Fuglene vendte tilbage
I weekenden gik mit foderbræt i haven i stykker. Foderbrættet var noget af det første, jeg købte, da vi flyttede ind. I de 17 år der er gået, hvor vi har boet i huset, har jeg hver morgen siddet og drukket min morgenkaffe og set på fuglelivet udenfor vinduet.
Fra det gik i stykker, gik det hurtigt, før alt var spist, og fuglene fløjet videre. De næste to morgener var der ingen fuglefløjt. Jeg fik i løbet af weekenden sat et nyt foderbræt op, og denne morgen vågnede jeg igen til fuglefløjt og aktivitet i haven. Nu er livet tilbage, ganske som om det ikke havde været væk. Jeg er imponeret over, hvordan fuglene har fået signaleret til hinanden og igen er rykket ind. En solsort er endda i gang med at bygge rede i hækken.
Jeg er i en periode lige nu, hvor fuglesangen er lidt på afstand i mit liv, og jeg kæmper imod bekymringer og træthed. I det blev fuglenes tilbagevending et skønt billede på håb. Vores liv har forskellige årstider, som jeg også har skrevet om før. Sangen kommer tilbage igen. Imens jeg venter, kan jeg øve mig i at fodre det rigtige, at give fokus på de rette ting.
Da jeg kiggede på fuglenes aktivitet og lyttede til deres sang, kom en strofe fra en sang jeg ofte sang i min ungdom (fra: ”Du klager så ofte” af Jakob Carlsen):
At tro, det er ikke at tro, at du tror,
Men barnligt at klynge dig fast til Guds ord.
Det er i din afmagt at se på Guds lam
og lade dig nøje med ordet om ham
Når sangen forsvinder fra mit hjerte i perioder, er det godt at binde mig til den mast jeg tror på. For som der står tidligere i sangen,
Din tro vil du føle og tro, at du tror
og tør ikke stole på løfternes ord.
Du ser på dig selv og på alt, der er galt,
og dermed du glemmer, hvad Herren har talt
Det er det, jeg skal fordre med: Tillid. Ikke at jeg skal føle noget bestemt, mærke et særligt nærvær eller tænke på en bestemt måde. I stedet skal jeg overgive mig helt i tillid. Tilliden til at Gud skaber nyt, at Gud igen lader sangen vokse indeni, det tager tid, men jeg må tro, fuglene altid vender tilbage.
