Hvorfor skal der være et menneske bag ordene?

AI, altså kunstig intelligens, kan skrive perfekt formulerede SoMe-opslag. Men ofte forsvinder den personlige tone i de flotte AI-genererede vendinger.

Det er en skam. For som læsere er vi i teksten på jagt efter stemmen, der taler som et levende menneske. Denne stemme kan afspejle kirkens varme fællesskab.

Perfekte AI-formuleringer

Mens vi scroller løs på vores sociale medier, dukker der et kirkeopslag op. Det er en indbydelse til den kommende gudstjeneste. Ordvalget i teksten er positivt og imødekommende og med en appel om at være med, og at de andre i kirken glæder sig til at se en. Så vidt, så godt. Sætningerne er velformulerede og med god rytme. Nogle er korte, andre lidt længere. Overskriften har endda et lille bogstavrim.

Altså en tekst af høj sproglig kvalitet og naturligvis uden grammatiske fejl. Og alligevel er der noget, der ikke stemmer. Pludselig ser vi det: Teksten er for velfriseret. Lidt for blændende og perfekt i sit udtryk. For hvem kan formulere sig så fuldendt? I hvert fald ikke ret mange mennesker. Men det kan en AI-robot.

Når stemmen forsvinder

Det kræver bare nogle stikord til en tekst og en kommando til robotten om at skabe en indbydende invitation til en gudstjeneste. Og vupti. To sekunder efter toner flotte vendinger frem på en skærm. Generisk og poleret uden originalitet og kant. Som tusindvis af andre velkomponerede, men intetsigende tekster. Personligheden er suget ud af den. Den menneskelige afsendertone er nemlig gået tabt i ordene. Netop den tone, der er som et sprogligt fingeraftryk, der identificerer skribenten.

Et menneske bag ordene

Vi kan mærke, når en tekst mangler et menneske. En tekst griber os ikke nødvendigvis, fordi sproget er perfekt, eller fordi indholdet er interessant. Vi skal kunne mærke mennesket bag ordene. Vi skal have oplevelsen af, at vi kan forbinde os med ham eller hende.

Respekt for modtageren

Som kirker udtrykker vi jævnligt, at vi prioriterer det sociale og fællesskabet højt. Det sociale starter allerede i tonen i den invitation, den kirkefremmede læser på et af vores sociale medier.
Vi må derfor gøre os umage med at bevare den menneskelige afsendertone i teksten. Desuden skal vi udvise respekt for modtageren og dennes tid. Når et menneske giver os sin opmærksomhed, skylder vi vedkommende et indhold, der er værd at bruge tiden på.

AI som sparringspartner

Selvfølgelig kan vi som skribenter samarbejde med AI. Men mit råd er, at vi først selv skriver teksten. Og derefter kan vi bruge AI som en redaktionel sparringspartner. Fx kan vi spørge AI-robotten: Hvor bliver mine pointer uklare? Hvor kan en formulering skærpes? Robotten vil da kommentere vores tekst. Og vi kan lade os inspirere af dens inputs. Ved at bruge AI på denne måde er teksten stadig vores egen og bærer fortsat præg af vores personlige skrivestil.

For når vi inviterer mennesker ind i vores kirke, skal de gerne møde mennesker. Også når det sker gennem teksten på en lille skærm.