8 ting du skal vide om volden i Nigeria

Hvad sker der egentlig i Nigeria? Volden mod de kristne er ekstrem, og med mange og hyppige angreb på landsbyer i Nigeria spredes misinformation nemt. Derfor har vi samlet 8 ting, der er vigtige at vide om volden i Nigeria, og hvordan du kan gøre en forskel.
1. Kristne er under angreb
Adskillige islamistiske grupper har opbygget en stor tilstedeværelse i Nigeria – især i den nordlige del af landet, hvor befolkningen overvejende er muslimsk. Blandt grupperne er Boko Haram og Islamisk Stats Vestafrika-provins (ISWAP). ISWAP har forbindelser til de samme ekstremistiske grupper og ideologier, som besatte dele af Syrien og Irak for 10 år siden. Både Boko Haram og ISWAP ønsker at opbygge en islamisk stat, hvor kun deres ekstreme fortolkning af islam er tilladt.
I de senere år er andre mindre kendte islamistiske grupper også begyndt at operere i nye områder længere mod syd i Nigeria. Derudover har radikaliserede og bevæbnede medlemmer af den etniske gruppe fulani skabt kaos i Nigerias mellembælte, hvor der bor mange kristne. De militante grupper står bag ekstrem vold og angreb på landsbyer, som hvert år er årsag til tusindvis af kristnes død, og som har fordrevet millioner fra deres hjem. Mange fordrevne bor nu under forfærdelige forhold i flygtningelejre.
Præsten Barnabas er én af Nigerias internt fordrevne, som bor i et lille telt i en flygtningelejr med sin familie.
2. Der er store regionale forskelle
Intensiteten af volden er forskellige fra region til region i Nigeria. Den meste vold finder sted i de nordlige dele af landet og til dels i mellembæltet. Mod syd bor mange kristne, og især i Lagos, den mest folkerige by i Afrika syd for Sahara, oplever kristne ikke vold. Tendensen er dog, at voldelige angreb oftere og oftere finder sted også i sydlige stater med et kristent flertal.
3. Mange faktorer spiller ind
Et virvar af forskellige faktorer er på spil i Nigeria. En væsentlig faktor er magt og kontrol. Ekstremisterne ønsker kontrol over landområder og de mennesker, som bor der. En anden faktor er fattigdom – hvis du næsten intet ejer, er det nemmere at radikalisere dig. For fulani-folket, som for det meste er nomadiske hyrder, spiller knaphed på ressourcer en rolle. Hyrdegrupperne driver deres kvæg længere og længere sydpå i et forsøg på at finde frugtbar jord og græsning. Konflikter opstår, når de kommer til områder, hvor kristne ejer det meste af landbrugsjorden.
Dele af fulani-stammerne er blevet radikaliseret af islamistisk ideologi, som legitimerer undertrykkelse af og vold mod kristne.
4. Angreb er målrettet mod kristne
De mange faktorer i volden fører ofte til påstande om, at volden ikke er religiøst betinget, og at kristnes tro ikke er årsagen til, at de rammes af angreb. Statistikker og vidnesbyrd viser dog et tydeligt mønster. Boko Haram og ISWAP har eksplicit og gentagne gange erklæret kristne som deres mål. Derudover fortæller mange ofre for fulani-angreb, at angrebsmændene ikke bare råber ”Allahu Akbar”, som betyder ’Gud er den største’, men også ”Vi vil udrydde alle kristne”, når de angriber.
Ifølge Observatory for Religious Freedom in Africa, der har indsamlet data om civil vold og dødsfald i Nigeria, er tendenserne tydelige: flere kristne end muslimer bliver dræbt af ekstremister i de nordlige stater, når man kigger på den relative befolkningsstørrelse af muslimer og kristne. Hvis du er kristen, er der 6,5 gange større risiko for at blive dræbt og 5,1 gange større risiko for at blive bortført, end hvis du er muslim.
5. Det foregår ikke kun i Nigeria
Islamistisk vold foregår i mange afrikanske lande. Islamister udnytter eksisterende konflikter samt fattigdom og mangel på stabilitet i lande som Sudan og Eritrea i øst, Niger og Burkina Faso i vest, DR Congo i Centralafrika og så langt væk som til Mozambique i syd. Motiver og dagsordner varierer fra land til land, men der er en rød tråd: islamistiske ideologier, der forsøger at overtage kontrollen. På deres vej forfølger de kristne og andre, som ikke bakker op om deres ideologier.
Som det land, hvor flest kristne slås ihjel eller fordrives fra deres hjem på grund af deres tro, er Nigeria dog epicenteret for den udbredte vold.
6. Nigerianere har mistet troen på regeringen og retssystemet
Myndighederne i Nigeria har løbende arresteret og retsforfulgt medlemmer af Boko Haram og ISWAP, men det halter med at slå ned på fulani-militante. Mange nigerianere, der har været udsat for vold, tror ikke på, at gerningsmændene nogensinde bliver straffet. De har igen og igen set voldsmænd slippe ustraffet afsted med angreb – eller set mistænkte blive arresteret kun for at blive løsladt kort tid senere.
7. Vi skal lytte til ofrene
Statistikker og data rækker kun et stykke i forståelsen af volden. For at forstå den ekstreme påvirkning, som volden har på menneskers liv, er vi nødt til at lytte til ofrenes vidnesbyrd. Overlevende fra dødelige angreb fortæller om Boko Haram og ISWAP’s brutalitet. Og kidnappede kristne beskriver, hvordan de fik at vide, at hvis de havde været muslimer, var torturen mod dem aldrig sket – og at den eneste vej ud af lidelserne var at erklære sig for muslim.
Du kan læse kristnes vidnesbyrd som en del af kampagnen ”Rejs dig, Afrika”, hvor vi igennem seks år sætter fokus på den vold, de kristne i Afrika syd for Sahara udsættes for.
8. Du kan gøre en forskel
Ud over at lytte til vidnesbyrdene kan du også være med til at gøre en forskel med din underskrift. Som en del er ”Rejs dig, Afrika”-kampagnen er vi i gang med en underskriftsindsamling, der opfordrer til beskyttelse, retfærdighed og genopretning. Ved at skrive under er du med til at gøre det internationale samfund opmærksom på problemerne og opfordre til handling.
Læs også: Af aske kan håb tone frem
Udfordringen bakker op om Open Doors’ kampagne for at stoppe voldelig forfølgelse af kristne i Afrika syd for Sahara
Som man gentagne gange har kunnet læse her i avisen, udsættes kristne i nogle dele af Afrika for voldsomme forfølgelser. Nu har den amerikanske præsident, Donald Trump, så også sat problemet på dagsordenen, i hvert fald i Nigeria – hvilket nok trods alt giver lidt mere genlyd, end når Udfordringen gør det. Mens Trump truer med militær magt, vil vi gerne opfordre til underskrifter og forbøn.
Flere danske medier herunder DR og Politiken har kørt store historier, hvor eksperter afviser Donald Trumps påstand om, at særligt kristne forfølges, men ifølge Open Doors er det fuldstændig rigtigt, at det i nogle områder særligt er kristne, der forfølges. Efter aftale med Open Doors bringer vi her et par artikler, som Open Doors også selv har bragt. Samtidig vil vi opfordre alle til at bakke op om Open Doors’ kampagne ’Rejs dig, Afrika’ og til at give en underskrift som støtte for de forfulgte kristne.
Læs også: Ugens leder – De forfulgte kristne har brug for din hjælp

Sådan kan du hjælpe med din underskrift
Vil du være med til at stoppe volden og begynde helingen?
Bed for de millioner af kristne, der er blevet fordrevet fra deres hjem på grund af voldelig forfølgelse i Afrika syd for Sahara. Bed om Guds retfærdighed og genoprettelse. Bed om, at verden vågner op og ser krisen, der truer kristentroen i Afrika syd for Sahara, og at ledere vil tage ansvar og beskytte kristne.
Underskriv
Open Doors ønsker at samle én million underskrifter som en del af ’Rejs dig, Afrika’-kampagnen. Appellen opfordrer til, at kristne og andre sårbare personer i Afrika syd for Sahara behandles med værdighed og respekt gennem: Beskyttelse – Sikre effektiv beskyttelse mod voldelige angreb. Retfærdighed – Sikre retssager mod gerningsmændene. Genoprettelse – Bringe heling og genopbygning til de ramte samfund.
Tilføj dit navn til underskriftsindsamlingen
Tilbage i 2023 lancerede Open Doors kampagnen ’Rejs dig, Afrika’ som svar på en invitation fra kirkeledere i Afrika syd for Sahara. Vi opfordrer kristne overalt til at stå sammen med vores brødre og søstre mod voldelig forfølgelse. Allerede nu er op mod 900.000 kristne blevet hjulpet direkte, men der er stadig meget, der skal gøres. Udover at samle en million underskrifter er Open Doors’ vision at give åndelig, følelsesmæssig og praktisk støtte til fire millioner kristne, der bliver forfulgt for deres tro.
Kirken under angreb
På Open Doors’ hjemmeside skriver det følgende:
”Der er flere kristne i Afrika end noget andet sted i verden. Samtidig er Afrika syd for Sahara det område i verden, hvor den voldelige forfølgelse af kristne er mest ekstrem. Kirken er under angreb. Millioner af kristne er blevet tvunget på flugt fra deres hjem på grund af voldelige angreb. Mange bor i flygtningelejre og mangler mad, vand og medicin. På trods af ekstreme forhold holder de kristne fast i, at Jesus er større end alt den modstand, de oplever. Afrikanske kirkeledere har sat et mål om at indsamle en million underskrifter til opfordring til handling. Vis din støtte.”



