IPSICC

Domstol overlader 13-årig pige til muslimsk kidnapper

En domstol i Pakistan har givet forældremyndigheden over en 13-årig kristen pige til en muslim, der kidnappede hende i juli og tvangskonverterede hende til islam.

Maria Shahbaz’ forældre ses her sammen med menneskerettighedsaktivisten Safdar Chaudhry og advokaten Rana Abdul Hameed efter den føderale domstolsafgørelse den 3. februar 2026. Foto: Morning Star News/Facebook

En føderal domstol i Pakistan har givet forældremyndigheden over den 13-årige Maria Shahbaz til en muslimsk mand, der kidnappede hende og tvangskonverterede hende til islam, skriver Christian Daily International/Morning Star News.

Retten afviste pigens officielle fødselsattest og så bort fra tidligere konklusioner om, at ægteskabet var ulovligt. Menneskerettighedsforkæmpere har derfor udtrykt bekymring over de systemiske fejl, der tillader sådanne bortførelser og tvangskonverteringer at fortsætte i Pakistan.

Tvangskonverteret og gift som mindreårig

Marias forældre var knuste over kendelsen, efter at den nyoprettede føderale forfatningsdomstol (FCC), bestående af to dommere, afviste hendes officielle fødselsattest og så bort fra tidligere retslige afgørelser om, at ægteskabet var ulovligt, sagde Safdar Chaudhry, formand for menneskerettighedsgruppen Raah-e-Nijaat Ministry. Dommerne havde accepteret Marias erklæring om, at hun havde konverteret til islam og giftet sig med den 30-årige Shehryar Ahmad af egen fri vilje.

Men denne erklæring er ifølge hendes forældre og deres advokat blevet afgivet under tvang, sagde Chaudhry. Han fortalte, at retten også havde afvist pigens officielle fødselsattest, der bekræftede, at den anklagede havde indgået et ulovligt ægteskab med en mindreårig. Retten havde heller ikke taget højde for, at pigen havde været i den mistænktes varetægt i mere end seks måneder, hvilket øger sandsynligheden for tvang.

”Dommerne burde have taget i betragtning, at hun sandsynligvis ville afgive en forklaring til fordel for den tiltalte under pres,” sagde Chaudhry. ”Det er dybt skuffende, at retten ikke sørgede for et sikkert og befordrende miljø til at optage hendes vidneudsagn.”

Bortført i juli 2025

Maria blev bortført den 29. juli, da hun var gået hjemmefra for at handle i en nærliggende butik. Hende far, Masih, der er chauffør og far til fem, sagde, at det var naboen Ahmad, som havde bortført hans datter. Siden da har hendes familie gentagne gange søgt retslig hjælp til at finde hende, dog uden held. Chaudhry kritiserer også politiet for det, han beskrev som passivitet og mildhed over for den mistænkte.

”Efter at politiet havde afsluttet bortførelsesrapporten baseret på pigens forklaring for en dommer, henvendte vi os til domstolen og anmodede om forældremyndigheden over hende,” sagde Chaudhry. ”Selvom retten ikke tilkendte forældremyndigheden, beordrede den politiet til at undersøge ægteskabsdokumenterne.”

Politiet samarbejder med bortføreren

Undersøgelsen konkluderede, at vielsesattesten var fabrikeret. Familien anmodede derefter om en fornyet undersøgelse fra den ledende politiinspektør i Lahore, og en viceinspektør havde endda tilføjet yderligere anklager. ”Alligevel gjorde politiet intet forsøg på at anholde den anklagede, som ikke engang søgte om kaution før anholdelsen og fortsatte med at møde op i retten uden frygt. Denne skamløse opførsel tyder på, at politiet samarbejder med bortføreren.”

Fare for alle kristne piger

Chaudhry fortalte også, at en FCC-dommer satte spørgsmålstegn ved hendes alder og fødselsattestens gyldighed. ”Dommeren udtalte, at pigen så ud til at være meget ældre end 13 år,” sagde Chaudhry. Han advarer om, at kendelsen kan skabe en farlig præcedens. ”Hvis højere domstole nægter at anerkende officielle fødselsdokumenter, er der ikke meget håb om at beskytte mindreårige piger.”

Chaudhry tilføjede, at familien og deres juridiske team overvejer at indgive en begæring om revision og bruge andre muligheder for at påtale de åbenlyse farer i systemet. ”Vi vil henvende os til alle tilgængelige fora for at fremhæve systemiske mangler, der tillader gerningsmænd at udnytte mindreårige piger seksuelt ustraffet under dække af religiøs konvertering og ægteskab,” sagde han.

Islamiske barnebrude

Menneskerettighedsforkæmpere siger, at denne type sager følger et tilbagevendende mønster i Pakistan, hvor piger ned til 10 år bliver bortført, tvangskonverteret og seksuelt misbrugt under dække af islamiske ”ægteskaber”. Ofrene bliver ofte presset til at optage udtalelser, der favoriserer deres bortførere, mens domstolene ofte ignorerer dokumentation for alder og returnerer børnene til deres påståede kidnappere som ”lovlige hustruer”.

I maj 2025 underskrev præsident Asif Ali Zardari et skelsættende lovforslag, der hævede minimumsalderen for ægteskab til 18 år for begge køn i Islamabad Capital Territory. Men loven mødte stærk modstand fra islamistiske grupper, herunder Council of Islamic Ideology (CII), Pakistans øverste islamiske rådgivende organ. CII argumenterede for, at det var i strid med sharia (islamisk lov) at definere ægteskab under 18 år som voldtægt.

Hvis kristne piger konverterer til islam, behandles de dog efter sharialoven, som tillader ægteskab i en yngre alder, påpeger Morning Star News.