Jesus er håbets ansigt i Ukraine
Jeg blev meget opmuntret over deres levende tro, fortæller Emil Bredahl Lavsen efter sit seneste besøg hos menigheder i Ukraine.
Da flyet satte hjulene på landingsbanen i Danmark, var det ikke lyden af luftalarmer, synet af ødelagte bygninger eller historierne om krigens mørke, der fyldte mine tanker. Det var alle de mennesker, som jeg havde mødt. Smilene. De mange kram og de mange vidnesbyrd om Guds trofasthed. Jeg kom hjem fra Ukraine med en dyb glæde og en fornyet overbevisning om, at Jesus Kristus fortsat bygger sin kirke – også dér, hvor alt synes allermest håbløst.
Sammen med missionsorganisationen IAS rejste jeg afsted som education consultant og med Korsør Pinsekirken som Ukraine-medarbejder på en uges rejse til det sydlige Ukraine. Formålet var at opmuntre de lokale menigheder, styrke venskaber og opleve de ting, som Gud gør i Ukraine. Jeg rejste med et ønske om at opmuntre andre. Men da jeg vendte hjem, tænkte jeg kun på, at det var mig, der var blevet opmuntret.
Krigen var der stadig. Sirenerne lød cirka fem gange om dagen, usikkerheden og de mange menneskelige omkostninger var en del af hverdagen, som jeg mærkede overalt. Alligevel var det ikke frygten, der satte sig fast i mit sind. Det var troen. Den levende tro på Jesus Kristus, som jeg mødte hos de mennesker, vi besøgte. Noget af det særlige ved denne rejse var, at det var anden gang, jeg besøgte byen Izmael og Bolhrad. Første gang kom jeg som fremmed gæst. Denne gang kom jeg tilbage til venner. Gensynet gjorde et stort indtryk på mig.
”Noget af det, der gjorde størst
indtryk på mig gennem hele
rejsen, var den glæde, der
prægede menighederne.”
Det var fantastisk at opleve, hvordan vores fælles tro på Jesus som Herre og frelser bragte os sammen, og fra første dag til slut følte jeg mig som en del af deres familie. Så for mig handlede besøget ikke kun om alt det forfærdelige, krig bringer med sig. Det er en fortælling om håb og om mennesker, der holder fast i Jesus Kristus, når alt omkring dem ryster. Om kirker, der fortsætter med at elske, tjene og række ud til andre.
Da håbet fik ansigt
Dagene i Ukraine var for mit vedkommende fyldt med oplevelser, som stadig står klart for mig. Noget af det, der gjorde størst indtryk på mig gennem hele rejsen, var den glæde, der prægede menighederne. De samledes fortsat til gudstjeneste nærmest dagligt, bad sammen, lovsang Gud og tjente deres lokalsamfund. Jeg oplevede ikke mennesker, der havde opgivet håbet. Tværtimod mødte jeg kristne, som havde fundet et håb, der var stærkere end de omstændigheder, de levede under.
Under mit besøg prædikede jeg 11 gange på syv dage, men jeg husker tydeligt en dag, hvor jeg besøgte en kirke cirka tre timer fra byen Izmael, hvor jeg skulle tale om Guds velsignelse, og hvordan kirken er en familie. En kvinde fortalte os, at hendes mand var blevet indkaldt til fronten. Sorgen var tydelig i hendes ansigt, og tårerne fik frit løb. Da gudstjenesten sluttede, samledes menigheden omkring hende. Vi lagde hænderne på hende, bad og omfavnede hende, og midt i sorgen oplevede jeg, at kvinden ikke bar byrden alene.
På det tidspunkt troede jeg, at rejsens stærkeste øjeblik allerede lå bag mig, men på min sidste dag besøgte jeg kirken i Bessarabske, som ligger meget tæt på den Moldaviske grænse. Jeg vidste, at vi snart skulle rejse hjem, og afskeden nærmede sig. Men det, jeg oplevede den dag, kom til at sætte et dybere aftryk i mig, end jeg havde forestillet mig. Kirken var fyldt med omkring 45 teenagere. De kom til kirken med smil, livsglæde og en smittende begejstring over at være sammen og for at kunne samle sig om navnet Jesus.
Da jeg så dem sidde samlet, gik det op for mig, at jeg ikke blot så en ungdomsgruppe. Jeg så fremtiden. Det, der især rørte mig, var mødet med præsten, som hedder Nikolay, og den engelske tolk i kirken, Irina. Man kunne mærke deres kærlighed til de unge. De kendte dem, investerede i dem og var med til at forme deres liv. Deres tjeneste handlede ikke kun om at holde prædikener, men om at bygge mennesker op og vise dem vejen til Jesus igennem lovsang, hygge, og spejderarbejdet Royal Rangers.
Da Nikolay og jeg kørte i bilen på vej mod kirken, viste han mig to benzinstationer, som han dagen før havde tanket på, men som nu var fuldstændig sønderbombet. I den tid, jeg tilbragte sammen med dem, brugte jeg meget tid på at sidde og betragte fællesskabet, og jeg blev meget rørt. Jeg tænkte på, hvilken stor betydning den lokale kirke har for Ukraine og lokalsamfundet. Den lokale kirke er et sted for mennesker, som ikke kun har et sted at bo.
”Krigen var der stadig. Sirenerne lød cirka 5 gange
om dagen, usikkerheden og de mange menneskelige
omkostninger var en del af hverdagen, som jeg
mærkede overalt. Alligevel var det ikke frygten,
der satte sig fast i mit sind. Det var troen. Den
levende tro på Jesus Kristus, som jeg mødte
hos de mennesker, vi besøgte.”
De får et åndeligt hjem. De finder voksne forbilleder. De lærer, at deres identitet ikke først og fremmest findes i de udfordringer, de lever med, men i Jesus Kristus. Det var dér, det gik op for mig, hvorfor jeg rejste hjem så opmuntret. Jeg havde set mere end en kirke. Jeg havde set evangeliet forandre liv. Jeg havde mødt fantastiske mennesker, som arbejdede for fred i Ukraine, set en præst og en menighed, som trofast investerede i unge mennesker uge efter uge. Jeg havde set håbet få ansigt.
Jesus får det sidste ord
Da flyet lettede fra Ukraine, tog jeg ikke først og fremmest billeder af ødelagte bygninger eller minder om luftalarmer med mig hjem. Jeg tog ansigter med mig. Ansigter på mennesker, der midt i krigens virkelighed fortsætter med at tro, tjene og elske. Mennesker, der har lært mig, at håbet i Jesus Kristus ikke afhænger af omstændighederne. Et af de konkrete behov, jeg mødte på turen, var menighedens bus i Bessarabske.
Den er langt mere end et transportmiddel for kirken. Den henter børn og unge til kirkens samlinger, gør det muligt at besøge mennesker i lokalområdet og hjælper kirken med at være til stede dér, hvor behovene er størst. Bussen havde stået stille i to år, fordi den var gået i stykker. Derfor var det en stor glæde, at vi efter hjemkomsten i Pinsekirken Korsør sammen med Morten Patrzalek fra Europe Transformed kunne samle penge ind til reparation af bussen. På to uger blev der indsamlet 11.000 kr, så nu kan kirkens bus blive repareret og komme i gang igen.
For mit vedkommende sluttede rejsen ikke der, for den blev begyndelsen på et endnu tættere fællesskab med vores ukrainske venner. Venskaberne er blevet dybere, og min længsel efter at vende tilbage er bare vokset. Derfor glæder det mig også, at jeg allerede til november igen får mulighed for at rejse til Ukraine. Jeg ser frem til at møde de mennesker, som har sat så dybe spor i mit hjerte, og endnu en gang opleve den tro og det håb, som Gud virker iblandt dem.
Krigen er desværre ikke forbi, men den har ikke fået det sidste ord. Det har Jesus Kristus. Det var den overbevisning, jeg rejste hjem med – og det er den overbevisning, jeg glæder mig til igen at møde, når jeg vender tilbage.
International Aid Services (IAS) i Ukraine
Store dele af det østlige Ukraine er fortsat besat af Rusland, og over 3,7 millioner mennesker er internt fordrevne som følge af krigen. Mange har mistet både hjem og levebrød. I Odessa-regionen søger mange fordrevne sikkerhed, selvom området også rammes af missilangreb. Siden 2022 har IAS støttet sårbare familier, børn og ældre i området i samarbejde med Korsør Pinsekirke, Citykirken Aarhus og den ukrainske organisation Charity Fund “Gift”.
Læs mere på www.ias-danmark.dk
