Her boede jøderne på det første tempels tid

Israelske arkæologer har fundet et hus fra det første tempels tid nær Vestmuren i Jerusalem.For første gang har israelske arkæologer fundet en bygning fra den første tempelperiode i den nordvestlige del af pladsen foran Vestmuren.

Arkæologer har afdækket en romersk gade og under den et hus fra det første tempels tid. (Foto: Sky View)

Udgravningerne foregår blot hundrede meter fra selve Tempelbjerget. Der fandt arkæologerne rester af en storslået søjlegade, som stammer fra den senromerske periode eller det andet århundrede efter Kristus. Denne gade er kendt som den østlige Cardo, og den står opført på det berømte ovale mosaikkort Madaba, som mange turister har set.
Romerne brolagde vejen med store sten. Dermed er området nedenunder blevet beskyttet mod plyndring. Og de to meter høje vægge på det gamle hus er også bevaret.

Segl tilhørte
landets spidser

Gammelt segl fra Jerusalem. (Foto: Marianna Sultzberger, Israel Antiquities Authority)

Arkæologerne har også fundet et hebræisk segl af sten, som formodes at have været en del af en ring. Seglet måler 1,1 x 1,4 centimeter. Overfladen er delt i tre dele. Øverst er der indgraveret fire granatæbler. Nedenunder er der gammelhebræiske bogstaver med navnet på ejeren. Indskriften tydes til:
”(Tilhører) Netanyahu ben Yaush”. Begge navnene er bibelske. Netanyahu er nævnt flere gange i Bibelen, både i Jeremias’ Bog og i Krønikebøgerne. Navnet Yaush, som fremkommer i Lakish-brevene, kan ifølge professor Shmuel Ahituv betyde ”han gav en gave”. Det samme er tilfældet for navnet Yoshiyahu. Man antager, at ejere af segl har været folk i høje regeringspositioner.

Kongelige potteskår

Der er yderligere fundet potteskår. På tre håndtag fra lerkrukker har man fundet indskriften LMLK. En inskription kan tydes til ”(tilhører) kongen af Hebron”. Der er også fundet afgudsfigurer, som var karakteristiske for Juda kongedømme i den sidste del af det første tempels periode, i det ottende århundrede før Kristus til ødelæggelsen af templet i år 586 f. Kr.
Det er Israel Antiquities Authority i samarbejde med Western Wall Heritage Foun-dation, som står bag udgravningerne, der ledes af arkæologerne Shlomit Wexler-Bdoulah og Alexander Onn, oplyser Israels antikmyndigheder.