”De borgerlige partier bidrager til kristendommens afvikling”

De borgerlige partier er i deres kamp mod islam begyndt at overtage venstrefløjens værdier og dermed nedbryde den kristendom, de hævder at ville forsvare. Det mener tidligere folketingsmedlem Martin Henriksen, der efterlyser et nyt kristeligt parti i Folketinget. Men i sidste ende er det kirkerne og ikke politikerne, der skal vende udviklingen.

Kan man være dansker, hvis man som kristen mener, at ægteskabet er forbeholdt en mand og en kvinde? Det spørgsmål er blevet aktuelt i den seneste danskhedsdebat, hvor borgerlige politikere har fremhævet accept af homoseksualitet og total ligestilling mellem homoseksuelle og heteroseksuelle som særligt danske værdier, der adskiller dansk kultur fra islam. Det fik tidligere folketingsmedlem for Dansk Folkeparti og tidligere formand for Nye Borgerlige Martin Henriksen til tasterne.

I en kronik i Berlingske kritiserede han de borgerlige partier for at have overtaget venstrefløjens progressive moral i deres forsøg på at holde islam ude af det danske fællesskab. Men hvor efterlader det de kristne danskere, som fastholder Bibelens traditionelle syn på ægteskabet? Er de pludselig blevet udanske? Det er et spørgsmål, som mange kristne kan genkende. Udfordringen har derfor talt med Martin Henriksen om de borgerliges forhold til kristendommen, og om Danmark har brug for et nyt kristeligt folkeparti.

Kristne værdier er blevet udanske

Det var blandt andet et klip fra TV 2-programmet Højskolen og et opslag fra Liberal Alliances formand Alex Vanopslagh, der fik Martin Henriksen til at reagere. I opslaget argumenterede Vanopslagh for, at accept af homoseksuelles ret til at gifte sig med den, de ønsker, og have samme rettigheder som heteroseksuelle på alle områder skulle være et krav til dem, der ønsker dansk statsborgerskab.

”Jeg synes, det bliver absurd, når man dybest set udelukker danskere, som har været danske i flere generationer, og som måske er ortodokse, katolikker eller konservative protestanter, fra det danske fællesskab,” siger han. Han mener, at partier som Dansk Folkeparti, Danmarksdemokraterne og Venstre i stigende grad har gjort venstreorienterede værdier til en målestok for danskhed.

Hvorfor er de borgerlige havnet i den paradoksale situation, at de forsøger at forsvare Danmark mod islam med en moral, der på væsentlige områder er i modstrid med traditionel kristendom?

”Jeg tror, der er flere grunde. Dels er det nemt for politikere at sige: Er du for eller imod homoseksualitet? Er du for eller imod ligestilling? Er du for eller imod demokrati? Det er et nemt greb at bruge.” Men problemet stikker dybere, mener Henriksen. ”Der mangler nogle troende intellektuelle kræfter i Folketinget. Nogen, der kan rejse sig op og forklare, hvorfor kristendommen er vigtig, hvorfor den er en del af danskheden og det danske folk, og hvorfor man ikke kan adskille de ting fra hinanden.”

Han nævner sine tidligere partifæller Søren Krarup og Jesper Langballe som eksempler på politikere, der havde både teologisk indsigt og mod til at forsvare kristendommens betydning for Danmark.

Kristendom som politisk værktøj

Ifølge Henriksen handler udviklingen også om et egentligt trostab på højrefløjen. Kristendommen er blevet noget, politikerne gerne må bruge som identitetsmarkør, men helst ikke tage alt for alvorligt. ”Du kan godt sige, at du er kristen. Det er fint nok. Du kan også godt bruge kristendommen som et politisk redskab. Men du skal helst ikke fortælle for meget om, hvad det indebærer at være kristen.”

Han mener, at kristendommen i stigende grad bliver behandlet som et redskab til at optimere stemmetallet. ”Man ser på, hvilket kort der er godt at spille nu. Er det velfærdskortet, skattelettelseskortet eller kristendomskortet? Men hvad betyder det egentlig at være kristen? Hvad indebærer den kristne tro? Den diskussion tager man ikke.” Henriksen har selv oplevet modstanden mod en mere udtalt kristen profil i sine tidligere partier.

”Både i mine sidste år i Dansk Folkeparti og i Nye Borgerlige blev det problematiseret internt, hvis jeg havde sagt noget, der var for kristent.” Han mener derfor ikke længere, at traditionelle kristne værdier har nogen naturlig plads i de borgerlige partiers politik.

De borgerlige nedbryder selv kristendommen

Men er de borgerlige ligefrem blevet medansvarlige for afkristningen af Danmark?

”De borgerlige har mistet retningen,” siger Henriksen. Han mener, at de borgerlige kunne have argumenteret imod både abort og aktiv dødshjælp med udgangspunkt i et enkelt kristent princip.
”I den kristne tro er livet værdifuldt. Alt liv er værdifuldt. Det kunne man godt stå fast på. Jeg tror faktisk, mange mennesker ville opfatte det som et grundlæggende sympatisk budskab, hvis man foldede argumenterne ud.”

I stedet griber de borgerlige ifølge Henriksen til nemme slagord om danskhed, samtidig med at de opgiver kristendommens moralske indhold.

Men kan man gå så langt som til at sige, at de borgerlige faktisk er ved at nedbryde det kristne Danmark?

”Ja, det synes jeg, de gør. De nedbryder den kristne tros betydning for det danske folk og dermed også det danske folk. Jeg tror egentlig ikke, det er deres intention. Det håber jeg i hvert fald ikke.”
Konsekvenserne er ifølge Henriksen alvorlige. ”Hvis man kommer uden om kristendommens betydning, mister man noget så grundlæggende, at man mister sig selv. Både på det åndelige plan og som folk.”

Et nyt kristeligt parti

Martin Henriksen mener, at Folketinget har brug for et kristeligt parti. ”Jeg synes virkelig, Folketinget har brug for bare et lille kristent parti, som kunne have nogle mandater, hvor der sad nogle tunge folk. Det kunne være teologer eller andre med god indsigt, som kunne råbe op en gang imellem.” Han fremhæver det gamle Kristeligt Folkepartis forsvar for familien og modstand mod abort som positive eksempler, selvom han bestemt ikke var enig i partiets udlændingepolitik.

Et nyt kristent parti skulle ifølge Henriksen ikke nøjes med at reagere på andres forslag, men selv gå offensivt ind i den værdipolitiske debat. ”Det kunne være befriende, hvis nogen under abortdiskussionerne rejste sig op og sagde: Det er meget fint at tale om kvindens ret til at bestemme over sin egen krop, men barnet inde i maven er jo også et individ og har også en krop.” Det samme gælder aktiv dødshjælp og ægteskabet mellem mand og kvinde.

”Én ting er at tage en diskussion, når den kommer. Noget andet er selv at rejse den. Man kunne eksempelvis fremsætte et beslutningsforslag om, at ægteskabet igen kun skulle være mellem en mand og en kvinde. Der mangler nogen, som er offensive. Et kristent parti ville dermed også kunne tvinge de øvrige partier til at forholde sig til spørgsmål, som de i dag helst undgår.”

Kristendom – ikke Pride

Et nyt kristent parti kunne også anlægge en helt anden tilgang til islam end den, der dominerer blandt de borgerlige. I stedet for at forsøge at få muslimer til at acceptere en sekulær og liberal, venstreorienteret kultur kunne man udfordre dem på selve deres religiøse overbevisning og gøre det mere attraktivt at konvertere til kristendommen. Det ville kræve, at politikere og kirkelige aktører begyndte at arbejde i samme retning.

”Det kunne være befriende, hvis nogen
under abortdiskussionerne rejste sig op
og sagde: Det er meget fint at tale om
kvindens ret til at bestemme over sin
egen krop, men barnet inde i maven
er jo også et individ og har også en krop.”

Martin Henriksen er enig i, at kristendommen har langt mere at tilbyde muslimer end progressive værdier. ”Min oplevelse er, at muslimer har større respekt for én, hvis man kommer og siger, at jeg synes, islam er forkert af de og de grunde, og at kristendommen er rigtig af de og de grunde.” Det kræver dog, at man selv har en solid forståelse af både kristendommen og islam. ”De responderer væsentligt bedre på det, end hvis man siger, at de skal synes, Pride er virkelig godt.”

Han understreger samtidig, at der er væsentlige forskelle mellem kristendommens og islams forståelse af ægteskabet. Men pointen er, at kristne bør møde muslimer med en tydelig kristen tro frem for at kræve, at de tilslutter sig moderne, liberale og mere venstreorienterede værdier.

Demokrati er en afgud

Henriksen mener også, at demokratiet er blevet ophøjet til noget nær en religion i dansk politik. ”Man dyrker demokratiet, ligesom man burde dyrke Vorherre.” Han understreger, at han selv har arbejdet inden for det demokratiske system i mange år og betragter sig som demokrat. Men han afviser, at demokratiet kan være den højeste målestok for, hvad det vil sige at være dansk. ”Folk har brug for noget at dyrke. På et tidspunkt var det menneskerettighedskonventionen. Nu er det Pride og demokratiet. Det skal ligesom sættes over alt.”

I en kronik i Berlingske har Henriksen skrevet, at han sætter Jesus Kristus, sin familie og sit fædreland over demokratiet. Han henviser blandt andet til de danske modstandsfolk under Anden Verdenskrig, der satte fædrelandet over de daværende politiske myndigheders krav om samarbejde med den tyske besættelsesmagt. For Henriksen er pointen, at der findes moralske og åndelige forpligtelser, som står over den politiske styreform.

Kirkerne må gå foran

Men er afkristningen af Danmark ikke kommet så vidt, at selv et nyt kristeligt parti vil have svært ved at vende udviklingen?

Det erkender Martin Henriksen. ”Jeg tror godt, man kan komme til et sted, hvor politik kan ændre tingene. Men som det er nu, tror jeg ikke, den kan.” I stedet mener han, at det vil være langt mere værdifuldt, hvis kirkerne begyndte at gøre sig langt stærkere gældende i offentligheden. ”Jeg tænker på frikirker, valgmenigheder, folkekirken, katolikker og ortodokse. De skal komme ud. Om det skal være på sociale medier, på gaderne eller gennem mere traditionelle medier, må man finde ud af.”

Han forestiller sig også større offentlige manifestationer, hvor kristne synligt står frem med korset.

Et klart budskab

”Man skal betone, at vi har kristne rødder, og at danskhed og kristendom er uadskillelige størrelser. Man skal komme med klare, tydelige og værdikonservative budskaber fra Bibelen og holde fast i dem.” Han efterlyser en bred kristen bevægelse, hvor både almindelige danskere, unge og intellektuelle engagerer sig. ”Vi skal have de gode akademikere og intellektuelle på banen, som kan uddybe og argumentere for, hvorfor det forholder sig sådan.”

Henriksen ser tegn på en fornyet interesse for kristendommen, blandt andet blandt unge mænd, men er endnu ikke overbevist om, at der er tale om en egentlig folkelig vækkelse. ”Jeg bemærker, at der er flere unge mænd i kirken, som for eksempel gør korsets tegn under gudstjenesten. Det er dejligt. Men jeg er ikke sikker på, at bevægelsen er så stor, som den nogle gange bliver gjort til. Jeg tager dog meget gerne fejl.”

For den tidligere politiker er der ingen tvivl om, at Danmarks kulturelle og politiske krise hænger sammen med tabet af den kristne tro. Og det tragiske er ifølge ham, at de borgerlige partier, som burde forsvare kristendommen, nu selv bidrager til dens afvikling. ”Venstrefløjen har gjort det i lang tid. Det tragiske er, at de borgerlige også er begyndt på det. Og det bliver værre. Der er ikke nogen på Christiansborg, der siger: Nu bliver det nødt til at stoppe. Nu bliver vi nødt til at søge tilbage til troen og vores kristne rødder.”