Lady Hopes beretning
Fra et besøg hos Charles Darwin i 1881
Det var en af disse strålende eftermiddage, som vi af og til kan opleve om efteråret i England. Jeg var blevet bedt om at gå ind til den berømte professor Charles Darwin for at sidde lidt hos ham. Han var nogle måneder før sin død næsten konstant sengeliggende. Når jeg så ham, plejede jeg at tænke, at hans fine fremtoning ville kunne blive til et storslået billede til vort Kongelige Akademi (Royal Academy).
Den fornemmelse havde jeg allerstærkest ved denne lejlighed. Han sad op i sengen iført en let slåbrok med broderier.Støttet af puder var han i stand til at se ud over det vidtstrakte landskab med skove og kornmarker, som glødede i en af disse mageløse solnedgange, som giver Kent og Surrey deres skønhed. Hans ædle hoved og hans fine træk syntes at være oplyst af glæde, da jeg kom ind i værelset. Med sin hånd vinkede han mod vinduet og pegede på landskabet, mens han i den anden hånd holdt en åben Bibel, som han altid plejede at studere.
Hvad læser De nu?, spurgte jeg, mens jeg satte mig ved siden af sengen.
Hebræerne, svarede han – stadig Hebræerne – den kongelige bog, som jeg kalder den. Er den ikke storslået?
Så udpegede han med sin finger bestemte passager og kommenterede dem. Jeg kom med en hentydning til de stærke opfattelser, som mange har givet udtryk for i forbindelse med skabelsesberetningen og dens ophøjethed, og i det hele taget i forbindelse med de første kapitler af 1. Mosebog.
Det virkede som om det pinte ham, og han vred nervøst sine fingre, og et udtryk af smerte kom over hans ansigt:
Jeg var en ung mand med uformede ideer. Jeg udkastede spørgsmål og forslag, og jeg spekulerede hele tiden over alt muligt. Og til min forbløffelse spredte mine ideer sig som en løbeild. Folk gjorde dem til en religion.
Så holdt han en pause, og efter et par sætninger mere om Guds hellighed og bogens ophøjethed kiggede han på Bibelen, som han stadig holdt respektfuldt, og sagde: Jeg har et sommerhus i haven, hvor der kan være omkring 30 mennesker. Det er derovre.
Han pegede i retning af det åbne vindue. Jeg ønsker, at De skal tale dér. Jeg ved, at De oplæser Bibelen i egnens landsbyer. I morgen eftermiddag vil jeg, at husets tjenestefolk, nogle af dets beboere og nogle naboer skal samles der. Vil De tale til dem?
Hvad skal jeg tale om? spurgte jeg.
Kristus Jesus!, svarede han med klar, engageret stemme, idet han med en lavere stemme tilføjede: og Hans frelse. Er det ikke det bedste emne? Og så vil jeg, at De skal synge nogle salmer med dem. De kan jo lede sangen med deres lille instrument. Kan De ikke?
Jeg vil aldrig glemme det vidunderlige udtryk af liv og lys, som gik over hans ansigt, da han sagde dette og tilføjede: Hvis De holder mødet klokken 3 om eftermiddagen, kan dette vindue være åbent, og De vil vide, at jeg er med i sangen.
Jeg ville ønske, at jeg kunne have malet et billede af denne fine gamle mand i hans smukke omgivelser på denne bemærkelsesværdige dag. [Moore p. 92]
