Kristne ledere opfordrer Trump til at sikre afghanske kristne mod deportation
Mere end et dusin kristne ledere har i et brev til USA’s præsident og minister for indenrigssikkerhed, Kristi Noem, opfordret til at beskytte afghanske kristne flygtninge mod hjemsendelse.
I brevet roses Trump-administrationen for at prioritere ”international religionsfrihed”. De kristne ledere opfordrer regeringen til at ”fortsætte dette vigtige arbejde ved at sikre, at afghanske kristne, som er blandt de mest sårbare religiøse minoriteter i verden, ikke bringes tilbage, hvor de vil være i fare”, skriver Christian Post. Under ledelse af Myal Greene fra den evangeliske velgørenhedsorganisation World Relief er de øvrige underskrivere blandt andre præsidenten for Southern Baptist Conventions Ethics and Religious Liberty Commission, Brent Leatherwood, administrerende direktør for Open Doors US, Ryan Brown, vicepræsident for politik og regeringsanliggender hos Family Research Council, Travis Weber, og vicepræsident for regering og eksterne relationer hos Focus on the Family, Tim Goeglein.
I brevet hedder det, at ”en gruppe afghanske kristne har modtaget besked om, at de kun havde en uges frist til at gennemføre frivillig hjemrejse, selv om den amerikanske asylproces ofte varer flere år”. Underskriverne siger, at kravet om, at ”afghanske kristne skal deportere sig selv inden for få dage, effektivt fratager dem denne mulighed og sætter deres liv i direkte fare”.