Kan – og skal – vi holde loven?

I princippet kan man inddele mennesker i to grupper. Den ene gruppe er dem, der gør alt, hvad de kan for at overholde loven. Den anden gruppe er dem, som mener, at forholdene dikterer, hvornår loven skal gælde.

Når der står, at man må køre 80 km/t på landevejen, vil Gruppe 1 ikke køre 81. Når der er rødt lys i fodgængerovergangen midt om natten, så bliver man stående – gerne i ti minutter – selv om der ikke kommer så meget som én bil, og man kunne være nået over 50 gange i mellemtiden. Denne gruppe er ofte til stor irritation for Gruppe 2, for hvorfor ikke køre 100 km/t, hvis man kører på en landevej og kan se to kilometer fremad, at der ikke er andre trafikanter i syne?

Jeg skal indrømme, at jeg tilhører den første gruppe. Min kone tilhører Gruppe 2. Hun kan blive rigtig frustreret, når det er mig, der kører, hvis vi eksempelvis er ved at komme for sent til en aftale. Jeg vil typisk svare, at det ikke ændrer på færdselslovens bestemmelser, og hun ville vælge at køre hurtigere, hvis forholdene tillader det. Til gengæld er jeg den første, der harcelerer, når folk kører for stærkt. Stod det til mig, så burde der være fotofælder på landevejen med en fast afstand på 300 meter, så alle kunne lære at holde sig indenfor fartgrænsen.

Jeg går altså i gang med at fordømme – og Jesus siger netop, at vi ikke skal fordømme, for den dom, vi måler med, skal vi selv få tilmålt med. Ingen af de to grupper gør altså det rigtige. Ingen mennesker gør det optimale – for ingen kan gøre sig fortjent til frelsen – heller ikke selv om de opfylder alverdens love eller samtlige Jesu bud så godt, de formår. Det er stadig ikke godt nok. Det er umuligt for en rig mand at komme ind i Himmelen gennem egen fortjeneste.

Det er lettere for en kamel at komme igennem et nåleøje. Det er slet og ret umuligt. Men for Gud er alting muligt. Det er den helt centrale passage i Jesu budskab til os i dag. Vi kan ikke gøre nok for at blive retfærdiggjort ved gerninger. Af nåde kan vi blive frelst, når vi tror på, at Jesus har betalt fuldt ud for vore fejl og misforståelser. Jesus har tilvejebragt muligheden for at opnå adgang til Paradis. Jesus og Jesus alene er vejen. Selv siger han også: Ingen kommer til Faderen uden ved mig.

Se, det interessante er, at Jesus siger, han har opfyldt Loven. Han er ikke kommet for at nedbryde den, men for at opfylde den. I sammenligning med ordene fra Bjergprædikenen, hvor Jesus siger, at vi skal være fuldkomne som Gud selv, før vi kan opfylde Loven, så må vi da også indse, at vi har brug for hjælp. Vi har brug for Jesus. Men når vi så har indset, at vi er frelst af nåde – hvad så med de nye bud, Jesus kommer med? Er det ikke nærmest en ny lov, når Frelseren fx siger, at vi skal elske vores næste som os selv og bede for vore fjender og elske dem? Er vi så ikke kommet videre?

– Jo, det er vi faktisk. For når vi indser, at vi ikke har fortjent frelsen, men alligevel bliver givet den af nåde, når vi tror, så opstår der en form for mentalt gældsforhold. Vi er sat fri – vi er købt fri i dyre domme. Vi skal forstå, at det er gratis, når vi er løskøbt ved Jesu blod. Ikke desto mindre så får kristne mennesker af ren og skær taknemmelighed lyst til at gøre alt, hvad de kan for at opfylde de nye bud, som Jesus stiller med.

Hvor budene før var af meget verdslig og materiel form, så er de nye bud i langt højere grad moralske normer, som vi bør leve efter. Blandt de gamle bud har vi De Ti Bud, som det bestemt stadig er en god idé at leve efter. Gyldigheden er ikke fjernet. Vi er blot blevet gjort opmærksomme på, at vi ikke kan leve op til den fuldt og helt. Men alligevel må vi gøre vores bedste. Af ren og skær taknemmelighed over, hvad vi har fået givet i frelsen, er det da også svært at lade være.

Derfor prøver vi hver især at leve op til missionsbefalingen og fortælle om, hvad Jesus har gjort for os. Men gør vi det nu også nok? Susanne og jeg boede en overgang i en lejlighed i Bispehaven i Aarhus. Det er et særdeles belastet kvarter. Det stod længe højest på listen over de mest kriminaliserede ghettoer i Danmark. Der blev dagligt smidt affald i opgangen. Der blev efterladt afføring på flere af etagerne – både i flydende og fast form. Der blev kastet affald ud fra altanerne – måske fordi folk ikke gad at gå ned med det til containerne? Forestil dig den lugt, der var.

Flere gange fik vi smadret ruder i vores bil. En forrude, og så en anden gang var det to sideruder, en tredje gang gik det ud over bagruden. Om natten stod en mand på sin altan på første sal og råbte forbandelser ud på arabisk, fordi han ikke kunne sove og var ramt af PTSD. Den mand kunne vi godt have ondt af – men han forhindrede alligevel, at vi kunne sove om natten. Da vi boede i det kvarter, var det virkelig svært at elske sin næste. Og så siger Jesus, at vi skal elske vores næste som os selv?

– Ja, det gør han, og det bør vi. Jo sværere opgaven er, jo mere må vi altså gøre os umage. Men selv det mest kærlige menneske, der formår at elske sin næste fuldt ud, kan ikke regne med at komme i Himmelen på den konto. Selv den rige mand, der giver hele sin formue bort, kan ikke forvente at blive lukket ind sådan uden videre. Jo vist, Jesus siger, at han får sig en skat i Himmelen, men det er jo ikke frelse. Der er kun én vej til frelse. Frelsen går gennem Jesu offer, gennem troen på, at han betalte fuldt ud.

I Jakobsbrevet læser vi, at en tro uden gerninger er en død tro. Men Gud ske tak og lov for, at det ikke forventes af os, at vi er perfekte. Kun Jesus selv var og er perfekt. Vi andre kan stræbe efter at gøre ham kunsten efter, vel vidende at vi aldrig vil kunne gøre det fuldt ud. Jeg er sikker på, at I kan komme med flere eksempler på, når det bliver svært at elske sin næste eller leve op til Jesu bud fuldt ud. Så er det da godt, at der ikke er nogen fordømmelse for dem, som er i Kristus Jesus. For også dette har Jesus betalt for, da han led på korset.

Men Gud ske tak og lov for, at vi er sat fri. Fri til at glæde os over, at vi er frelst, selv om vi ikke fuldt ud er i stand til at leve op til det, der forventes af os. Friheden er ikke en undskyldning for, at vi skal lade være med at stræbe – nej, det er snarere en desto større opfordring til at forsøge at gøre det bedst muligt. Et træ skal jo kendes på dets frugter, så lad os derfor ikke blive kendt på vore gerninger, men lad os være kendt som dem, der bekender, at Jesus Kristus er Herre.

Han er den eneste, den helligste og den reneste. Han alene er årsagen til, at vi kan gå hjem fra kirke i dag med et smil på læberne. Han er årsagen til, at det gang på gang lyder ved nadverbordet: Gå bort med fred og tjen Herren med glæde!

Prædikentekst fra 6. søndag efter Trinitatis: Matt. 19, 16-26

’Hvad godt skal jeg gøre for at få evigt liv?’

”Og se, der kom en hen til Jesus og spurgte: »Mester, hvad godt skal jeg gøre for at få evigt liv?« Han svarede ham: »Hvorfor spørger du mig om det gode? Én er den gode. Men vil du gå ind til livet, så hold budene!« Han spurgte: »Hvilke?« Jesus svarede: »›Du må ikke begå drab, du må ikke bryde et ægteskab, du må ikke stjæle, du må ikke vidne falsk, ær din far og din mor!‹ og: ›Du skal elske din næste som dig selv.

‹« Den unge mand sagde: »Det har jeg holdt alt sammen. Hvad mangler jeg så?« Jesus sagde til ham: »Vil du være fuldkommen, så gå hen og sælg, hvad du ejer, og giv det til de fattige, så vil du have en skat i himlene. Og kom så og følg mig!« Da den unge mand hørte det svar, gik han bedrøvet bort, for han var meget velhavende. Og Jesus sagde til sine disciple: »Sandelig siger jeg jer: Det er vanskeligt for en rig at komme ind i Himmeriget.

Ja, jeg siger jer, det er lettere for en kamel at komme igennem et nåleøje end for en rig at komme ind i Guds rige.« Da disciplene hørte det, blev de meget forfærdede og sagde: »Hvem kan så blive frelst?« Jesus så på dem og svarede: »For mennesker er det umuligt, men for Gud er alting muligt.”

Bibelteksten bringes med tilladelse fra Det Danske Bibelselskab og er fra den autoriserede oversættelse af Bibelen fra 1992. © Det Danske Bibelselskab 1992.