Behandlingshjem fejrer 50-års jubilæum

Den Selvejende Institution Betesda Rehabilitering på Blåhøjvej i Karstoft fejrer sit 50-års jubilæum den 17. maj.
I en pressemeddelelse skriver Peter Bergholt om jubilæet: Betesda Rehabilitering har gennem de sidste 50 år været en central institution i arbejdet med at hjælpe mennesker, der kæmper med alkohol- og stofmisbrug. Gennem kristen socialpædagogisk behandling har mange fundet vej til et nyt og meningsfuldt liv. Institutionen har hjulpet mange mennesker med at genvinde håb og handlekraft til at bygge et nyt liv op med livsglæde.
Vi inviterer dig til at fejre vores 50-års jubilæum den 17. maj 2025 fra kl. 14-21. Det bliver en festlig og hjertevarm dag fyldt med glæde, anekdoter, og vidnesbyrd, der afspejler det kristne fællesskab og vores arbejde med at hjælpe mennesker, der kæmper med alkohol- og stofmisbrug.”
Jubilæumfesten
Programmet begynder den 17. maj kl. 14.00 med reception. Her kan man møde nuværende og tidligere beboere samt medarbejdere. Kl. 15.15 er der jubilæumsfejring med sang, vidnesbyrd, anekdoter og historisk tilbageblik, hvor man kan høre vidnesbryd fra personer, der gennem årene har været tilknyttet Betesda, og som måske har haft et ophold, gennemgået rehabilitering og har fået en ny start i deres liv.
Gennem 50 år er der opbygget mange anekdoter og historier, der giver et indblik i arbejdet og de livsforvandlende oplevelser. Fejringen vil være krydret af sang og musik, der vil være med til at skabe en stemningsfuld atmosfære. Kl. 17.15 er der mulighed for at købe aftensmad. Kl. 19.00 er der aftenmøde med Jørn Hyldgaard samt vidnesbyrd, sang og musik. Efter aftenmødet vil der være hygge med vafler, is og popcorn.
Receptionen foregår på Betesda Rehabilitering, Blåhøjvej 66, Karstoft, 6933 Kibæk. Arrangørerne modtager meget gerne tilmelding på tlf. 97 19 63 53 eller via mail på tilmeld@betesda.dk.
Betesda Rehabilitering
Betesda Rehabilitering er medlem af landsforeningen Teen Challenge Danmark www.teenchallenge.dk. Den kristne selvejende institution Betesda Rehabilitering har i årenes løb hjulpet mange mennesker til at få et nyt og bedre liv, typisk gennem et ophold af 3-6 måneders varighed.