Dejlig var den himmel blå…

Da jeg var barn, var det skik og brug i vores familie, at JUL var noget man fejrede i Mosters Missionshus i Vodskov – at holde jul andre steder på jordkloden var utænkeligt. Og for mit barnlige sind var der da også god logik og sund kristendom i at bryde op, når julen stundede til, og begive sig afsted „med hele sit hus“. Stod der ikke højt og tydeligt i juleevangeliet, som vi havde tygget drøv på i skolen hele den sidste måned, at også Josef og Maria drog op fra Galilæa til Davids by, som kaldtes Betlehem? Så langt ville den gode Gud vel ikke ha’ vi skulle rejse, men de 11 km fra Nørresundby til Mosters lille stationsby var en passende pilgrimsfærd til julehøjtiden – det tog ca. 10 minutter med toget.
Omkring Missionshuset lå sneen i reglementerede bunker, og røgen stod tykt op af skorstenen. Kraftcentralen i Moster Maries køkken var nemlig et stort gammeldags komfur, der krævede umådelige mængder brændeknuder og tørv til sin drift. Her stod hun og lagde virtuost ringe på eller tog ringe af, alt efter grydernes størrelse. Glimtvis kom da det buldrende, glødende indre tilsyne, og jeg mindedes med et gys skildringen af Helvedes uudslukkelige ild, som vi havde hørt om i skolen – men Mosters ild var nu ikke uudslukkelig, den kunne endda finde på at gå ud af sig selv.

En jul uden kirkegang var utænkelig i Missionshuset, så da det begyndte at skumre ved 16-tiden, begav vi os afsted. Forrest Far og Onkel Edvard med sin svære spadserestok, lige bagved de to søstre Mor og Moster arm i arm og bagest den sorgløse ungdom – min kusine, storesøster og min ringhed – som fortrængte spændingen ved julegaverne med sneboldkampe i halvmørket. Disse måtte dog indstilles, efterhånden som flere og flere kirkegængere fylkedes på vejen op til kirken.
Oppe for enden af den svagt stigende kirkebakke lå kirken som en stor hvid høne, der samlede sine kyllinger. To store juletræer, sikkert nok de største i Verden, stod i siderne ved alteret med tændte lys og så megen sølvlametta hængende på grenene, at jeg betaget blev stående og stirrede på dem – indtil min mere progressive kusine skubbede mig videre frem.
Præstens prædiken gik mestendels henover hovedet på mig, så jeg benyttede tiden til at tælle alle lysene på juletræerne – det skulle de dog have at vide derhjemme på vejen i Nørresundby. Men ville de mon tro det?
Omsider var den lange prædiken forbi, og vi tog fat på Dejlig er den himmel blå, min specialitet blandt julesalmer. Aldrig har den været så blå som denne juleaften, jeg var selv næsten blå i hovedet af anstrengelse. Pigerne havde i dagens anledning lagt deres stemmer et leje højere op, velsagtens for at komme til at lyde som små engle, men mig kunne de ikke narre. Allerede efter første vers måtte de dog opgive at komme til orde i min nærhed og opretholdt en forarget tavshed resten af salmen, så jeg i dyb og inderlig selvglæde kunne afslutte med et langtrukkent „til at lyse-for-vor-fooooooood!“ Den fod var mindst størrelse 48.
Udenfor kirken gik Onkel og Moster bagefter rundt og ønskede glædelig jul til mindst 100 mennesker, mens vi andre stod og stampede i kulden. Men omsider var der ønsket af, og vi gled ind i den brede sorte strøm, der rokkede ned ad kirkevejen under de tindrende stjerner. Jeg anstrengte mig en del for at finde Julestjernen, men kom så i tanker om, at den nok kun kunne ses i Palæstina.

Vel ankommet til de hjemlige bastioner befriede vi os for det tunge og let fugtige overtøj og samledes i stuerne, hændergnidende og glad oprømte over at have gjort vor kristenpligt. Nu gjaldt det de jordiske glæder, og her havde de 3 piger, som huset havde i pleje fra den nærliggende anstalt, udført Mosters forholdsordrer, mens vi andre var i kirke.
Som generalen i slagets sidste fase kastede Moster Marie sig nu selv ud på slagmarken, dvs. det dampende køkken, iført et hvidt nystrøget forklæde. Fade og skåle fra det fine stel i stuen blev rekvireret, Mor ordnede de sidste småting på det store julebord og de rastløse børn blev sendt i kælderen efter julehvidtøl og sodavand.
Omsider koncentrerede man sig om serveringen, og vi tog alle plads ved bordet – også pigerne Sine, Anna og Trine, som altid spiste med inde i stuen ved højtiderne. De var i deres fineste kjoler og fniset-forlegne som store børn. Et skarpt „Så!“ fra Moster bragte dem dog til fatning, så der kunne blive ro til Onkels fremsigelse af bordbønnen.
Han foldede sine store hænder på bordkanten, bøjede hovedet og hviskede med ansigtet helt nede i tallerkenen noget, som ingen kunne høre, men der lød alligevel et bifaldende „Amen!“ hele bordet rundt, og med stor energi kastede man sig derpå over flæskestegen og de brunede kartofler.

Endelig, endelig blev træet tændt! Nu skulle vi bare lige igennem et par salmer, Onkel Edvard ville læse det uopslidelige juleevangelium og så skulle vi ha’ gaver!
Det med gaverne var lidt af et problem. Jeg havde en spirende etisk fornemmelse af, at man vist ikke burde lægge så megen vægt på de gaver, som jeg rent faktisk gjorde. Man skulle egentlig tænke lidt mere på det lille Jesusbarn… men på den anden side: Når han kunne modtage alt det guld, røgelse og myrra skær, som vismændene fra Østerland læssede af i stalden, så kunne en anden én vel også indkassere Meccano-sæt, Knold og Tot og hvad der ellers faldt i min turban? Jeg grublede en del over sagen, men beroligede til sidst mig selv med, at hvis det lille Jesusbarn havde været her, måtte han da hjertens gerne få den krigsflyver, jeg havde ønsket mig – hvis jeg da fik den.
Det kendte og elskede ceremoniel udfoldedes endnu en gang. Lysene på træet blev tændt, alt andet lys i stuen slukket, og så tog vi hinanden i hænderne og sang: „Det kimer nu til julefest…“ Udenfor var det mørkt og koldt, men herinde bag Mosters tunge portierer var alt varmt, trygt og godt. Jeg gik med Far i den ene hånd og Moster i den anden, lysene gav sitrende genskær i fehår og glaskugler, og i halvmørket oppe på væggen hang de gamle familiebilleder og kikkede ned til os, som ville de også være med i denne dejlige aften.
Nu var der pause – alle satte sig og fortalte hinanden, at træet aldrig havde været så kønt som i år. Så tog Onkel sine guldindfattede briller frem, bladede lidt i Bibelen med ejendommeligt nænsomme bevægelser af de store hænder, rømmede sig og begyndte at læse:
„Men det skete i de dage, at en befaling udgik fra kejser Augustus …“

Og så skete det. Lige midt i dette salige øjeblik, da min juleglæde var på sit højeste: Pludselig skred det hele sammen, thi jeg så for mig alle de små fattige børn i Verden, som ikke havde en Far og en Mor, ingen Moster, intet juletræ og slet ingen gaver. Vi havde jo hørt om dem i skolen – åh, hvor var det synd for dem!
„Nu ta’r vi lige Dejlig er den himmel blå, og så skal vi ha’ gaver!“ sagde Moster, og jeg fulgte mekanisk med, da kredsen igen blev sluttet, men synge kunne jeg ikke. Det blev straks bemærket af min søster og kusine, som med spydige bemærkninger om min tidligere indsats i kirken henledte selskabets opmærksomhed på min tavse person.
„Hør, hva’ er der i vejen?“ spurgte Far.
Jeg bare så på ham med tårer i øjnene – havde han aldrig hørt om de fattige små drenge og piger, som intet juletræ fik?
Det havde han åbenbart ikke, men for at opmuntre sin pode fandt han en pakke frem fra bunken under træet og stak mig den.
„Her, knægt – lad os se, om den ikke hjælper!“
„Han har nok spist for meget ved bordet,“ lød det fra min erfarne Moder.
„Bare det ikke er risengrøden,“ kom det fra Moster. „Sine, er du sikker på, at de ris var friske? Jeg synes de så lidt gullige ud?“
Sine løftede forbavset sin Wagner-profil – så bedyrede hun med en ed, at de var friske, hvilket fik Moster til at sende hende ud og lave kaffe.
I mellemtiden havde jeg under selskabets udelte opmærksomhed pakket Fars gave ud – noget hårdt faldt på bordet.
Det var en krigsflyver, den flotteste jerngrå krigsflyver man kunne tænke sig… med vingemærker, propeller og det hele.
Men hvis jeg skulle hjælpe alle de små fattige drenge, som ikke fik en krigsflyver, skulle jeg bruge flere flotiller. Åh, hvor var det synd for dem!
Jeg lagde hovedet ned på armene og brød sammen i stille gråd.
Stærke scener påfulgte, men jeg skal ikke ødelægge læserens julestemning ved at skildre dem. Alle udtrykte deres højlydte forargelse over det utaknemlige barn, som man havde gjort så meget for – og om jeg ikke vidste, at der rundt om i Verden sad hundreder, ja tusinder af små fattige drenge og piger, som aldrig – ALDRIG – havde set et juletræ og slet ingen gaver fik??!
Da brast det for mig, jeg løb ud af stuen og op i det store kolde soveværelse på første sal, hvor vi skulle være om natten. Mor fulgte bagefter og tryglede mig om at give en undskyldning, som hun så ville overbringe den opbragte familie – men intet angrende ord kom over mine læber. I stum og skæbnefast trods klædte jeg mig af og trak mig tænderklaprende tilbage til den kolde seng, opfyldt af en vis vellyst med modsat fortegn. Kunne jeg ikke hjælpe alle de små fattige drenge og piger, kunne jeg i hvert fald dele skæbne med dem. Ingen gaver til mig, heller!
I hvert fald ikke før i morgen.
Tekst & tegning: Uffe Nissen