Bilulykke på bryllupsrejse
Udfordringens medarbejder Kim Schou er netop blevet gift med Debbie.Et sekund. Det kunne have været vores sidste. Jeg kørte galt på bryllupsrejsen.
Lynhurtigt gled bilen hen ad vejen, hjulene spærret, og vi svingede 180 grader rundt på vejen, styret af centrifugal- og tyngdekraft, ikke af føreren, indtil vi landede i et hegn med et brag.
5 sekunder tidligere havde jeg stillet min kone et spørgsmål.
– Hvor hurtigt må man køre her?
Jeg kørte 50-60 km i timen, ikke hurtigt, men på Ibiza går fartgrænserne nemt fra 80 til 40. Det var her, vi holdt vores bryllupsferie. To en halv uge havde vi været gift, og roen var ved at indfinde sig i glæden: Vi skulle nyde et langt liv sammen.
Tak, Gud, at det kan vi.
– Jeg ved det ikke, svarede hun let ligegyldigt, ubekymret om kørslen. Den tog jeg mig af. Hun lå allerede på stranden og solede sig i tankerne.
To sekunder før uheldet kiggede jeg op i bakspejlet. Hende bagved er godt nok tæt på, tænkte jeg.
Måske kører jeg for langsomt? Man må sikkert køre 80, og her kører jeg 55 som en anden søndagsbilist, fordi jeg ikke har set noget skilt. Skide turister, tænker hun nok.
Et sekund før uheldet ser jeg noget ligge på vejen. Måske bare en gren? Må hellere køre udenom. Jeg kigger igen i bakspejlet for at sikre mig, at hende bagved ikke er ved at overhale, før jeg vil svinge udenom.
Det når jeg ikke. Da jeg kigger tilbage på vejen—
Drejer den skarpt.
Et sekund står stille. Med ét ved jeg: Jeg kører for stærkt.
Jeg kan ikke dreje.
Jeg skal beskytte min elskede.
To klare valgmuligheder dukker op i min bevidsthed.
Et: Speed op og sæt bilen i lavere gear, kør, indtil du bemægtiger dig kontrollen. Men bilen er gammel og dårligt gearet.
To—
Så blokerer hjulene. Valgmulighed 2 er lige udløbet. Jeg har ingen kontrol.
Vi glider. Jeg drejer formålsløst i rettet. Min smukke kone retter sig i sædet og gisper, som vi skøjter over i den anden vejbane. Der er heldigvis ingen modkørende. Hvor længe fortsætter denne dødsdans? Hele vejen rundt, glider vi. Sidelæns, glider vi.
Indtil… Hegnet stopper os. Det giver en afskyelig knasende lyd som et stenmonster, der æder et metalmonster.
Og så et lille hop. Stop. Standset.
Jeg kigger på min kone.
– Er du okay?
– Det tror jeg, svarer hun, rystet, men forholdsvis rolig.
Jeg krammer hende og har lyst til at blive hos min elskede, men vi holder lige i svinget. Ingen bilist kan se os, og kommer de for hurtigt…
Så jeg træder ud af bilen, fra hendes side, hvor døren kan åbnes.
Bilisten, der kørte bagved os, bakker tilbage og ser, at vi er o.k. Straks kører hun videre.
Jeg tager advarselstrekanten og går hen ad den buede vej. Jeg må gå langt for at sætte den før det skarpe sving, og en tanke buldrer i mit hoved:
Vi holder farligt.
På vej tilbage til min kone ser jeg en tæt, solskoldet mand på en golfvogn komme kørende fra et kæmpe palæ, hen imod os. Han har boksershorts på med grinende bulldogs (og intet andet). Manden peger på bilen, som holder modsat færdselsretningen, og spørger på gebrokkent spansk, hvilken vej vi er kommet fra. Min kone svarer, paf af synet af manden, men høflig.
– Ha, ha, ha, griner han højlydt, nærmest imponeret. Og så triller han væk igen på sin lille golfvogn.
Nå.
Min kone træder ud af bilen, og vi beder og takker Gud, at vi er uskadte. Vi beder, at vi må komme væk herfra, og at ingen må køre ind i bilen. Beder, at det ikke må blive for dyrt for os. Takker, at Han nok skal hjælpe os.
Lige på amen vender manden i boksershortsene tilbage, og han har taget venner med. Venner, og en GAFFELTRUCK.
På nul komma fem løfter han bilen ud af det farlige sving og på sikker grund. Bilen kan starte, men skærmen er bøjet ind i hjulet. Tre mand prøver vi at rette skærmen ud, men uden held. Indtil (super)manden i boxershorts kommer ud af gaffeltruckens førerhus og ene mand bøjer den på plads. Hans kone giver os vand, trøst og telefonmulighed og sender os så af sted. Over en time går der vel, og det føles som 5 minutter.
Vi kan selv køre derfra, takket være dem.
Vi fik ikke engang deres navne. Men de var engle.
