IPSICC

11 kristne i Libyen idømt fængselsstraffe

Dommene markerer en eskalering af forfølgelsen af kristne i Libyen, vurderer Dansk Europamissions samarbejdspartner.

Dia Balao blev idømt dødsstraf den 4. september 2022 på grund af ”frafald fra islam”, ifølge domsudskriftet.

Antallet af kendte indfødte konvertitkristne i Libyen er nu omkring 100 og ud af dem blev 10 den 15. april 2025 idømt fængselsstraffe. Den 11. dømte er en pakistansk kristen.

I alt 12 kristne afsoner fængselsstraffe, hvilket svarer til omkring 12 % af de indfødte konvertitkristne i Libyen. Den 12. fængslede er Dia Balao, der blev idømt dødsstraf den 4. september 2022 på grund af ”frafald fra islam”, ifølge domsudskriftet. Det samlede antal kristne i Libyen er ifølge World Religion Database godt nok over 30.000, men langt størstedelen er kristne gæstearbejdere fra lande som Egypten, Filippinerne og lande syd for Sahara.

De har i nogle tilfælde kirker, hvor de lovligt kan mødes. Men indfødte konvertitkristne er ofte mere udsatte. De kan være tvunget til at leve isoleret fra andre kristne eller i bedste fald mødes med andre troende i små undergrundskirker. Konvertitkirken er dog i vækst i Libyen, fra omkring fem kendte, indfødte konvertitkristne i 1990’erne til omkring 100 i dag. “Der har i nyere tid ikke været flere indfødte, libyske kristne end nu. Samtidig er forfølgelsen værre, end den har været længe.”

Det fortæller Ali, som vi her kalder ham af sikkerhedshensyn. Han leder et team, som Dansk Europamission er en del af, der hjælper forfulgte kristne i Libyen og rækker ud til åndeligt søgende.

Systematisk undertrykkelse

Forfølgelsen af kristne i Libyen blev meget tydelig den 15. april 2025, hvor 11 kristne blev idømt fængselsstraffe. Dommene har været længe undervejs. For to år siden, i april 2023, blev 22 libyere arresteret for at have forladt islam, dele det kristne budskab eller blot acceptere den kristne tro som sand. Nogle er blevet løsladt, men 11 måtte vente helt indtil den 15. april 2025 på at blive dømt. Gang på gang blev retsmøder aflyst, sandsynligvis i et forsøg fra myndighederne på at chikanere de kristne.

Amnesty International har dokumenteret, at anklagemyndigheden krænkede de anklagedes ret til en retfærdig rettergang. Straffene er på mellem tre og 15 års fængsel. Ali udtaler: ”Dette skridt afspejler en systematisk tilgang til at undertrykke menneskerettighederne, og disse vilkårlige retsafgørelser fungerer som et redskab til at intimidere de unge og afskrække dem fra at tænke uafhængigt eller udfordre traditionelle normer.”

Ali ser således dommen som et forsøg på at afskrække befolkningen fra at forlade islam. Ifølge en meningsmåling fra Arab Barometer kan islamisterne nemlig have grund til at følge med i udviklingen i befolkningen, som vender islam ryggen. Ifølge Arab Barometer svarede hele 24 % af befolkningen i 2021-2022, at de ikke var religiøse, hvilket i Libyen er det samme som at sige, at man ikke er muslim. Tallet for unge libyere mellem 18 – 29 år er endnu højere.

”Selv om en stor del af den libyske ungdom har taget afstand til religionen, fortsætter de islamiske militser med at få mere magt,” siger Ali om de islamiske militser, der i realiteten kontrollerer en række myndigheder, eksempelvis forskellige politistyrker. I tillæg til myndighedernes forfølgelse kan konvertitkristne også møde modstand i deres familier. Reaktionen varierer fra familie til familie.

Nogle familier kan være åbensindede og ligefrem acceptere, at et familiemedlem er blevet kristen, mens der i andre familier kan opstå konflikt. En faktor, der kan udløse konflikt i selv tolerante familier, er, hvorvidt det bliver offentligt kendt, at et familiemedlem er blevet kristen. Familierne må således navigere i ære-skamkulturen og vil i hvert fald føle et vist pres til at markere afstandtagen til familiemedlemmet, der er konverteret.

Dansk Europamissions forbedere og givere sikrer, at forfulgte kristne gennem fysiske møder og kommunikation via digitale platforme kan få sjælesorg og rådgivning midt i lidelsen. Desuden får åndeligt søgende rådgivning, svar på spørgsmål om den kristne tro og trosoplæring. Endelig får konvertitkristne hjælp til selvhjælp.