Venskab i Johannesbrevene
Dette citat er verdensberømt med god grund. Det er et nøglevers for at fastslå, at Gud rækker ud til os, mens vi stadig er ufuldstændige mennesker. Ordet er fra Johannesbrevene, som får en kærlig, interessant og personlig behandling af Ulla Morre Bidstrup i Eksistensens lille bog i serien “Biblen læst af”. Forfatteren er teolog og forsker med speciale i kirkelige handlinger som fx vielsesritualet.
Jeg kan godt lide stilen, hvor et eksistentielt, praktisk og relevant emne møder en bibeltekst. Det kan være meget spændende at åbne et gammelt skrift op på en dejlig forfriskende måde. Ulla Morre Bidstrup gør det rigtig godt, når hun læser Johannesbrevene med et venskabsperspektiv. Teksten bliver ikke gennemgået vers for vers, men den benyttes til at forklare venskaber. Bogen er altså mere et essay end et studiehæfte.
Emnet venskab og Johannesbrevene møder hinanden på en integreret og fin måde. Vi får en gennemgang af forskellige betydninger af venskab – og der er mange flere, end jeg havde troet. Fx kommer vi også kort omkring venner med sit dyr. Alt sammen spændende og øjenåbnende. Sproget flyder godt, og der er referencer til de gamle grækere, bøger, film og så selvfølgelig TV-serien Friends. Derudover er der personlige eksempler og masser af god gammeldags snusfornuft.

Bogen er velstruktureret og velredigeret. Der er en rød tråd, og de 74 sider er en passende længde. Den kan sagtens læses flere gange under forskellige livsomstændigheder. Det bliver i hvert fald helt tydeligt, at Johannesbrevene stadig har en masse at fortælle alle os helt almindelige mennesker i 2026. Her er et glimrende forslag til gaven til studenten, men du kan også forære den til din gode ven på jeres vennedag eller bare til en, du er så heldig at have som ven!
Jeg er vild med sidste kapitel, som bliver en slags konklusion. Forfatterens afskedshilsen til læseren er påmindelsen om, at i kristendommen giver det mening at kalde Gud for sin ven. Et af de afsluttende retoriske spørgsmål er det helt fantastiske: “Findes der en anden religion, hvor det giver mening at kalde sin Gud for sin ven?”
Ulla Morre Bidstrup:
“Vi elsker, fordi han elskede os først.”
80 sider. 129,95 kr.
Forlag: Eksistensen


