FDF-efterskole lukker
Efter mere end 45 år som en alment dannende efterskole med rødder i FDF og det kristne livs- og menneskesyn lukker Kongeådalens Efterskole i Lintrup efter dette skoleår. Da elevtallet og økonomien ikke tillader at starte næste skoleår, lukker skoledriften pr. 31.7.2026.
Det besluttede en enig bestyrelse på et ekstraordinært bestyrelsesmøde den 5. maj 2026. Skolen har de seneste år kørt med underbelægning, blandt andet fordi der er færre unge i efterskolealderen. Om beslutningen siger formanden, Peter Hundebøll:
”Det gør ondt at dreje nøglen om på et sted, der har betydet så meget for så mange. Men jeg hæfter mig også ved, at der heldigvis ikke er noget, der kan tage oplevelserne og stjernestunderne fra de mange tusinde efterskoleelever og FDFere, der i årenes løb har været på efterskole, kursus, Seniorfestival eller andre FDF-arrangementer på Kongeådalens Efterskole, og for hvem opholdet har været med til at give dem et ståsted at møde verden fra.”
Efterskoleforeningen står klar til at hjælpe de elever, der allerede har tilmeldt sig skolen fra næste skoleår. Kongeådalens Efterskole er en selvejende institution startet af Frivilligt Drenge- og Pige-Forbund, FDF i 1979. Efterskolen har også dannet rammen om utallige FDF-kurser og arrangementer, herunder den store musikfestival Seniorfestival, der ofte har tiltrukket mere end 1.500 deltagere fra hele landet.
FDF arbejder på højtryk på at finde alternative lokationer til både Seniorfestival i september og Senior-væbnerkurset, der traditionelt afvikles på skolen i påsken, oplyser formanden og skolens forstander, Lars Hornum.


