Ungdomssekretær i Retten til Liv: ”Jeg ville ønske, at flere kristne turde tale de ufødtes sag”
Den 26. september i år havde foreningen Retten til Liv arrangeret en aktion i Odense, hvor de gik gennem gaderne med bannere, og der blev holdt taler, bl.a. ved den ene af foreningens to ungdomssekretærer Kristina Kristensen. Hun læste bl.a. et brev op, som hun sendte til samtlige folketingsmedlemmer op til afstemningen om at ændre abortgrænsen fra 12. til 18. uge.
“Tænk hvis min mor havde fået en abort, fordi hun ønskede at skåne mig for en kaotisk og barsk opvækst… Hvad så med mig? Hvad med min stemme? Hvad med mit ønske om at leve? For jeg vil gerne leve. Hvad hvis det aborterede ufødte menneske også gerne ville det?” lød det blandt andet fra Kristina Kristensen under hendes oplæsning af brevet. Kristina Kristensen bor i Esbjerg og er lærerstuderende.
Ved siden af studiet er hun ansat ti timer ugentlig i Retten til Liv, hvor hun arbejder med at sprede foreningens budskaber på sociale medier. Derudover er hun med til at arrangere aktioner på gadeplan, og så holder hun en del møder med politiske ungdomsorganisationer og er jævnligt ude på efterskoler og højskoler for at holde oplæg. Desuden tager hun på besøg hos kristne organisationer og foreninger.
”Jeg ønsker virkelig, at der er flere, som vil tale de ufødtes sag, for de har jo ingen stemme selv. Jeg ved, at mange kristne er imod abort, men samtidig oplever jeg, at en del af dem afholder sig fra at tale åbent om det,” siger Kristina Kristensen.
Pligt til at forsvare de ufødte
Hun fortæller, at når hun besøger kristne efter- og højskoler eller taler med unge kristne i foreningslivet, møder hun ofte den holdning, at selv om man personligt er imod abort, behøver man ikke at tage stilling til, om andre får en abort.
”Mange siger til mig, at de aldrig selv vil have en abort, men de vil ikke blande sig i, om andre får en abort. Sat på spidsen ville det jo svare til, at jeg siger, at jeg aldrig selv vil begå et drab, men om andre gør det, blander jeg mig ikke i. Det handler om ufødte børn, hvis liv bliver afbrudt, og jeg mener, at vi som kristne er forpligtet til at forsvare dem, der ikke kan forsvare sig selv, også selv om det ikke er et populært synspunkt,” siger hun.
Kristina Kristensen anerkender, at man kan møde modstand, når man ytrer sig som modstander af abort – eller som tilhænger af retten til liv, som hun foretrækker at kalde det. ”Jeg oplever selv, at jeg kan blive mødt med indirekte beskyldninger om, at jeg ikke vil hjælpe fx kvinder, der er blevet gravide som følge af en voldtægt. Men i Retten til Liv er vi netop optaget af, at kvinder og sårbare familier skal have meget bedre alternativer til abort, end de får nu,” siger hun.
Hun understreger, at ekstreme tilfælde, hvor en kvinde eller en pige er blevet voldtaget og er blevet gravid i den forbindelse, er vanskelige. Men for hende ændrer det ikke på det udgangspunkt, at ethvert liv er lige meget værd, og at livet begynder ved undfangelsen. ”Vi kan straffe voldtægtsforbryderen og støtte kvinden så godt som overhovedet muligt, men vi kan ikke straffe barnet for en forbrydelse, det ikke har del i, ved at slå det ihjel,” mener hun.
Stillede spørgsmål som teenager
Kristina Kristensen tilføjer, at langt de fleste aborter i Danmark udføres af andre årsager end graviditet efter voldtægt, og at det derfor også ærgrer hende, at hun ofte bliver mødt med spørgsmål om den slags sjældne tilfælde. ”Mit indtryk er, at det er en måde at forskyde debatten på, så det ikke kommer til at handle om det, vi i Retten til Liv gerne vil sætte fokus på: at ethvert menneske har ret til at leve, og at vi ikke har ret til at tage et ufødt barns liv, blot fordi en gravid kvinde er i en svær situation,” siger hun.
Kristina Kristensen anerkender, at det er en meget udbredt holdning i det danske samfund, at kvindens ret til at bestemme over sin egen krop er så vigtig, at det er nødvendigt med fri abort.
”Den holdning har jeg også haft uden at reflektere nærmere over den. Det kan også lyde meget logisk, men ved nærmere eftertanke synes jeg ikke, at det holder. For hvorfor er kvindens ret til egen krop vigtigere end det ufødte barns ret til at leve – eller mandens ret til at blive far? Og hvis vi mener, at kvindens ret til egen krop trumfer barnets, kunne vi så ikke lige så godt tillade abort helt frem til fødslen?” spørger hun.
Det var spørgsmål som disse, hun begyndte at stille sig selv som teenager, efter at hun var blevet kristen. Hun er vokset op i en ateistisk familie. Hun blev ganske vist selv døbt og konfirmeret, men ingen af hendes forældre tror på Gud, og hun kendte ikke noget til kirke og kristendom, før hun begyndte på den kristne efterskole Hedemølle Efterskole ved Bjerringbro. Hun havde ikke søgt efter en kristen efterskole, men blot kigget efter en, der lå geografisk tæt på hendes barndomshjem, og det var først, da hun begyndte i 9. klasse på skolen, at hun begyndte at forstå, at der kunne være helt andre måder at tænke og tro på, end hun var vokset op med.
”Jeg gik der både i 9. og 10. klasse, og særligt det sidste år begyndte jeg at sætte spørgsmålstegn ved, hvad jeg hidtil havde tænkt og troet. Jeg blev klar over, at jeg egentlig ikke havde tænkt alle de store spørgsmål grundigt igennem,” fortæller Kristina Kristensen.
Talte med Jehovas Vidner
Da hun skulle vælge gymnasium, blev det Det Kristne Gymnasium i Ringkøbing. De tre år på gymnasiet blev afgørende. ”Jeg blev opmærksom på, hvor mange forskellige trosretninger og religioner, der findes, og jeg tænkte, at de ikke alle kunne være sande. Jeg ville ikke vælge uden at have undersøgt det grundigt, så jeg begyndte at tale med Jehovas Vidner, når jeg så dem på gaden, og undersøgte også en del om islam og om forståelsen af den historiske Jesus,” siger hun.
Hun lavede et dokument med de spørgsmål, hun søgte svar på, og de bud, som de forskellige religioner kunne give. ”På et tidspunkt lærte jeg en pige at kende, der viste sig at være katolik, og stillede hende en masse spørgsmål. Jeg var i første omgang meget kritisk over for hendes svar, men jeg kunne ikke rigtig finde på nogen modargumenter, hvilket irriterede mig,” husker Kristina Kristensen.
”Hvis jeg var ateist, havde
jeg også været imod abort
– med den viden, jeg har nu.”
Hun undrede sig i første omgang over, at pigen var konsekvent imod abort, men langsomt begyndte hun at blive modtagelig for argumentet om, at ethvert liv er lige meget værd, og at mennesket ikke bør forhindre Guds arbejde og planer – heller ikke når det gælder om at skabe liv i form af børn. Hun henviser bl.a. til Jeremias’ Bog 1,5: ”Før jeg dannede dig i moders liv, kendte jeg dig, før du kom ud af moders skød, helligede jeg dig” og til Salmernes Bog 139,16: ”Da jeg endnu var foster, havde du mig for øje; alle dagene stod skrevet i din bog, de var formet, før en eneste af dem var kommet.”
”Gud har haft os for øje, før vi overhovedet blev til ved befrugtningen, og særligt som kristne tror jeg, at det er vigtigt, at vi tør kæmpe for de ufødtes ret til at leve, så vi ikke frarøver Gud hans planer. Vi er alle Guds børn, og vi har ikke ret til at tage nogle af hans børn fra ham,” siger hun. Efter nogle års research og overvejelser besluttede hun i 2020 at blive katolik og blev optaget i den katolske kirke i Esbjerg, hvor hun nu er et aktivt medlem af menigheden.
Bruger sjældent bibelcitater
Det var præsten i den katolske kirke i Esbjerg, der opfordrede hende til at søge stillingen som ungdomssekretær i Retten til Liv for den vestlige del af Danmark, da stillingen blev slået op i 2023. ”Jeg kendte faktisk ikke til Retten til Liv dengang, og først tænkte jeg, at jeg ikke var kvalificeret til stillingen. Men jeg fik også den tanke, at det måske kunne være Guds mening, for jeg havde i et stykke tid været meget optaget af spørgsmålet om abort. Så jeg søgte stillingen, og til min store overraskelse fik jeg den,” siger Kristina Kristensen.
Hun understreger, at selv om hendes motivation for at arbejde i Retten til Liv hænger sammen med hendes kristne tro, er det ikke en organisation, som kun retter sig mod kristne, eller som alene henter sine argumenter i kristendommen.
”Vi går meget op i at finde argumenter, som man som ikke-kristen også kan tilslutte sig og forstå logikken i. Det er vigtigt for os, at det er en kamp for noget universelt menneskeligt, ikke en specifik kristen sag. Derfor bruger jeg sjældent bibelcitater, når jeg holder oplæg eller på anden måde er i dialog med andre,” fortæller Kristina Kristensen.
Hendes egen modstand mod abort er heller ikke kun baseret på hendes tro, men i høj grad på viden og argumenter, hun blot ikke kendte til tidligere. ”Jeg har fundet så mange logiske argumenter imod abort, som ikke har noget med Bibelen at gøre, og hvis jeg var ateist, havde jeg også været imod abort – med den viden, jeg har nu. Det var bare først, da jeg blev kristen, at jeg forholdt mig til spørgsmålet om abort og blev udfordret,” siger hun og uddyber:
”Embryo, foster, spædbarn, teenager og voksen er alle sammen bare stadier i menneskets udvikling, men alle har det tilfælles, at de er mennesker.” Det er hendes erfaring, at mange mennesker bliver overraskede og berørte, når de bliver præsenteret for viden om, hvordan et foster udvikler sig, og hvor tidligt i fosterstadiet, at et ufødt barn for eksempel kan høre.
Jeg er med på, at den enkelte kvinde,
der får en abort, ikke tænker på det
som at begå et mord, og sådan synes
jeg heller ikke, at vi skal omtale det,
men for mig er der principielt ingen forskel.”
”Jeg tror, at mange slet ikke har taget stilling på et oplyst grundlag, for mange af os overtager nok i høj grad de holdninger, der er dominerende i samfundet. Derfor arbejder vi rigtig meget med simpelthen at oplyse,” siger ungdomssekretæren.
Hvis min mor havde valgt en abort…
Det sker, at Kristina bruger sin egen baggrund og historie til at tydeliggøre, hvorfor hun er imod abort. ”Der er en del mennesker, som argumenterer for, at det er godt, at gravide, der for eksempel er misbrugere eller psykisk syge, kan få en abort, så et barn ikke skal vokse op i så svære sociale omstændigheder. Det er helt sikkert sagt i en god mening, men indirekte siger de, at det ville være godt, hvis min mor havde valgt en abort, så jeg ikke var blevet født,” siger hun.
Kristina Kristensens barndomshjem var præget af misbrug og psykisk sygdom. Men trods vanskelighederne har hun aldrig ønsket ikke at leve, understreger hun.
”Jeg er glad for, at jeg fik lov at leve, og det gør ondt i mig at tænke på, at mange ufødte børn kunne have fået et liv, men er blevet frataget det liv. Jeg er med på, at den enkelte kvinde, der får en abort, ikke tænker på det som at begå et mord, og sådan synes jeg heller ikke, at vi skal omtale det, men for mig er der principielt ingen forskel på, om man slår et foster, et spædbarn eller et voksent menneske ihjel eller på anden måde frakender det retten til at leve,” siger hun.
Hun oplever indimellem, at kvinder kan blive vrede og slet ikke vil lytte til det, hun har at sige. Det skete ved aktionen i Odense, hvor to kvinder først råbte ad en mand, der var med i optoget, og da Kristina Kristensen forsøgte at tale dem til ro, råbte de ad hende.
”Jeg ved, at mange kristne er
imod abort, men samtidig
oplever jeg, at en del af
dem afholder sig fra at
tale åbent om det.”
”De var vrede over, at der var mænd med i optoget, fordi de mente, at mænd ikke havde ret til at tage stilling til abort og slet ikke til at være imod abort. Jeg forstår godt, at det kan vække stærke følelser, men jeg mener ikke, at man kan frakende mænd ret til at tage stilling til et så vigtigt spørgsmål. Det er jo også dem, der er med til at skabe det liv, som en kvinde så kan vælge at afslutte,” siger hun.
Kristina Kristensen oplever, at mange mennesker, som går ind for abort, gerne vil i dialog, og at de ofte bliver overraskede over, hvilke argumenter hun som repræsentant for Retten til Liv bruger.
”Jeg var for nylig til et møde i en afdeling af Danmarks Socialdemokratiske Ungdom, hvor de bad mig blive længere og gav udtryk for, at jeg havde modbevist en del af deres fordomme,” siger hun.
Også højskoler uden kristent grundlag har inviteret Retten til Liv på besøg flere år i træk, fordi de sætter pris på den samtale, det sætter i gang mellem eleverne, fortæller hun.
Lang vej igen
I hendes klasse på læreruddannelsen gav det også anledning til samtale og refleksion, da de i undervisningen gennemgik tidligere tiders socialpolitik, hvor man isolerede mennesker med handicap eller brugte sterilisering som en måde at forhindre bestemte egenskaber eller sygdomme i at blive givet videre fra generation til generation.
”Mine medstuderende var enige om, at vi heldigvis ikke tænker på den måde længere. Så spurgte jeg, om det ikke på en måde var den samme tankegang, der lå bag en del af argumenterne for fri abort. Det mente de ikke, men min lærer gav mig i hvert fald delvist ret,” siger Kristina Kristensen. Hun oplever, at mange af dem, hun er i kontakt med, er kritiske over for den hævede abortgrænse, selv om de i øvrigt er tilhængere af abort.
Det giver hende håb. Men hun erkender, at der er lang vej igen, før et flertal af danskerne vil bakke op om, at den fri abort afskaffes. Alligevel synes hun, at det giver mening at fortsætte arbejdet i Retten til Liv. ”Mange ændringer i vores samfund og i hele menneskehedens historie er kun sket, fordi nogle er fortsat med at kæmpe, når det så nærmest håbløst ud. Jeg håber bare, at flere vil vove at tale de ufødtes sag og samtidig kæmpe for, at kvinder, som i dag vælger abort, kan få andre gode muligheder,” siger hun.
Retten til Liv
– Ser det som deres mission at ændre danskernes holdninger og dansk lovgivning, så ufødte og fødte har samme menneskeværd og dermed lige ret til livet.
– Har en vision om et samfund, som anser fri abort for utænkeligt.
Driver:
– Abortlinjen – en anonym telefon- og internetrådgivning, der støtter kvinder, der er uventet gravide, i tvivl eller oplever at være under pres for at få en abort
– Abortmindelunden i Vedersø
