Senior-Rejse-Kursus i Mørkholt og Tyrkiet

Indre Missions Seniorarbejde arrangerer for tredje gang et Senior-Rejse-Kursus i samarbejde med Felix Rejser. Kurset indeholder både undervisning om Paulus’ missionsrejser og en rejse til Tyrkiet i perioden 29.9. – 11.10.
Arrangørerne har tidligere gennemført lignende programmer med kursus efterfulgt af rejse. I 2022 gik rejsen til Rom, sidste år til Grækenland og nu i år til Tyrkiet.
Undervisning på Mørkholt Strand Camping
Dette års kursus begynder med fire dages ophold på Mørkholt Strand Camping, hvor bl.a. Torben K. Mathiesen, Erik Bjerager, Bodil Skjøtt, Kurt E. Larsen og Klaus Vibe vil undervise i Paulus’ missionsrejser og hans breve til Efeserne og Kolossenserne. ”Vi skal også høre om sendebrevene til de syv menigheder, ligesom vi får indblik i Tyrkiets ældre og nye historie og kirkens historie til år 395,” fortæller seniorkoordinator Henrik Klitlund Nielsen, der er rejseleder sammen med pensioneret sognepræst Holger Haldrup.
Kristendommens fodspor i Tyrkiet
Fra Mørkholt går turen til Tyrkiets største by, Istanbul, som har spillet en stor rolle i kirkehistorien. Herefter følger deltagerne kristendommens fodspor fra antikken, gennem Paulus’ tid og frem til i dag. Undervejs besøges blandt andet Pergamon, Smyrna, Efesos, Laodikæa og Kolossæ. Se udførligt program på www.felixrejser.dk, hvortil tilmelding også skal ske senest den 7. juli. Herefter på forespørgsel.