Kristen præst skud-dræbt i Pakistan

Den 5. december blev den 45-årige pastor Kamran Salamat skudt og dræbt i et målrettet angreb uden for sin bopæl i Islam Colony, i byen Gujranwala i Pakistan.
Dansk Europamission skriver om det faktum, at endnu en kristen i Pakistan har været udsat for et fysisk angreb: ”Det er desværre ikke så sjældent, at det sker. Årsagen skal findes i, at islamisk ekstremisme kan vinde fodfæste i et land, hvor omkring 40 % af befolkningen er analfabeter. Ligeledes er Pakistan ifølge Fragile State Index fra 2024 verdens 27. mest usikre land.”
Målrettet angreb
Ifølge pastor Naeem Nasir fra www.gsministries.org skyldtes angrebet, at gerningsmanden ville forhindre præsten i at forkynde evangeliet om Jesus. Lokale kilder har oplyst, at pastor Salamat var ved at gøre sig klar til at køre sin datter til gymnasiet, da en ukendt angriber kom bagfra og begyndte at skyde på tæt hold. Kuglerne ramte hans mave, venstre øre og højre håndled. Hans unge datter forsøgte modigt at hjælpe ham ved at slå angriberen med sin fars krykke, hvilket fik ham til at flygte.
Men selvom Salamat blev kørt til akutmodtagelsen på Civil Hospital Gujranwala, overlevede han ikke sine skader, oplyser International Christian Concern (ICC). Politiet ankom kort efter, indsamlede retsmedicinsk materiale og sikrede sig video-optagelser fra området og skrev en første rapport i henhold til § 324 i den pakistanske straffelov. Pastor Kamran Salamats datter kunne identificere den bevæbnede angriber, der blev beskrevet som en mand med langt skæg.
Efterforskningen er i gang, og kristne over hele Pakistan kræver ifølge ICC retfærdighed for både præsten og hans familie. Familien oplyser, at der foregik en konflikt pga. en strid om kirkens jord i Rawalpindi. For et par måneder siden overlevede Salamat en skudepisode i Islamabad, der efterlod ham med et alvorligt skadet ben. Han flyttede senere til Lahore, men følte sig stadig ikke sikker og flyttede til sidst til Gujranwala. Men truslerne fortsatte. Alligevel fortsatte han sit arbejde for Guds rige.
Pastor Salamat blev begravet den 6. december fra Saint Paul Presbyterian Church i Gujranwala, hvor tusindvis af kristne samledes for at ære hans liv og tjeneste.
Pakistans kristne har brug for beskyttelse
Lederen for Dansk Europamissions partnerorganisation i Pakistan fortæller: ”Jeg føler med Kamrans hustru og børn, som nu sørger over tabet af deres far. I min egen by er kristne også blevet dræbt for deres tros skyld.” Generalsekretær i Dansk Europamission, Samuel Nymann Eriksen, fortæller: ”Med dette drab på en kristen præst er vi inde ved kernen af problemet for Pakistans kristne og andre minoriteter – nemlig den usikkerhed, de til stadighed lever i.
På den ene side er der flere eksempler på, at myndighederne lykkes i at beskytte kristne. Eksempelvis har pakistansk politi tilbudt en kirke, Dansk Europamission samarbejder med, beskyttelse hver søndag under gudstjenesten mod angreb fra ekstremister. Men på den anden side har islamiske ekstremister fået indflydelse i politiet, hos myndigheder, i politik og retsvæsnet. Det er derfor afgørende, at dette drab efterforskes fuldt ud og retfærdigheden sker fyldest.”
Pastor Salamats død har chokeret det kristne samfund i hele Pakistan, og de troende husker ham som en ydmyg og trofast tjener for Jesus Kristus, der nægtede at holde op med at forkynde evangeliets sandhed.
Hjælp til kristne familier
I øjeblikket sikrer Dansk Europamissions givere, at 194 børn fra fattige kristne familier, samt enkelte udsatte børn med anden minoritetsbaggrund, får skolegang. Dermed får den kristne minoritet hjælp til selvhjælp, da den opvoksende generation får mulighed for at lære at læse, regne, få en uddannelse, arbejde og stå på egne ben. I fremtiden vil de bedre kunne kæmpe for deres rettigheder og gøre en positiv forskel i samfundet, oplyser generalsekretær Samuel Nymann Eriksen.



