Ny KUF-vogn skaber nærvær blandt soldater i Grønland

”Hej Anaana” – ’Hej mor’ lyder det fra nogle af eleverne på den Arktiske Basisuddannelse, når Anna Lynge kommer ud med KUF-vognen (kaffevognen) fra soldaterhjemmet i Kangerlussuaq. Fotos: KFUM’s Soldatermission

En kop kaffe, hjemmebagte boller og et varmt kram. Den nye KUF-vogn ved KFUM’s Soldaterhjem i Kangerlussuaq i Grønland er hurtigt blevet et samlingspunkt for eleverne på den Arktiske Basisuddannelse.

Der går ikke lang tid, fra KUF-vognen triller ind på skydebanen, til eleverne skynder sig derhen. Nogle er kaffetørstige. Andre glæder sig til en hjemmebagt bolle. Og flere kommer bare for at få en pause og hygge lidt. Soldaterhjemsleder Anna Lynge oplever tydeligt, hvor stor betydning de små pauser kan have. ”Eleverne har nu været i gang i en måneds tid, og nogle er ved at være lidt brugt. Nogle savner også familie og venner derhjemme. Derfor vil de ekstra gerne forbi og snakke lidt på soldaterhjemmet eller omkring KUF-vognen,” fortæller hun.

Anna Lynge er vendt tilbage til Grønland efter 25 år i Danmark. Nu står hun i spidsen for KFUM’s Soldaterhjem i Kangerlussuaq,. Hun tager også ud til dem på skydebanen med KUF-vognen. Foto: Soldatermissionen

Da Anna i forrige uge tog KUF-vognen på skydebanen, bød hun på hjemmebagte boller, kaffe, te og mulighed for at fylde koldt vand i drikkedunkene. Selvom mange forbinder Grønland med kulde, har sommeren også ramt Kangerlussuaq, hvor temperaturen har været omkring 20 grader, hvilket føles meget varmt i den tørre luft.

Mere end kaffe og boller

KUF-vognen bringer noget af soldaterhjemmets fællesskab og nærvær med ud til eleverne, mens de er på øvelse. Her er der tid til grin, en pause fra dagens program og de små samtaler, som ofte betyder mere, end man lige tror. Nogle af eleverne hilser på Anna med ordene: ”Hej Anaana.” Anaana betyder mor på grønlandsk. For Anna er det et rørende udtryk for den relation, der allerede er ved at vokse frem.

KUF-vogn tilpasset arktiske forhold

Den nye KUF-vogn er blevet en realitet takket være flotte donationer fra Y’s Men-klubber i Danmark. Udover KUF-vognen har deres flotte donationer også gjort det muligt at købe en ATV til soldaterhjemsarbejdet. KUF-vognen er tilpasset de grønlandske forhold og er allerede blevet en naturlig del af hverdagen omkring den Arktiske Basisuddannelse. Her er den med til at skabe små åndehuller og menneskelige møder, også når undervisningen foregår langt fra soldaterhjemmet.

Nogle af eleverne hilser Anna med et Hej Anaana (Hej Mor), når hun kommer med KUF-vognen. Foto: Anna Lynge

I de koldere perioder bliver KUF-vognen også en uundværlig hjælp i det daglige arbejde omkring soldaterhjemmet, når der fx skal transporteres varer fra ét sted til et andet. ”Hvis temperaturen er ned til knap -40 grader, kan selv en kort gåtur føles meget lang,” forklarer Soldatermissionen.


Soldaterhjemmet i Kangerlussuaq

KFUM’s Soldaterhjem i Kangerlussuaq skaber et hjem og et fristed for eleverne på Arktisk Basis Uddannelse (ABU) og de fastansatte soldater i hele Grønland. Soldaterhjemmet er placeret i Qeqqata Kommunias multihus i lufthavnsbygden.