Kald til bøn og refleksion
Thomas Baldurs nye bog ’Byen kalder Gud’ inviterer han til ærlig, jordnær dialog med Gud i teksterne ’nybrud’ og ’urbane hjertesuk’, mens ’uforfærdede bekendelser’ er Baldurs egne bekendelser henvendt til den treenige Gud; de er bevidst udfordrende og frisættende. Introduktionen forklarer fint hvorfor.
Det er berigende at læse bønnerne frit oversat som digte med fængende titler. De italesætter, hvordan bibeltekster som bønner kan modvirke desillusioneret tro, når man oplever en verden og hverdag, der ikke ser ud til at hænge sammen med Guds løfter og Bibelens ord. Baldur opmuntrer læseren til selv at forholde sig reflekterende til teksterne. ”Jeg tror ikke – jo, jeg tror” skriver han flere gange, så læs med omhu!
De uddybende slutnoter er spændende læsning, da de bl.a. belyser oversættelser fra originalsprogene til forskellige bibler. Bogen kan evt. bruges til studiekreds og andagt.
Ærlig jordnær dialog med Gud
Teksterne er skrevet oprigtigt, reflekterende om, hvordan kristen tro med bibel i hånden kan kalde på eftertanke. Uden lette fortolkninger, snarere en kredsen om emnerne i klart sprog. Hvert afsnit indledes med et piktogram, som illustrerer, om bønnerne er fra hjertet, Bibelen, reolen eller sangbogen og tankebobler til tænkepauser i ”uforfærdede bekendelser”. De poetiske tekster er med fast grund i Bibelen jf. fodnoterne.
Her er kreativ inspiration til at forme egne bønner ud fra Bibelen i tro evt. krydret med tvivl og anfægtelse. Og det hjælper at bladre frem og tilbage mellem bønner, slutnoter og bibel.

Bøn, poesi og Bibelen
I første del, ”Nybrud”, føres læseren i bøn gennem Markusevangeliet, der ligesom de øvrige evangelier går fra nyskabelse til nybrud, da Gud gør sig til et med os mennesker i Jesus og sidenhen det første menneske oprejst til evigt liv. Her er bønner fra Bibelen iblandet bønner både fra hjertet og sangbog. Baldur foretrækker ordet ’oprejst’ fremfor ’opstået’ om opstandelsen. I anden del ”Urbane hjertesuk”, dvs. byen kalder, er bønner om nu og her at være menneske i relation til Gud og mennesker i den verden, Gud har givet os ansvar for.
Her skriver Baldur, at en forvrænget syndsforståelse i århundreder har vist sig destruktiv. Derfor har han meget fokus på synd og syndsforladelse i bønner og bekendelser.
Bekendelser og teologiske slutnoter
I tredje del tager Baldur livtag med emner, som kan virke kontroversielle og evt. forstås som værende i familie med ”alles frelse” troen, men sådan er det måske ikke helt. Derfor er det vigtigt at læse slutnoter fx. ”Alle eller nogle?”, fortabelse, Gehenna, Jesu Kristi trofasthed og meget mere. Bagerst er også en lang litteraturliste samt oversigt over bønner. Det viser, hvor grundigt bogen er researchet og bygger på mange års erfaring og levet trosliv. Bogen er en forlængelse af den første ”Jorden kalder Gud” udgivet i 2015. Thomas Baldur har et omfattende CV og har været frikirkepræst gennem 17 år.
Thomas Baldur: Byen kalder Gud – nybrud, urbane hjertesuk og uforfærdede bekendelser
396 sider. 250 kr.
ProRex Forlag