Vi tror, vi styrer historien. Men det er Gud, der skriver den

En ung mand, der har fået en dom for narkohandel, gør samfundstjeneste i Ribe Domkirke. Han hedder Andreas og lever for sex, stoffer og computerspil. Han er konfirmeret, men kristendommen betyder intet for ham. Endnu mindre aner han, at hans sjæl er genstand for en kamp mellem gode og onde åndelige magter. Men da han bliver draget ind i kampen i den usynlige verden, tager hans liv en dramatisk drejning. Snart viser det sig, at der står langt mere på spil end hans egen skæbne.

I sin nye roman Krig i himlen – således også på jorden væver Torben Bramming Andreas’ historie sig sammen med en fortælling fra 1600-tallets Japan, hvor kristne bliver forfulgt. Fortid og fremtid, Ribe og Fjernøsten forbindes i en kosmisk kamp, hvor engle og dæmoner griber ind i menneskers liv, og hvor selve verdens skæbne kommer på spil.

Den usynlige verden er virkelig

For Bramming er romanen et forsøg på at genåbne en dimension af virkeligheden, som det moderne menneske, og i vid udstrækning også den moderne kristendom, har mistet blikket for.

– Vi forestiller os, at vi selv behersker vores historie. At vores liv er en kæde af årsager og virkninger, som vi kan gennemskue med vores logik. Men det, der binder vores liv sammen, er Guds forsyn. Vi er en del af Guds historie.

Det er ifølge Bramming netop Bibelen, der lærer os at forstå den usynlige verden.

– Bibelen er det sted, hvor den usynlige verden bliver synlig for os. Englene optræder igen og igen som Guds sendebud, der er med til at virkeliggøre hans plan.
Bramming lægger ikke skjul på, at han tror helt konkret på, at engle og dæmoner påvirker vores liv i dag:

– Det er jo sådan, englene beskrives i Bibelen. Og dæmonerne kan man forestille sig bliver tiltrukket af synd og fortvivlelse. Jeg tænker på Guds advarsel til Kain i Første Mosebog, hvor synden beskrives som et dyr, der ligger på lur og vil kaste sig over ham. Bramming understreger dermed, at den åndelige kamp ikke blot tilhører fortiden. Den foregår også i menneskers almindelige liv, hvor de stilles over for valg mellem godt og ondt.

Vi forstår ikke vor egen tid

Men romanens perspektiv rækker videre end den enkeltes trosliv. Bramming mener, at tabet af den bibelske virkelighedsforståelse også gør os ude af stand til at forstå udviklingen i det vestlige samfund:

– Jeg mener ikke, at man kan forstå virkeligheden på et kulturelt og politisk niveau uden det grundlag, kristendommen giver. Han henviser til den gamle danske historiker Anders Sørensen Vedels forståelse af Bibelen som menneskehedens historie.

– Skuespillerne, replikkerne og kulisserne skifter, men det er det samme skuespil, der opføres. Hvis man ikke forstår, at man selv står midt i det skuespil, kan man heller ikke forstå, hvad det egentlig handler om. Så forsøger man at læse handlingen ud af kulisserne og rekvisitterne. Det er netop, hvad vi gør i dag, mener han. Vi søger politiske løsninger på problemer, der i deres dybeste væsen er åndelige.

Han nævner blandt andet indvandring, skolernes krise og den vestlige kulturs opløsning som fænomener, der efter hans opfattelse må forstås i lyset af et samfund, der har vendt sig bort fra Gud.

– Vi tror, at vi kan sidde ved et regeringsskrivebord og lave en ny politik, der retter op på det hele. Men vi ser ikke, at vi lever i en kultur, der er faldet fra Gud.
Han er heller ikke imponeret over forsøgene på at gøre kristendommen til et redskab for bestemte politiske projekter.

– Gud bliver en slags støttepædagog for et konservativt projekt, siger han. Problemet er ifølge Bramming, at mennesket har gjort sig selv til historiens centrum og glemt, at det står til ansvar over for Gud.

– Der er i virkeligheden to muligheder i et menneskes liv: frafald eller tilbedelse. Englene støtter os i at vælge tilbedelsen, mens dæmonerne forsøger at trække os mod frafaldet.

En kamp om en enkelt sjæl

Midt i romanens kosmiske drama står Andreas, en ung mand, der ikke har nogen anelse om, hvad der foregår omkring ham. Han er på mange måder et billede på det moderne menneske, der har mistet forståelsen af synd, frelse og fortabelse.

Men hvorfor skulle Gud interessere sig for netop Andreas?

– Fordi hver eneste menneskesjæl er så vigtig for Gud, at hele det kosmiske apparat kan sættes i gang for at frelse én sjæl. Det er det, jeg gerne vil vise med romanen. Bramming henviser til Jesu lignelse om det fortabte får, som hyrden går ud for at lede efter, selvom han har 99 andre.

– Vi har lært, at individet skal underordne sig staten, nationen eller fællesskabet. Men alt det er forgængeligt. Det forsvinder med tiden. Menneskets sjæl derimod vil enten blive frelst eller fortabt.

En kirke, der har glemt kampen

Bramming er selv præst i folkekirken, men den kristendomsforståelse, han udfolder i romanen, er ikke en, man ofte møder i danske prædikener. Folkekirken beskæftiger sig i dag langt mere med samfundsetiske spørgsmål som klima, fællesskab og næstekærlighed end med engle, dæmoner og kampen om menneskets sjæl.

– Men det er ikke noget, der strider mod vores bekendelseskrifter at tale om engle og den hinsidige verden, siger Bramming. Han mener tværtimod, at forestillingen om englene kan hjælpe mennesker til at forstå deres eget liv.

– En engel er et sendebud, der kommer med et budskab. Ligesom Jomfru Maria bliver vi stillet over for situationer, hvor vi kan vælge at følge Guds vilje eller vende os bort fra den.
Og netop derfor har han skrevet englene ind som virkelige personer i sin roman.

– Jeg vil gøre opmærksom på, at der findes en usynlig kirke, som er virkelig, ja, mere virkelig end den verden, vi selv går og konstruerer. Bramming betegner selv romanen som et eventyr for voksne og nævner C.S. Lewis og Charles Williams som inspirationskilder.

– Ligesom med Narnia håber jeg, at man kan gå ind i romanens verden og genkende noget fra den, når man kommer ud igen. At læseren får øjnene op for den virkelighed, Bibelen beskriver.

Et møde, der ændrede romanen

Brammings interesse for det overnaturlige er ikke kun litterær og teologisk. Han har også haft oplevelser, som har gjort et dybt indtryk på ham. En af dem blev ligefrem afgørende for romanens tilblivelse. Under et ophold i England mødte han en japansk kvinde ved navn Vanessa. Hun fortalte, at hun tidligere havde været tempelmedium og kunne se dæmoner, men var blevet kristen efter tre drømme, hvor Kristus havde vist sig for hende.

Hun havde sparet op i seks år for at rejse til England og bede på steder, hvor tidligere kirker var blevet omdannet til moskeer, barer og restauranter. Mødet fandt sted på et tidspunkt, hvor Bramming arbejdede med Sankt Ansgar og samtidig forsøgte at finde formen på sin roman.

– Det var ikke tilfældigt, at hun kom netop den morgen. Jeg havde ikke kunnet finde ud af, hvordan romanen skulle struktureres. Efter mødet med hende begyndte det at falde på plads.
Det var blandt andet her, romanens japanske handling og dens stærke vægt på drømme, visioner og engle tog form. På spørgsmålet om Bramming selv har oplevet noget overnaturligt, svarer han:

– Jeg har haft drømme, som har betydet meget for mig. Han fortæller om en drøm, hvor han gik gennem processionsgangen ved Sankt Catharinæ Kirke i Ribe. Alt var i forfald, og pludselig væltede et stort krucifiks ud fra væggen.

– Kristus hang på korset, hans kød var i forrådnelse og en dyb håbløshed bredte sig. Men så åbnede han øjnene, og sagde: Det er ikke forbi endnu.

– Jeg opfattede drømmen som en opfordring og et glædeligt budskab. En meddelelse om, hvordan tingene forholder sig, selv midt i den vestlige verdens forfald.

Og måske er det netop romanens vigtigste budskab: At mennesket ikke er overladt til sig selv, og at historien ikke blot er resultatet af vores egne handlinger.
Der foregår en større kamp, som vi ikke kan se. Men vi er alle en del af den.