. Svaret er en stiltiende og ekstremt seriøs aftale om at undgå emnet. Vi placerede politik i det unævnelige, en slags censur for at overleve, noget finnerne har lært siden sovjettiden. Den dag i dag har jeg en lignende aftale selv i min nærmeste familie. Hvis det går i stykker, og tonen hæves, ordene begynder at hagle som missiler, afbryder vi med “Ingen politik!”.
Budskabet i dette indlæg er: Kan vi i dag, vi, der kalder os kristne, holde op med at slibe vores sværd og blive enige om ikke at skændes, give afkald på “skænderiånden”, når vi bemærker, at det stadig er et dødt løb, hvor ingen ændrer mening? Og så i stedet i fred sammen vie os til det, Jesus ønsker, altså missionsbefalingen! “Men hvis nogen er præget af bitter misundelse eller selviskhed, så kan de i alt fald ikke prale af at have Guds visdom. Den slags „visdom” kommer ikke fra Gud.
Tværtimod, det er en jordisk, menneskelig tankegang, der stammer fra de onde ånder. Misundelse og selviskhed forvolder kaos og al slags ondskab. Men den visdom, der kommer fra Gud, er først og fremmest uskyldsren, dernæst fredselskende og imødekommende. Den tager hensyn til andre og er kendetegnet ved barmhjertighed og gode gerninger. Den er upartisk og oprigtig. Fredselskende mennesker planter fred, og de høster frugterne deraf”. (Jakobs Brev 3:14-18).
