Er kunstig intelligens vor tids Babelstårn?

Magnifica Humanitas er pave Leo XIV’s første encyklika, udgivet den 25. maj 2026. Encyklikaen har undertitlen ’Bevarelse af mennesket i kunstig intelligens’ tidsalder’.

Teksten er struktureret næsten som Bibelen, opdelt i kapitler og med nummererede vers (som jeg henviser til). Pave Leo analyserer de udfordringer, folk står overfor, når digitaliseringen gradvist gennemtrænger tilværelsen. Han skriver om fremmedgørelse, om mangel på regulering, om magt og om krig. Og han løfter smukt det kristne syn på menneskeheden, hvor sårbarhed og begrænsninger er en integreret og nødvendig del af det at være menneske.

Babel og Jerusalem

AI-ekspert Gry Hasselbalch udtalte for nylig i The Challenge: ”Når han (paven) taler om, at der er noget unikt og værdifuldt ved mennesket, som ikke kan erstattes af maskiner, er det en form for teknopolitik for menneskeheden.” Paven forestiller sig, at vi nu befinder os i en tid, der er parallel med det, der beskrives i Det Gamle Testamente, nemlig om opførelsen af Babel versus Nehemias’ genopbygning af Jerusalem (82, 242).

Men efter min mening holder sammenligningen ikke. For Babel og Jerusalem smelter sammen under AI-regimet for at danne én og samme by, uanset hvad man tænker og gør med fænomenet. Paven gør det desuden helt klart, at væbnede konflikter skal løses ved forhandlingsbordet. Kunstig intelligens og robotter fører til en total afhumanisering af krigen. Samtidig betyder konkurrencen mellem stater, at KI risikerer at komme udenfor menneskelig kontrol.

Forståelsen af ’Guds rige’

Grunden til, at paven næppe kan være enig med mig i dette, skal findes i katolicismens teologi. Der er skrevet meget om forskellene mellem katolicisme og protestantisme. Men i denne debat mener jeg, at en vigtig side af katolicismen er blevet overset. Det handler om katolikkernes opfattelse af Guds rige. Katolikker mener, at lignelserne om Guds rige først og fremmest skal fortolkes allegorisk, så hver del af fortællingen tillægges en bestemt betydning.

Paven fremhæver selv lignelsen om sædekornet (Mark 4,26-27) for at forklare, at Guds rige en dag vil gennemtrænge hele verden. Og eftersom det ifølge katolsk lære kun er den katolske kirke, der kan forvalte frelsens sakramenter på rette vis, bliver kirkens udbredelse dermed ensbetydende med Guds riges udbredelse.

Når man samtidig ved, at alle organisationer, der forsøger at distancere sig fra digitaliseringen, automatisk vil blive fuldstændig marginaliseret, siger det sig selv, at den katolske kirke ikke kan sige nej til en historisk mulighed for at opnå global indflydelse gennem digitale medier. Men hvis kirken ikke kan sige nej, hvordan kan man så egentlig have tillid til pavens analyse af situationen?

De fleste protestanter har traditionelt ment, at disse lignelser har ét hovedbudskab: kontrasten mellem Guds lille rige her i tiden og Jesu genkomst som en overvældende begivenhed. Også inden for protestantiske kredse – måske især i karismatiske miljøer – er der imidlertid en voksende forventning om, at kristne skal indtage verdens bastioner, jf. læren om ”de syv bjerge”. Og de fleste kristne mener nok, at den politiske kamp har stor betydning.

Men de, der tror på Kristus, ved, at Guds rige vil forblive en hemmelighed – noget svagt og forfulgt – indtil den store omvæltning. Kristus stiller faktisk spørgsmålet, om han vil finde troen på jorden, når han vender tilbage (Luk 18,8). Og Jesu og apostlenes undervisning om den nuværende verdens fremtid er konsekvent pessimistisk.

”Hvis man vil kristne de digitale
byggesten, er man i virkeligheden
med til at fuldføre opførelsen af Babel.”

Mediet er budskabet

Det er derfor ikke overraskende, at paven ikke forholder sig til den katolske medieguru Herbert Marshall McLuhans analyse af moderne kommunikationsmidler. McLuhan påviste, at medierne på ingen måde er neutrale i sig selv. »Mediet er budskabet« var hans hovedtanke. Den norsk-katolske filosof Trond Berg Eriksen skrev senere bogen ’Budbringerens overtak’, hvor han formidler mange af de samme tanker. Kommunikationsteknologien former i sig selv vores måde at føle og tænke på, uafhængigt af det konkrete indhold man ønsker at formidle.

Han peger desuden på, hvordan det private i vores tid bliver offentligt gennem medierne – og omvendt. Spørgsmålet er derfor, i hvilken grad et sådant forvrænget samfundslegeme kan overleve. For at forstå, at et medie aldrig blot er et medie, kan vi tænke på stemmens betydning. Fortæller stemmen os ikke mere end selve ordene? Og hvad med et ansigt? Et ansigt er sjælens spejl. Sjælen udvikles ansigt til ansigt. Og den ægte intelligens udspringer af dette møde.

Paven springer imidlertid, ligesom de fleste andre, let hen over sådanne problemstillinger. De kunne jo risikere at spænde ben for hele hans Jerusalem-projekt. Pavens – eller den hellige faders – gode intentioner med digitaliseringen og hans omsorg for sine børn virker derfor utroligt naive. For det er noget, alle moderne forældre forstår og smerteligt erfarer: Man magter simpelthen ikke at holde sine børn væk fra den digitale ”virkeligheds” negative sider.

Et barn, der ikke er på nettet, eksisterer ikke. Skal man beskytte barnet, må det samtidig overvåges konstant gennem de samme medier, som man ønsker at beskytte det imod. Situationen er reelt fastlåst. Vi bevæger os under alle omstændigheder ind i et totalitært og destruktivt system. Tror paven virkelig, at teknologimilliardærerne en dag vil omvende sig til Gud – og at det i givet fald ville løse problemerne? Eller mener han, at kineserne sidder med løsningen?

I disse dage udvikler kineserne deres egen vision for kunstig intelligens. De ønsker at gøre teknologien tilgængelig for folket og bidrage til at mindske teknologikløften mellem rige og fattige lande.
Men paven fremlægger ingen konkrete planer ud over utopiske drømme om den globale landsby og Det Nye Jerusalem – kærlighedens by. Disse drømme kan til forveksling minde om den franske revolutions og kommunismens idealistiske tale om ”frihed, lighed og broderskab”.

Paven ønsker formentlig at sætte sig på ryggen af den vilde og uregerlige teknologi for at tæmme og menneskeliggøre den. Han skriver det ikke direkte, men Vicarius Christi – Kristi stedfortræder – venter tålmodigt på, at alle efter smertelige erfaringer med forskellige former for globale kriser skal indse, at det kun er den katolske kirke, der kan redde verdens befolkning fra sig selv.

Babelstårnets fallit

Men Gud ville i sin tid ikke gøre Babelstårnet til et redskab for sig selv. Nej, det måtte styrtes til jorden. For tårnet var bygget med det ene formål at nå Gud – og selv blive Gud.
Hvis man vil kristne de digitale byggesten, er man i virkeligheden med til at fuldføre opførelsen af Babel. For Babel stræber efter total dominans og ønsker derfor at inddrage alle menneskelige fænomener. Den sidste byggesten – eller topstenen – bliver dermed religionen.

Pave Leo skriver, at kristne ikke skal møde kunstig intelligens med frygt, og at også denne teknologi må ses som et udtryk for de kreative evner, Gud har givet os. Men var hver eneste sten i Babelstårnet ikke også et udtryk for gudgivne kreative evner – sådan som paven mener, at kunstig intelligens er det? Opførelsen af det historiske tårn førte til babelsk forvirring – en sproglig forvirring. Og det samme ser vi i dag.

Vores ekstreme kommunikationsmidler medfører, at kommunikationen ophører. Det menneskelige sanseapparat overstimuleres og risikerer gradvist at bryde sammen. Samtidig ender alle i hvert deres ekkokammer. Uden fælles referencer forstår vi ikke længere hinanden. Den offentlige kommunikationsplads er forsvundet. Samtidig svækker internettet vores evne til at acceptere begrænsninger og til at genkende Guds og andre menneskers ansigter. På nettet er vi grænseløse, og andre menneskers ansigter reduceres til en kold glasflade.

Under coronaepidemien havde jeg en skelsættende oplevelse – en nærdødsoplevelse. Min far lå for døden. På hospitalet sværmede plejepersonalet omkring med mundbind. Men i dødsøjeblikket tog en plejer pludselig sit mundbind af. Det var som at se en engel. Et ansigt. Så let tager vi menneskets sjæl for givet og glemmer derfor at værne om den. Men det fine ved at være tæt på døden er, at vi lettere kan se, hvad et menneske egentlig er.