Ånden og hånden…
Håndtrykket er i dag en af de mest almindelige måder, vi hilser på i Danmark, men sådan har det ikke altid været. Oprindeligt opstod gestussen som et tegn på fred: Ved at række en åben hånd frem viste man, at man ikke bar våben. Senere blev håndtrykket også brugt til at besegle pagter og aftaler mellem personer og familier.
Det var først i 1800-tallet, at håndtrykket for alvor vandt frem som hilseform i Danmark. Det skete især blandt borgerskabet, hvor håndtrykket blev et symbol på lighed og gensidig respekt. Ved at give hånd signalerede man, at man mødtes som ligeværdige – en tanke, der passede godt til de samfundsforandringer, der med Grundlovens vedtagelse bevægede Danmark i en mere demokratisk retning.
Højesteret har netop afgjort en principiel sag om håndtryk i Danmark. Sagen drejede sig om en muslimsk kvinde, der som lærerstuderende under et praktikforløb på en folkeskole nægtede at give hånd til en mandlig vejleder af religiøse årsager. Skolen krævede, at alle medarbejdere skulle give hånd uanset køn som led i professionel adfærd. Da den studerende ikke ville efterkomme kravet, blev hendes praktik ophævet.
Landsretten gav kommunen medhold, men sagen endte i Højesteret, der skulle tage stilling til, om kravet var lovligt efter forskelsbehandlingsloven. Her fastslog retten, at håndtrykskravet udgjorde indirekte forskelsbehandling på grund af religion, fordi det stillede personer med visse religiøse overbevisninger ringere. Den muslimske kvinde fik medhold. Sagen er af stor betydning, fordi den udtrykker et dilemma mellem religionsfrihed og ligestilling.
Som troende har jeg en naturlig forståelse for, at religiøs overbevising præger vores normer. Hvis jeg er på besøg i en moské, tager jeg mine sko af i respekt, ligesom jeg tager min kasket af, når jeg træder ind i et kirkerum, og kalot på, når jeg besøger synagogen. Når jeg alligevel finder Højesterets dom problematisk, er det med tanke på skolens betydning for ligeværd og demokratiske rettigheder.
Det var netop kun til mænd, at praktikanten ikke ville give hånd, og sagen blev taget op, fordi den mandlige praktikvejleder oplevede det ubehageligt at række sin hånd frem og blive afvist. Idet den udstrakte hånd afvises, bliver en ubevidst omgangsform tydelig som en bærer af værdier om ligeværd mellem mennesker – uanset køn. Med denne dom er håndtrykket blevet endnu et våben i en kulturkamp, hvor en enkelt muslimsk kvinde nok vandt, men integrationen tabte.
