’Min evige sommer’ – om den uundgåelige død

Instruktøren Sylvia Le Fanu har med debutfilmen ”Min evige sommer” lavet en af de mest stilfærdige film, jeg har set, som samtidig er meget effektfuld og bevægende.

Vi træder ind i en lille families sommerhus. Far, mor og datter på 16 år træder indenfor i alt det velkendte og får det hele hurtigt på plads. Bortset fra det ene nye, en stor sygeseng bragt ind i stuen til moren. Og snart går det op for os, at hun er ramt af noget uafvendeligt, kræft med døden i sigte. Men der skal uanset holdes ferie, alt skal helst være, som det altid har været. Lige under det normale livs overflade mærker man en anden tone, sorgens tone.

De tre siger omtrent ikke ét ord til hinanden om det. Men ansigterne, som flere gange fylder det meste af billedet i filmen, emmer af sorg. Fra tid til anden bryder sorgen også ud i små vredesudbrud. Mellem far og datter. Og datter og kæreste. Det bringer aldrig samtalen i gang. Det lander altid i ingenting, i det uudtalte. Det er, som om der aldrig tales om elefanten i rummet. De prøver tværtimod igen og igen at leve livet fuldt ud – så længe det varer. Leve i sommerens lys og glæde.

Filmen er omtrent uden drama. Alt sker stille, næsten urørligt. Men uendelig langsomt vokser den uudtalte frygt og sorg frem i seerens sind. Venter man imidlertid et endegyldigt sorgdrama, venter man forgæves. Døden melder sig til sidst. Men umådeligt kort og stille, uden vægtlægning på den store tabssorg, og hurtigt sendes vi til allersidst videre med Fanny til efterskole, hvor eleverne synger sangen ”Noget er på vej”. Sangen får god plads til sidst og sender et tydeligt signal: ”Noget er på vej… Broerne brænder”. Nemlig. Og hvad kan man gøre ved det? Ikke andet end:

”Vi drikker vin
og danser tæt,
bygger luftkasteller,
lever og elsker,
som mennesker.
Du er bekymringsløs
Det er jeg vild med
Elsker den måde du er dig på…” Osv.

Kort sagt: Man må bare leve med det – døden. Den uundgåelige død. Men lev fuldt ud, så længe du lever. Som Piet Hein skriver i et digt: ”Husk at elske mens du tør det. Husk at leve mens du gør det.”

Rammer flertalsstem- ningen i dagens Danmark

Det er svært at regne ud, om filmen uudtalt opfordrer til mere ligefremhed, eller om den snarere anerkender tavsheden for så længe som muligt at holde sig fri af det ubærlige og fastholde den mindste smule livsglæde, så længe man er i live. Uanset filmens anliggende ramte den meget præcist flertalsstemningen i dagens Danmark – et liv, hvor tro og håb er forsvindende småt. Den evige sommer findes kun i dette liv.

Det fik mig til at mindes romanen ”Kaninbjerget”, hvor en flok kaniner flygter fra et kaninbo, som er truet af motorvejsbygning og undergang. På den lange og farlige flugt kommer de til et andet kaninbo, hvor alt øjensynlig ånder fred og tryghed. Kaninerne nyder godt af grøntfoder fra en nærliggende gård, og de sædvanlige, naturlige fjender, rovdyr af forskellige slags, er helt væk her. Kaninerne på flugt tilbydes generøst at slå sig ned, og de er stærkt fristede.

Men der er alligevel en lidt mærkelig underliggende stemning i kaninboet, som om der er noget, man ikke taler om. Hvad de flygtende kaniner endnu ikke ved er, at kaninboet i virkeligheden er en nærliggende gårdejers måde at holde kaniner på. Han holder ræve og den slags væk, lægger foder ud – og sætter fælder op. Og så med jævne mellemrum kommer gårdejeren og henter nogen kaniner til slagtning og spisning.

Kaninerne i boet ved det, men har affundet sig med, at det er prisen for det trygge liv: døden melder sig tit og tilfældigt. De har kun døden at se frem mod. De lever uden illusion, de resignerer, de ved, hvor det bærer hen, de venter på deres tur til døden. Og de har endda fundet et slags mytisk-poetisk belæg for, at livet er sådan. En ung digter blandt dem sætter de smukkeste ord på livets tomhed og dødens uafvendelighed.

Min evige sommer kan ses som et udtryk for denne livsholdning. Vi har dette liv og ikke andet. Håb om liv efter døden er håbløs illusion. Dér er vi heldigvis et helt andet sted som kristne.

Titel: Min evige sommer
Instruktør: Sylvia Le Fanu
Spilletid: 105 minutter
Aldersgrænse: Fra 11 år
Premiere: 27. feb. 2025