Kunst-tema
Kristus i Humlebæk
En ung pige, der har været ude for en grim ulykke, har skænket Strandvejskirken i Humlebæk nord for København et kostbart maleri af Maja Lisa Engelhardt.Pigen fik lagt på hjertet af Gud at give en gave, der kunne bringe lys og glæde til andre, sådan som hun selv oplevede at Gud gav hende det midt i ulykken.
Ved præsentationen påskesøndag fortalte Maja Lis Engelhardt om sit maleri:
– Kirken er en lys kirke og indeholder på alle måder lyset i sig. Derfor blev jeg næsten fra det øjeblik, jeg trådte inde i rummet, mindet om Johannesevangeliets 8. kapitel, vers 12 til 13: Jesus sagde: Jeg er verdens lys, den som følger mig skal ikke vandre i mørket, men have livets lys.
Jeg har forsøgt at skildre dette lys i mit billede. Når ordet fra testamenterne forkyndes, bibringes et nyt lys, og hvis mit billede nu indeholder lyset i sig og udstråler dette, så kommer det fra en anden lyskilde end vinduerne og lampernes lys og fylder rummet med en anden dimension.
Billedet var også på udstilling i maj sidste år i forbindelse med Danske Kirkedage i Haderslev. Her havde det titlen Humlebæk Kristus. Maleriet blev beskrevet sådan:
– Bag ved det hellige ansigt rejser sig et nøgent træ et symbol på døden, der nu er overvundet, men som Kristus selv også har haft del i.
Således er hans ansigt takket være de mange lodrette linjer på vej væk fra et brunligt mørke forneden og et skinnende hvidligt lys højere oppe.
Den opstandnes udviskede ansigt vidner om, at Kristi guddommelige natur nu er ved at fortrænge den menneskelige.
Men engang skal vi se ham klart, som det udtrykkes i Paulus løfterige profeti:
Endnu ser vi i et spejl, i en gåde, men da skal vi se ansigt til ansigt. Nu erkender jeg stykkevis, men da skal jeg kende fuldt ud. 1. Kor. 13:12
– Det var under udstillingen, at vi fik at vide, at en anonym giver havde givet en meget stor gave, fortalte Mette Brask, der sammen med Henrik Bach har været ansvarlig for indretning og udsmykning af kirken. Mette Brask var indtil marts i år medlem af menighedsrådet i frikirken, der er en del af Missionsforbundet.
– Tak, Maja Lisa, for din ægte måde at være på. Det har været fantastisk berigende at arbejde sammen med dig. Du havde tro, da vores var ved at slippe op, sagde Mette Brask og tilføjede:
– Må Jesus åbenbare sig for os alle.
Henrik Bach havde til dagens anledning skrevet et stykke musik til indvielsen.
Stykket hedder Pasqua, dvs. påske på italiensk. Det blev fremført af Henrik Goldschmidt på obo, Jon Brunland på bas og Henrik Bach på flygel.
Henri.