Skal vi også gøre gode gerninger for at komme i himlen?

Kære Anne

Tak fordi du besvarede mine spørgsmål om himlen i din sidste artikel, men nu har jeg et opfølgende spørgsmål. For det lød, som om du kom med to modstridende udsagn. Du sagde, at de, der tror på Jesus, har løftet om at komme i himlen, men så sagde du også, at der er nogle betingelser, som vi advares om i Bibelen, og nogle kan gå glip af himlen, hvis de ikke opfylder disse betingelser eller følger disse advarsler. Mener du, at vi både skal tro på Jesus og samtidig gøre gode gerninger for at komme i himlen?

Jeg håber, du kan give mig en bibelsk afklaring på dette.

Noa

Hej Noa,

Jeg er glad for, at du ønsker fuld klarhed om dette meget vigtige emne! Det er muligt at misforstå, hvordan tro og gerninger hænger sammen, især når det har at gøre med vores frelse. Lad os dykke ned i Bibelen og finde ud af det! Efeserbrevet 2,8 siger: ”Ved Guds nåde er I frelst i kraft af jeres tro på Kristus. Det er ikke jeres egen fortjeneste, men en gave fra Gud.” Frelse er altså en gave fra Gud, der tilbydes alle ved Hans nåde – og accepteres af nogle gennem tro, hvilket gør den personlig og virkelig.

Dette bibelvers gør det klart, at vi ikke bliver frelst på grund af vore egne gode gerninger. Derimod bliver vi frelst på grund af Jesu gerning for at frelse os. Men når vi tror på Jesus som vores Frelser, skal vi adlyde ham som vores Herre! Jakobs Brev 1,2-4 tydeliggør, hvordan tro og gerninger hænger sammen. Han skriver: ”Kære venner, når I kommer ud for mange forskellige vanskeligheder og problemer, så glæd jer over det.

I ved jo, at når jeres tro prøves, skærper det jeres udholdenhed. Og hvis I ellers holder ud gennem prøvelserne, vil I vokse i modenhed, så I ikke står tilbage på noget område.” Vores tro skal altså prøves for at gøre os fuldkomne. Der var to fremherskende tankegange på den tid, hvor Det Nye Testamente blev skrevet: Ifølge den græsk-romerske tankegang betød tro et sindets samtykke til noget, ikke nødvendigvis handling, der underbyggede denne tro. Men ifølge hebraisk tankegang hører tro sammen med lydighed, der så at sige demonstrerer troen.

Når apostlene prædikede, sagde de altid både: ”Tro” og ”omvend jer”, fordi troen kræver omvendelse for at være ægte. Det var den slags tro, Abraham havde, og hans lydighed resulterede i, at hans tro blev regnet som retfærdighed. Abraham bekendte sin tro på Guds løfte om at få utallige efterkommere gennem hans og Saras eneste søn, Isak. Da ægtheden af denne tro blev prøvet, lagde Abraham sin søn Isak – hans eneste håb om at opfylde Guds løfte – på offeralteret.

Han stolede nok på Gud til at adlyde ham og lade ham finde ud af, hvordan han ville opfylde sit løfte om de utallige efterkommere, Abraham skulle få gennem Isak. Denne slags tro, som Abraham demonstrerede, kalder Bibelen ”retfærdig”, og det er den, der gør ham til troens fader. Selvom vi er frelst af Guds nåde gennem vores tro, må vi huske, at frafald ved bevidst, vedvarende ulydighed er en mulighed. Der er mange bibelske eksempler på mennesker, der faldt fra. Judas Iskariot faldt fra, selvom han var en af de 12 udvalgte apostle.

I 2. Tim. 4,10 skrev Paulus, at Demas elskede den nuværende verden og derfor forlod ham – og muligvis også troen. I Luk. 22,31-32 sagde Jesus til Peter, at han havde bedt om, at hans tro ikke skulle svigte, eller at han ikke skulle falde fra. I Åb. 2,5 læser vi, at menigheden i Efesos var faldet fra, og Jesus befalede dem at omvende sig, så de ikke skulle blive fjernet fra deres plads. De andre menigheder – Pergamon, Tyatira, Sardes og Laodikea – blev alle kaldet til at omvende sig, fordi de var kommet på afveje i forhold til den smalle vej.

I 1. Kor. 15,2 stillede Paulus korinterne et alvorligt spørgsmål: Hvad gavner det at være kommet til tro, hvis man ikke holder fast i budskabet? Paulus sagde, at de, der ikke holder fast i ordet, har troet forgæves. I beretningerne om de 10 brudepiger og talenterne i Matt. 25,1-30 advarer Jesus mod at gå glip af den endelige belønning – himlens glæde. Jesus sagde i Matthæus 25,46 ”Og disse skal gå bort til evig straf, men de retfærdige til evigt liv.” Hvor er den evige straf? Den er uden for himlen!

De 5 tåbelige brudepiger var ikke forberedte, og manden med det ene talent var ikke trofast. De gik glip af den endelige belønning, der var blevet beredt for dem. Ifølge Paulus skal sand tro bakkes op af gerninger. Derfor skrev han i Titus 1,16: ”De påstår at kende Gud, men med deres gerninger fornægter de ham”. Paulus skrev til korinterne i 2. Kor. 13,5: ”Ransag jer selv, om I er i troen”, og i Jakobs Brev 2,26 beskrives død tro som en tro, der ikke giver sig udtryk i handling.

Så Bibelen gør det klart, at vi bliver frelst ved tro, men hvis vi ikke fortsat lever i overensstemmelse med troen, falder vi fra og kan blive udelukket fra himlen, vores evige belønning.

Vær velsignet!
Anne