Missionærbarn og litterat blev sognepræst: Alt af betydning skænkes vi af andre

”Jeg ved ikke, om Gud har en mening om, at jeg er præst her i Vor Frue Sogn i Aarhus. Jeg tror, at meningen er, at vi skal tjene, og vi skal være i vores relationer på en måde, hvor vi ikke lader os friste til at lade vores egne behov komme først. Jeg er optaget af, hvad vi betyder for hinanden,” siger Michael Bach Henriksen.

Bemærkningen falder under en næsten to timers samtale på hans kontor i sognegården i Vestergade i Aarhus, hvor han er en af fem præster, der holder til – fire sognepræster og en præst for grønlændere i Danmark. 52-årige Michael Bach Henriksen er den senest tilkomne af præsterne; han blev ordineret og indsat i embedet i februar i år. Inden da var han i 20 år kulturredaktør på Kristeligt Dagblad og leder af avisens redaktion i Aarhus.

Oprindeligt er han uddannet i litteraturhistorie og amerikanske studier fra Aarhus Universitet. For et par år siden besluttede han imidlertid at blive præst og søgte om at få lov at gennemføre et forløb på den såkaldte §2-ordning. Det gav den daværende biskop Henrik Wigh-Poulsen tilladelse til, og så var vejen banet for det, som en del af Michael Bach Henriksens tidligere kollegaer på avisen kalder helt oplagt, og en del af hans barndomsvenner også mener har ligget i kortene – eller ligget på lur i ham.

”Jeg er vokset op som missionærbarn, og flere af mine nærmeste venner, som jeg har haft siden barndommen, er også missionærbørn, og flere af dem er blevet præster og læste teologi, mens jeg læste litteratur. Så jeg har fået spørgsmålet, om jeg ikke snart skulle finde over til teologien,” siger Michael Bach Henriksen. Hans kontor er fyldt med bøger, afspejler hans karriere og passion: Der er bøger om litteratur, kunst og teologi samt romaner, især af amerikanske forfattere.

Da han skulle pakke sit kontor på Kristeligt Dagblads Aarhus-redaktion ned, valgte han at flytte alle bøgerne derfra ind på sit præstekontor og supplere det med teologisk litteratur. Siden han flyttede ind på kontoret, er der desuden kommet flere bøger til – blandt andet de nye værker, han har anmeldt for Kristeligt Dagblad. ”Jeg har lige anmeldt denne her bog,” siger han og trækker en nyoversættelse af en C.S. Lewis-bog ud fra hylden, hvor den står ved siden af værker af en af hans absolutte yndlingsforfattere, amerikanske Marilynne Robinson.

Lidt efter hiver han en anden bog ud fra en anden hylde – det er nu afdøde Roskilde-biskop Jan Lindhardts bog ’Katekismus i kristendom. Børnelærdom for voksne’. Nederst på en hylde står nogle eksemplarer af den bog om den danske kunstner- og forskerresidens San Cataldo, som han har skrevet sammen med sin kæreste. Herudover har han skrevet flere bøger om amerikansk litteratur.

Fiktionen og eskapismen

Litteraturen har fulgt Michael Bach Henriksen, siden han var lille, og fra han lærte at læse, har bøgerne suget ham til sig og ind i fiktive og utopiske verdener, som han ofte oplever som mindst lige så virkelige og sande som den virkelighed, der er umiddelbart sansbar på præstekontoret i Aarhus.

”Som barn havde jeg på et eller andet niveau et behov for at forsvinde ind i andre verdener. Jeg oplevede nogle gange fantasiens og fiktionens verdener som langt mere appellerende end virkeligheden. Det sjove er, at jeg mange år senere fandt ud af, at Løgstrup har skrevet om netop det – hvordan det kan være, at døde bogstaver kan føles mere sandfærdige end virkeligheden, som kan virke grå, mens fiktionen er farverig. Man kan godt kalde det eskapisme,” siger Michael Bach Henriksen.

Udfordringen har sat ham stævne på hans præstekontor for at tale om det at identificere og følge et kald. For kaldet er han jo blevet af menigheden i Vor Frue Sogn i Danmarks næststørste by. Et sogn, hvor der bor mange unge, og der er en stor udskiftning i menigheden. Et af kirkens særkender er, at den er i meget aktivt samspil med byens kulturliv, og der har fx gennem en årrække været et fast samarbejde mellem Vor Frue Sogn og litteraturfestivalen LitX, hvor Michael Bach Henriksen da også i år skal medvirke ved at samtale med festivalens hovednavn, amerikanske Katie Kitamura.

Så det virker oplagt, at Michael Bach Henriksen er havnet netop her – som præst i en stilling, hvor han kan bruge sin litterære viden og sin erfaring som formidler. Alligevel værgrer han sig lidt mod at tænke om kald på den måde.

”På et kundskabsniveau er jeg forhåbentlig blevet god til at formidle og kan forhåbentlig tale ligefremt om noget, jeg egentlig ikke synes, er særlig kompliceret: at Kristus er død for mig, og det evige liv findes, når jeg giver mig hen til andre mennesker og til Gud. Det evige liv er altså ikke kun noget fremtidsvendt, men også noget samtidsvendt. Det vil jeg gerne formidle, ”for det er der håb i”, siger han.

Han vil også gerne imødekomme noget af den længsel efter alvor, som han fornemmer i tiden, og han vil gerne tale livsglæden frem ”i en tid, hvor for mange føler sig isolerede og med et luthersk udtryk er indkrogede i sig selv, sådan som jeg også selv ofte er det”.

Livskraft og gensidighed

Livskraften, mener han, er Guds gave til os – i det, at vi har fået livet og skal dele det med hinanden – ved at være i relation og være bevidste om, at vi er det. ”Kristendommen taler realistisk om mennesket med alle vores udfordringer, men siger også meget klart, at livet er en gave, og vi er skabt med styrken til at leve det. Vi skal tage imod livet ved at vende os imod det – og vende os bort fra enhver tendens til isolation og individualisme og selvoptagethed,” siger han.

Den selvoptagethed kan også handle om at beskæftige sig alt for meget med sin egen rolle og sit kald. For det, vi er kaldet til, hænger ikke snævert sammen med embeder og titler, men med at være nærværende i de relationer, vi bliver sat i, mener Michael Bach Henriksen.

”Fortællingen om den barmhjertige samaritaner viser blandt andet, hvor afhængige vi er af hinanden. Samaritaneren bliver jo kun til som den, vi stadig læser om, fordi der var en, der var blevet overfaldet, som havde brug for hans hjælp. Der er en gensidighed, som vi ikke må overse. Vi kan alle med vores eksempel vise, at livet er værd at leve,” siger han.

Hans eget livsforløb og hans karriere er derfor ikke så meget en historie om, at han har været kaldet til noget ganske bestemt, som han har kunnet realisere ved at være målrettet. Det handler snarere om, at han har haft nogle bestemte længsler og passioner, og at han er blevet mødt af mennesker, som har sagt ja til ham, siger han.

”Jeg har ikke fået alle de jobs, jeg har søgt. Men der var en chefredaktør, der lod mig blive kulturredaktør, og der var en biskop, der lod mig blive præst. De ja’er, vi giver hinanden, betyder meget mere, end vi nok almindeligvis er opmærksomme på,” siger han. Men så er der også, indrømmer han, den biografiske historie, de spor, der blev lagt ned i ham, og hans særlige lidenskab for litteraturen.

Fra Bahrain til Hellerup

Den begyndte i 1974, hvor Michael Bach Henriksen blev født ind i en kristen familie. Han og hans lillesøster voksede delvist op i Bahrain, hvor hans forældre var udsendt som missionærpar af Det Danske Missionsselskab (DMS), nu Danmission. Hans far var uddannet ingeniør og var med til at bygge blandt andet skoler og hospitaler i regionen, mens moren var hjemme hos Michael og hans søster.

Da Michael var fem år, vendte familien hjem til Danmark, i første omgang til Hellerup, hvor de boede omkring et halvt år i DMS’ boliger til missionærfamilier. Herefter flyttede familien til Ejstrupholm i Midtjylland.

”Fra Bahrain har jeg især nogle sansemæssige erindringer af lyde og dufte og af ruminddelingen i vores hus. Fra Hellerup har jeg mange erindringer – det var der, jeg lærte at cykle, og der fik jeg en af mine nuværende venner, som i dag er præst i Hjermind ved Bjerringbro. Vi mødtes, fordi hans forældre også havde været missionærer,” siger Michael Bach Henriksen.  I hans barndom, både i Bahrain og Danmark, oplevede han kristendommen som noget, der havde med handling og socialt samvær at gøre.

”Jeg mærkede, at kristendommen er noget, vi gør sammen; det er ikke noget, man læser om eller skal uddannes til, og jeg hørte ikke mine forældre tale meget om deres egen tro. Men jeg så dem handle, og jeg oplevede mine forældre holde lysbilledforedrag om Ydre Mission og være spejder- og sommerlejrledere og aktive i alt fra bestyrelser til BUSK-søndage. Det handlede altid om at være sammen med andre mennesker og udrette noget til gavn for andre.”

Den forståelse af kristendommen har sat spor i ham, så han i sine prædikener nok ofte vil tale om at tjene sin næste, og om at man går i kirke for at gå ud derfra igen og virke, hvor man er sat.
”Det, jeg i dag vil kalde det diakonale og sendelsestanken, har jeg fra mine forældre,” siger han og tilføjer, at hans barndomshjem i Ejstrupholm var åbent og gæstfrit, og at der jævnligt var gamle missionærvenner eller udenlandske kontakter i Danmission-regi på besøg.

”Jeg kan godt lide det som et modbillede til nutiden, hvor jeg med en kulturkritisk tilgang vil sige, at vi er meget optagede af os selv og af vores behov for mig-tid,” siger han.

Selvforglemmelse og utopi

Michael Bach Henriksen ser den parallel mellem litteraturen og kristendommen, at den giver mulighed for selvforglemmelse, og at den har med håb og utopi at gøre, som ikke er erfaringsbåret, men båret af fortællekraft.

”I evangeliernes verden er der eskatologiskes forestillinger, som ikke kun baserer sig på erfaring, men også på et utopisk håb. Det kristne håb er knyttet til noget fremtidigt, mens det politiske håb er bundet til erfaringen. Meget politik handler om et håb om at vende tilbage til noget, vi kender, men kristendommen transcenderer alt det, der er bundet til den individuelle erfaring. Kristendommen gør verden ny,” siger han.

Han nævner fortællingen om Abraham og Sara, og hvordan Sara ler, da hun får besked om, at hun – trods sin høje alder – skal føde et barn. ”Hun kan ikke forestille sig det, for ud fra den erfaringsbaserede virkelighed er det ikke muligt. Men hun bliver gravid – det er kristendom,” siger han. Den anden forbindelse mellem litteratur og kristendom er, at de er baseret og rundet af fortællinger, som er videregivet på skrift.

”Der findes ikke noget videnskabeligt bevis for opstandelsen, men vi har beretninger fra kvinderne ved graven. De er vores vidner. Så, når vi siger, at Kristus er opstanden, er det, fordi nogle har sagt det, og nogle har skrevet det ned,” siger han. Efter en lille pause uddyber han: ”Tænk sig, at kristendommen er sandhed for mig, fordi den er overleveret i ord og ikke i en mystisk åbenbaring eller i nogle bestemte følelser, jeg skal have for at kunne tro det.”

Michael Bach Henriksens forældre havde ikke bestemte ambitioner på deres børns vegne, og han har aldrig hørt sine forældre tale for, at han skulle vælge en bestemt uddannelse. At det blev litteraturen, hang sammen med hans passion for at læse – og at det blev kombineret med amerikanske studier, havde dels at gøre med, at han allerede som barn havde været i USA flere gange og besøgt forældrenes missionærvenner og udvandrede slægtninge fra Østjylland, dels at amerikansk litteraturs historie er så tilpas kort, at det var mere overskueligt at få et overblik over den.

”Som barn læste jeg ikke bare to Jan-bøger, men alle 81 i serien, og som studerende ville jeg gerne læse alle de store forfatteres værker. Jeg forstod næsten ikke, at jeg kunne være så heldig, at jeg måtte fordybe mig i ’Trolddomsbjerget’ og tilmed få SU for det,” siger han med henvisning til Thomas Manns mesterværk fra 1924.

Den største fortælling

Michael Bach Henriksen har også altid været glad for at skrive og fandt tidligt ud af, at det at skrive gav en mulighed for selvforglemmelse. Det er stadig det, han oplever, når han eksempelvis skriver prædikener. Netop selvforglemmelsen og tjenesten – det at give sig hen for andre – er for ham en form for kerne i livet, som han erkender, at det kan være svært at bevare kontakten til. For mennesket er skabt med en fri vilje og med en trang til at give efter for egoismens fristelse.

”Når vi i verdens dejligste bøn, fadervor, beder ”led os ikke i fristelse”, hvad er det så for en fristelse? Kan der i nutidens trang til introspektion og alenetid ligge en fristelse? Hvis meningen er at bruge en uge på at reflektere over det, at jeg er sat i et forhold til Gud – og over den måde, jeg er i det forhold på, er det meningsfuldt. Men hvis meningen er at få en uge for mig selv alene for at slippe for den besværlige hverdag, er det ikke sikkert, at det er det, Jesus ville ønske for os,” siger han.

Michael Bach Henriksen mener, at vi har brug for hinanden – også til at reflektere over, hvordan vi er kristne. For kristendommen er, mener han, ikke noget, der kan sættes på formel. ”Kristendommen handler om at være på vej. Vi er vandringsmænd og -kvinder, og vi er tjenere for dem, vi møder på vores vej. Livet er som Bibelen fremadskridende med en begyndelse og en slutning. Det er en dyb impuls i kristendommen at være i bevægelse, ikke længes efter stilstand,” siger han.

Dermed har han til dels også besvaret spørgsmålet om sit kald. Han er kaldet til at tjene og til at være i relation til medmennesker og Gud, og han forestiller sig, at det indtil hans pensionering skal ske inden for rammerne af et præsteembede i folkekirken. Men kaldstanken handler ifølge Michael Bach Henriksen ikke om at lægge sine egne karriere- og livsplaner, men om at leve årvågent – især for andres behov.

”Det handler ikke om, hvad jeg gerne vil eller tror, at jeg kan bidrage med, men hvad den anden har brug for,” siger han. ”I stedet for at tale om min tro på Gud vil jeg hellere tale om Guds tro på mig og på alle mennesker. At Gud afgav sin magt for at blive menneske, er en tro og tiltro så dyb og revolutionerende, at alt, hvad jeg selv måtte kunne udrette, naturligvis blegner. Alt af betydning får vi skænket udefra,” siger han.

“Jeg har ikke fået alle de jobs, jeg har søgt.
Men der var en chefredaktør, der lod mig
blive kulturredaktør, og der var en biskop,
der lod mig blive præst. De ja’er, vi giver
hinanden, betyder meget mere, end vi
nok almindeligvis er opmærksomme på.”

Og derfor er han så taknemlig for at være præst. For i kirken, bønnen og gudstjenesten bliver han mindet om, at det er Guds vilje, der skal ske, ikke hans egen. Der er en fortælling, der er større end hans egen – og den findes i bøgerne, og især i Bibelen.

Michael Bach Henriksen

Født 29. januar 1974. Opvokset i Bahrain og Ejstrupholm. Student fra Tørring Amtsgymnasium 1993.  Er uddannet cand.mag. i litteraturhistorie og amerikanske studier fra Aarhus Universitet 2000. Har været underviser på Aarhus Universitet og Syddansk Universitet. Kulturredaktør på Kristeligt Dagblad 2005 til 2025. Siden foråret 2026 sognepræst i Vor Frue Kirke i Aarhus. Har skrevet, bidraget til og redigeret en række bøger om blandt andet amerikansk litteratur