Kun et mindretal af ’kristen-nationalisterne’ går i kirke

I september 2025 marcherede 150.000 mennesker gennem London. Mange af dem bar St. George-flag, kors eller skilte med kristne budskaber. Ordinerede præster talte fra scenen og et lovsangsorkester spillede, så tilsyneladende vokser “den kristne nationalisme” i Storbritannien. Men virkeligheden er, at langt fra alle ”kristennationalisterne” er praktiserende kristne. Det viser en undersøgelse foretaget af tænketanken Theos.
Om den nye undersøgelse forklarer Theos, at de bestilte og analyserede forskning i forholdet mellem kristendom og britiskhed blandt 1.765 britiske voksne. Undersøgelsen viser, at 8 procent af de britiske voksne er meget enige i, at man skal være kristen for at være ægte britisk, og 9 procent erklærer sig delvist enige. Kun 1 procent mener, at det at være kristen er den vigtigste faktor for at være ægte britisk.
Holdningerne blandt briterne til det ”opfattede og ønskede forhold mellem kristendom og britiskhed” er dog meget sammensat, og folks meninger er præget af både forskellige former for nationalisme og forskellige tilgange til kristendommen.

Fem typer af ’kristen nationalisme’
Tænketanken Theos har på baggrund af analysen opdelt briterne i fem forskellige grupper eller positioner: Engagerede separatister, Kulturelle separatister, Værdi-integrationister, Identitetsintegrationister og endelig Trosintegrationister.
Engagerede separatister er dem, som ikke ønsker, at kristendommen skal være en del af britiskheden. De har dog ikke en særlig stærk følelse af britisk national identitet. For denne gruppe betyder det ikke noget, om kirkerne lukkes eller erstattes af moskeer, eller om kristendommen har en særlig status i skolerne og retsvæsenet. Gruppen, der ifølge undersøgelsen udgør 34 procent af briterne, er imod kristen indflydelse i politik, retsvæsen og sociale infrastrukturer.
Kulturelle separatister (16 %) er ligeledes ikke-religiøse. Gruppen består typisk af midaldrende fra lavindkomstgruppen. Selv om de ikke ønsker, at kristendommen skal være en del af britiskheden, er de ekstremt fjendtlige over for tanken om, at nogen anden kultur eller religiøs identitet – især islam – skulle overtage denne plads.

Værdi-integrationister, som ifølge rapporten udgår 26 procent, mener ikke, at man behøver at være kristen for at være britisk, men de ser kristendommen som et vigtigt element i britiske værdier og ønsker at se kristen kultur anerkendt og beskyttet. Disse integrationister er typisk fra det ældre segment af befolkningen og hører til på højrefløjen. De vil ofte kalde sig kristne, selv om de ikke praktiserer troen.
Identitets-integrationister er typisk ældre, hvide og tilhængere af partiet Reform UK. De ser kristendommen som fundamental for britiskhed og ønsker at forsvare nationens kristne arv imod det, de ser som invasive og truende påvirkninger. Kristendommen opfattes som garant for bevarelsen af britisk arv og kultur, og gruppen er præget af stor frygt for immigration og islam. Det er i denne gruppe, man finder de fleste kulturkristne.
Trosintegrationister er typisk yngre mænd og farvede. I denne gruppe er der flest praktiserende kristne, sammenlignet med de øvrige grupper. Trosintegrationister ønsker at fremme kristendommen og se den præge hele samfundet. De går mere op i at fremme den kristne tro end i at bevare kristne værdier. Gruppen går ind for en lidt mere traditionel moral end de øvrige integrationister.
Sammenlignet med Identitets-integrationisterne er Trosintegrationisterne mere åbne over for andre religioner. Som svar på spørgsmålet om lige behandling af religioner svarer 63 procent, at ”Alle religioner i Storbritannien bør behandles lige i det offentlige liv”. Til sammenligning svarede kun 30 procent af Identitets-integrationisterne ja til samme spørgsmål.


