Er kristendommen ved at blive omskrevet?

”Når kristendommen trænges tilbage, og Jesus skubbes ud af vores fælles liv, vender det gamle hedenskab tilbage i form af på den ene side en verdensfjern gnosticisme og på den anden side en kosmisk naturdyrkelse. Fælles er, at selvet kommer i centrum og sætter sig i Guds sted, og at alle skel skal rives ned. Alt skal smelte sammen og blive til Det ene.” s. 221

I ”Dansen om selvet – kristendommens spirituelle transformation” beskriver teolog Carsten Dalsgaard Hansen, hvordan at meget toneangivende psykologer, teologer, filosoffer og andet godtfolk i løbet af de seneste århundreder har haft held til at omskrive kristendommen. Fra i sin kerne at handle om Gud som skaber, retfærdig, hellig og kærlig. Jesus som Guds søn, der dør i vores sted for at sone vores synd og bane en vej til Himmelen.

Og Helligånden, som åbenbarer Jesus som Kristus for den, som er villig til at tage imod ham. Til gud – med lille g – som er en tilstand af oplysning, som må komme til os eller noget, vi må vokse ind i i takt med vores oplysning om vores forbundethed med verdensaltet. Jesus kan vi ikke rigtig vide noget om, bortset fra at han blev én Kristus – lidt ligesom Buddha ved at opnå oplysning, og derved er han ikke andet end et forbillede for den rejse, vi alle må være på i accepten af vores Selv.

Helligånden er den personlige spiritualitet, som benytter sig af oplevelser, erfaring, sansning og opløser gamle dogmer, normer og andre af dualitetens efterladenskaber i den store erkendelse af altings enhed… og ja, hvis det lyder lidt New Age- agtigt, så er det, fordi dette begreb på ingen måde er afgået ved døden, det har blot taget navneforandring og optræder med stadig større selvfølgelighed som den sande, oprindelige udgave af evangeliet.

Men hvordan er det kommet så vidt. Det analyserer Carsten Dalsgaard Hansen på skarpeste vis igennem bogens 240 sider. Det handler bl.a. om en afstandtagen fra den dobbelte udgang af livet, altså at vi, når vi dør, kommer til at stå overfor enten frelse eller fortabelse. Der er mange grunde til at denne klassiske kristendomsforståelse er lagt for had iblandt moderne teologer. Det er svært at forlige sig med, at den kærlige Gud skulle være så vred over menneskets synd, at han dømmer nogle til Helvede.

”…og ja, hvis det lyder lidt New Age-agtigt,
så er det, fordi dette begreb på ingen måde
er afgået ved døden, det har blot taget
navneforandring og optræder med stadig
større selvfølgelighed som den sande,
oprindelige udgave af evangeliet.”

Ja, mange har taget skridtet videre og stiller spørgsmål ved, hvorvidt Helvede – Gehenna – ikke er noget ganske andet end det middelaldermaleri, hvor mennesker pines i et flammehav. Måske er det nærmere en sindstilstand, hvor den, der ikke undergår en selvudviklings- og selv-oplysnings-proces, efterlades i sindets mørke selvpineri. Og hvis der ikke er nogen fortabelse, behøver vi heller ikke en stedfortrædende død og opstandelse – men kan nøjes med at tolke dette rent allegorisk.

Men det slutter ikke her, for kristendommen, som jeg er vokset op med, skal radikalt nytænkes – hvis det står til mange af de spirituelle, som har folkets øre – vi må nedbryde skellet mellem ondt og godt, sandt og falsk, mand og kvinde, synd og retfærdighed osv. osv. Det er blot konstruktioner, som magthavere har fundet nyttige til at kontrollere folket. Dogmerne skal ud og følelserne ind. Kvindeguden erstatter den patriarkalske fortælling om Gud, som står over og uden for mennesket.

Og tilbedelsen af Kristus erstattes med en antropologisk arkæologisk udgravning i Selvet efter den Kristus, der bor i dit indre. Og synes du, det lyder lidt for langt ude, ja så kan jeg godt følge dig, men når man som Carsten Dalsgaard Hansen går grundigt til værks; læser de revolutionerende forfattere, ser hvordan østens mystik, antikkens gnosticisme og nutidig psykologisering efterhånden har omformet alle de mest centrale dogmer i den klassiske kristendom, må man desværre indrømme, at det nok er der, vi er.

Midt i denne frygtelige erkendelse af forvanskningen af vores kristne arvegods vil jeg afslutte med den opmuntring, som Bibelens eskatologi altid peger i retning af, nemlig håbet. Håbet til ham, som kalder sig Alpha & Omega, den som er fra evighed til evighed den samme. Han siger: ”Men når disse ting begynder at ske, så ret jer op og løft jeres hoved, for jeres forløsning nærmer sig,” Luk. 21.28.

Carsten Dalsgaard:
Dansen om selvet
248 sider. 279,95 kr.
Forlag: Lohse