Gunni Bjørsted om bibellæsning i lyset af Jesus
Forfatter Gunni Bjørsted lukker virkelig Bibelen op med stor indsigt. Noterne viser, at bogen er godt researchet og formentlig understøttet af Bjørsteds virke som frikirkepræst, senest mange år i Vanløse Frikirke.
Netop fordi Bibelen kan virke modsætningsfuld og forvirrende, men alligevel med ”livgivende glimt”, så er her god hjælp. Bjørsteds analyser giver en dybere forståelse, så alle kan få glæde af bogen og fornyet læselyst til Bibelen.
Det brogede bibelske landskab
Første del har gode eksempler på svære bibeltekster. Men også om Guds natur, hans evige kærlighed samt de tekster, der synes at pege på det modsatte. Bjørsted viser, at teksterne skal ses i forhold til samtiden og læses ud fra dens kultur; at Bibelen bruger metaforer, som ikke skal forstås bogstaveligt. Der er mange eksempler på, hvordan udvalgte tekster kan fortolkes i dag. Og at Gud netop ”taler” ind i den samtid, hvor teksten er skrevet fx offer-kulturen i GT. Bjørsted skriver:
”En modnet bibellæsning indebærer bl.a. at være opmærksom på de forskellige ”stemmer” i teksterne” (s. 31). Især Jesu stemme og bedømme enhver anden stemme ud fra hans stemme.

Læst i lyset af Jesus
Anden del uddyber ”At finde og følge den røde tråd” (s.91). Fx skal Paulus læses ud fra hans specifikke tid, hvor teksterne var inkluderende og ikke detaljerede facitlister, men snarere om Jesu-efterfølgelse, så vi kan fortolke ud fra vor tid. Det vigtige er et bibelsyn, hvor Jesus Kristus er centrum. Bjørsted peger på bibelvers, som Jesus selv har henvist til, Han er kilden, mens Bibelen er vejviseren.
Apostlenes brug af GT var netop ikke et brud, men opfyldelsen af det, som GT pegede på fx ”Emmaus-tilgangen” (s.157). Flere udtryk forklares fx ”Herrens ord”, ”Guds ord” og ”når Gud taler” samt bønnerne i Salmernes bog fx Sal. 62,9. Bjørsted er i tråd med Grundtvigs kritiske holdning til kirkernes bogstavtro læsning, men ved forståelsen af ”Jesus Kristus som det levende ord”, fik Grundtvig fornyet tillid til Bibelen (s.130).
Til slut skriver han om, hvorfor Bibelen er vigtig som et fast holdepunkt for alle; hertil hjælper Helligånden, hvis opgave er: ”at lede os hen til Jesus Kristus”.
Gunni Bjørsted: Han åbner Bibelen igen – om at læse teksterne i lys af Jesus
190 sider. 250 kr.
Forlaget Kohrius


