Død eller levende

Havde du været her, var min bror ikke død. Sådan sukkede Martha, og sådan har mange sukket siden hende.

Jesus bebrejder hende ikke dette suk. For det er sandt. Gud kunne have gjort ting anderledes, Jesus kunne være kommet tidligere. Men stadigvæk opmuntrer Jesus Martha til at tro på opstandelsen. Martha tænker straks på opstandelsen på den yderste dag og finder vel også en trøst i, at hendes bror skal opstå til den tid og her kunne historien være sluttet. Men Jesus føjer noget nyt og afgørende til hendes tro: ”Jeg er opstandelsen og livet,” siger Jesus. ”Den, der tror på mig skal leve, om han end dør.”

Umiddelbart er det gådesnak, Jesus kommer med, for hvordan kan man leve, selvom man dør? Men gådesnakken er ikke uforståelig!

Levende, men død?

Vi har i dag medicin, så vi kan tage en pille mod sygdomme, der før kostede livet. Men enhver medalje har sin bagside og rundt på landets plejehjem sidder nu adskillige gamle og svært demente. De lever vel nok og er dog som døde, idet de hverken kender sig selv eller andre. Så at pårørende tit står ved graven og sukker, fordi det allerede er længe siden, de måtte sige farvel. Men også uden sådanne sygdomme støder vi på mennesker, der på en eller anden måde så at sige er som døde for livet.

De har ingen lyst, ingen gnist, ingen gejst, har ofte koblet sig fra fællesskabet og lever kummerligt foran et evigt tændt fjernsyn. Vi kalder dem forsumpede, som på den måde er gået i hundene og allerede stinker på denne side af graven. Vi kan ryste på hovedet ad dem, men vi ved os, at det kan gå os ligedan. Råddenskaben er allerede i os og sender tit nok sine dunster ud for at forbitre livet, både for os selv og andre: Egoisme, vrede, had og utålmodighed. Alt sammen noget, som ødelægger livet og hastigt forpester selv det smukkeste i tilværelsen.

Det tredje livslag

Så er vi da ikke så langt fra at forstå Jesu ord som først for, når vi nu kender, hvordan døden møver sig ind på livets enemærker, og at livet ikke kun er det at leve i biologisk forstand. Et sjæleligt liv må til, hvis livet skal være helt. Derfor kan det vigtigste i dag heller ikke være, at Lazarus blev levende i fysisk forstand. Men han skal tjene os som billede på det tredje livslag: Det åndelige liv. For ligesom vi kan være sjæleligt døde skønt legemligt levende, sådan kan vi også være åndeligt døde.

Men her er vi lige så ilde stedt som den arme Lazarus. For om han så også havde kunnet ville blive levende, så var han uløseligt bundet af dødens bånd. Han kunne end ikke ville, ja, vidste død intet om livet. Sådan er vi med Adam at regne som åndeligt døde. Som af os selv intet ved om det åndelige liv og langt mindre kan skaffe os det. For den dag, du æder af træet, skal du visselig dø, lød budet, og den dag, Adam spiste af træet, døde han.

Han mistede fællesskabet med Gud, havde ikke længere Gud som sit et og alt, men var fremmed for Guds vilje og hellighed, udstødt til dødens mørke i 930 år uden mulighed for at vende tilbage. For et åndeligt liv er ikke at vide noget om Gud, men det åndelige liv er: at have Guds Ånd i sig og have fællesskab med Gud. Det kan ingen af os tage selv.

Kaldet til liv

Men: Jeg er opstandelsen og livet, siger Jesus. Den, der tror på mig, skal leve. Hvor alt er håbløst og dødt, lyder et kald til liv. Jeg er den, der kalder den døde ind til Guds fællesskab, jeg er den, der blæser ånde i jordklumpen, så I bliver ret levende mennesker. Dog, vi står stadig uden for paradisets porte, vi mærker endnu, hvordan døden gnaver i os. Men tro kun, siger Jesus, for når vi tror på ham, har vi atter fællesskab med Gud, og da har det evige liv allerede taget sin begyndelse i os.

Prædikentekst: Joh. 11, 19-45

Opvækkelsen af Lazarus

”Mange jøder var kommet ud til Martha og Maria for at trøste dem i sorgen over deres bror. Da nu Martha hørte, at Jesus var på vej, gik hun ud for at møde ham; men Maria blev siddende inde i huset. Martha sagde til Jesus: »Herre, havde du været her, var min bror ikke død. Men selv nu ved jeg, at hvad du beder Gud om, vil Gud give dig.« Jesus sagde til hende: »Din bror skal opstå.« Martha sagde til ham: »Ja, jeg ved, at han skal opstå ved opstandelsen på den yderste dag.”

Jesus sagde til hende: »Jeg er opstandelsen og livet; den, der tror på mig, skal leve, om han end dør. Og enhver, som lever og tror på mig, skal aldrig i evighed dø. Tror du det?« Hun svarede: »Ja, Herre, jeg tror, at du er Kristus, Guds søn, ham som kommer til verden.« Da hun havde sagt det, gik hun tilbage og kaldte ubemærket på sin søster Maria og sagde: »Mesteren er her og kalder på dig.« Da Maria hørte det, rejste hun sig straks op og gik ud til ham.

Jesus var endnu ikke kommet ind i landsbyen, men var stadig dér, hvor Martha havde mødt ham. Jøderne, som var inde i huset hos Maria for at trøste hende, så, at hun hurtigt rejste sig og ville ud; de fulgte efter hende, da de mente, at hun gik ud til graven for at græde dér. Da nu Maria kom ud, hvor Jesus var, og så ham, faldt hun ned for hans fødder og sagde: »Herre, havde du været her, var min bror ikke død.«

Da Jesus så hende græde og så de jøder græde, som var fulgt med hende, blev han stærkt opbragt og kom i oprør og sagde: »Hvor har I lagt ham?« »Herre, kom og se!« svarede de. Jesus brast i gråd. Da sagde jøderne: »Se, hvor han elskede ham.« Men nogle af dem sagde: »Kunne han, som åbnede den blindes øjne, ikke også have gjort, at Lazarus ikke var død?« Da blev Jesus atter stærkt opbragt, og han går hen til graven.

Det var en klippehule, og en sten var stillet for den. Jesus sagde: »Tag stenen væk!« Martha, den dødes søster, sagde til ham: »Herre, han stinker allerede; han ligger der jo på fjerde dag.«
Jesus sagde til hende: »Har jeg ikke sagt dig, at hvis du tror, skal du se Guds herlighed?« Så tog de stenen væk. Jesus så op mod himlen og sagde: »Fader, jeg takker dig, fordi du har hørt mig. Selv vidste jeg, at du altid hører mig, men det var for folkeskarens skyld, som står her, at jeg sagde det, for at de skal tro, at du har udsendt mig.« Da han havde sagt det, råbte han med høj røst: »Lazarus, kom herud!«

Og den døde kom ud, med strimler af linned viklet om fødder og hænder og med et klæde viklet rundt om ansigtet. Jesus sagde til dem: »Løs ham og lad ham gå.« Mange af de jøder, som havde været med hos Maria og set, hvad Jesus havde gjort, kom nu til tro på ham.

Bibelteksten bringes med tilladelse fra Det Danske Bibelselskab og er fra den autoriserede oversættelse af Bibelen fra 1992. © Det Danske Bibelselskab 1992.