IPSICC

Sognepræst fra Kolding bliver formand for Israelsmissionen

Foto: Israelsmissionen

Sognepræst Jan Holm Mortensen er valgt som ny formand for Israelsmissionen.

Landsstyret i Den Danske Israelsmission har netop konstitueret sig og den tidligere formand, Krista Bellows, har efter 12 år som formand valgt at trække sig og fortsætte som menigt medlem. Efterfølgeren, den nu tidligere næstformand, Jan Holm Mortensen, er sognepræst i Kristkirken i Kolding.

Mange års engagement i Israelsmissionen

Jan Mortensen har siddet i Israelsmissionens landsstyre siden 2018, den seneste tid som næstformand. Tidligere har han været udsendt af Israelsmissionen, først som præst i Den Danske Kirke i Jerusalem (1999-2004) og derefter som præst for Immanuelkirken i Jaffo, Tel Aviv (2004-2009). Den nye formand kender derfor arbejdet særdeles godt. Selv siger han:

“Det er med meget stor ydmyghed, jeg har sagt ja til denne post. Vi står som lille missionsorganisation over for store udfordringer: Hvordan kan vi bedst organisere os og engagere os i en efterhånden meget omskiftelig verden. Hvordan får vi flere til at trække med på vores vision at nå det jødiske folk med det evangelium, der i sin tid udgik fra dem? Det er jo det, vi brænder for. Og her har vi både et landsstyre, ansatte og frivillige, der virkelig tager fra, og som også i høj grad besidder de nødvendige kompetencer. I den forstand bliver jeg nok mere ”bagmand” end formand. Vi er et godt team! Og så holder vi fast i, at vi er sendt af ham, hvis kraft udfolder sig midt i vores magtesløshed.”

Hvordan får vi flere til at trække med
på vores vision at nå det jødiske folk
med det evangelium,
der i sin tid udgik fra dem?
Det er jo det, vi brænder for.

Bestyrelsen

Lene Skovsgaard er ny næstformand, mens de resterende medlemmer er Henrik Søgaard Kofoed, Merete Pihl Konrad, Lene Skovsgaard, Jakob Wilms Nielsen, Peter Bjerre, Kirsten Bitsch Lang samt tidligere formand Krista Bellows.


Om Israelsmissionen

Den Danske Israelsmission har siden 1885 arbejdet for, at det jødiske folk verden over skal lære Jesus at kende som deres Messias. Israelsmissionen støtter desuden forsoningsarbejde i Mellemøsten, ønsker at bekæmpe antisemitisme i enhver form samt at fortælle kirken i Danmark om kristendommens jødiske rødder.